Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Siden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SIDEN
som laa lige under fjeldet fortalte mig mange aar senere,
at engang havde »sauen gaat sig fast i tinden« og saa maatte
han op for at se at berge dem. Det var nok ikke det let
teste arbeide. »Storværen kom sig ikke ner igjen han
hadde gaat for høgt han dat udfor og sprak.« Men
du? Aa jeg gik naa ikke længer end jeg vant mig ner at
men saa var jeg naa saa høgt, som et menneske kan
komme men sjølve eggen bortover klarer ingen, ser du.«
Nei det kunde jeg nok forståa. Men hvorfor frister
netop knivseggen, saa mange mennesker at gaa bortover?
Tilslut dætter de jo altid udfor alligevel, som væren. Lykken
er nu engang ikke at finde i det mest umulige, men det
høiest mulige — at menneskene ikke kan forståa det?
Men om vinteren, nåar alle fjeldene rundt omkring var
et eneste hvidt snetempel, saa var !der altid paa Russetinds
væggen en stor, sort firkant —• som en tavle hvor sneen
aldrig fæsted sig.
Den stod der som lovens tavle den übeskrevne, som
ethvert menneske skriver sit eget livs lov paa og som intet
andet kan fæste ved.
Og nåar jeg aar efter aar saa den staa der, sort og übe
skrevet i snehavet, var det, som om den spurgte mig: Hvad
er dit livs lov? Hvad vil du skrive paa mig? Og det vared
længe, før jeg vidste, hvad jeg skulde svare hvad jeg skulde
skrive var mit eget livs lov.
Men med blødere former og en bedrøvet skyggefuld
sænkning nedover mod den bekjendte Marknæsdal laa Mark
næsiinden.
Her tegnet fjeldets øverste rand sig mod himlen som en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
