Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•355
eller allegorisk Væsen, og Offerdyret er ingen
Anden end Antinous, som i en Stilling af
smertefuld Hengivenhed støtter sig til den Anden.
Erindre vi os nu, at den tilforladeligste Mythe om
Antinous’s Endeligt er den, at han frivillig gav sig
Døden, for at forlænge sin Beskytters,
Hadria-nus’s, Liv, saa lader det sig ikke nægte, at denne
Gruppe træffende udtrykker følgende faktiske
Forhold: Antinous overgiver sig til Dæmonen,
som nu skal ofre ham til Underjordens Gudinde.
Saa vidt Friederichs. Fra Tiecks Forklaring
skiller sig hans ikkun deri, at han ikke vover at
gaa ind paa den tilvisse noget dristige nærmere
Udtydning af „Dæmonen" som Hadrianus’s
Genius. Men netop derved faar hans Opfattelse af
Kunstværket noget Haardt og Uhyggeligt, som
strider imod dets Karakter. Den skjønne o^
vemodige Fakkelbærer ligner i ingen Henseende en
menneskeofrende Dæmon, men en elskende og
elsket Ven, der med dyb Deltagelse opfylder et
ham af Skjæbnen paalagt Hverv.
Karl Bötticher har for nylig opstillet en
anden Hypothese. Han er enig med Tieck deri,
at Fakkelbæreren er Hadrianus’s Genius, den
anden Yngling Antinous og den lille dukkeagtige,
arkaistiske Figur Persefone. Men om Antinous’s
Indvielse til Offerdøden kan der efter lians
Mening ikke være Tale. Thi eftersom Antinous
ofrede sig til Nilens Bølger, maatte han her have
baaret en Krans af Nilens hellige Blomst, Lotus-
23*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
