- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren /
12

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grahams Land - Grahamstown - Grahn Young, Lucile

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Stræde. G. L. har forsk. Navne, og mange Øer
ligger ud for dets Kyster. Nordligst kaldes det
Louis Philippe Land, der ved Antarctic Sund
er skilt fra Joinville Ø m. fl. NV.-Siden hedder
Palmer Land, skilt ved Orléans Kanal fra
Trinity Ø m. fl., og Danco Land, skilt ved
Gerlache (ell. Belgica) Stræde fra Brabant Ø,
Anvers Ø m. fl., hvilke Øer samlede hedder
Dirk Gherritz Arkipelag. Umiddelbart S. f.
ligger tæt ved Land Dannebrogs Øer, og sydligere
Biscoe-Øerne. SØ.-Siden af G. L. skilles ved
Kronprins Gustaf Kanal fra James Ross Ø,
hvorpaa ligger det 2000 m høje Mt Raddington,
Snow Hill m. fl. Sydligere hedder denne Kyst
Kong Oskar II’s Land, ud for hvilket ligger
Robertson Ø m. fl. — G. L. blev opdaget 1832
af den eng. Sælfanger John Biscoe, der landede
paa 64° 45′ s. Br. og 63° 51′ v. L. Han antog
Landet for at være det antarktiske Fastland og
opkaldte det efter Chefen for det eng.
Admiralitet, Sir James Graham. Senere er Landet
væsentligst undersøgt af 1) Franskmanden
Dumont d’Urville, der 1839 opdagede den
nordligste Del, 2) den tyske Sælfanger Dallmann, der
1873—74 færdedes ud for NV.-Siden, 3) den
norske Sælfanger C. A. Larsen, der 1883
opdagede Østkysten, 4) Belgica-Ekspeditionen 1898
under Gerlache og 5) den sv. Ekspedition
1901—03 under O. Nordenskjöld; særlig de to
sidstnævnte Ekspeditioner har beriget vort Kendskab
til Landet. — Klimaet er meget strengt med
haslige Temperaturforandringer og voldsomme
og langvarige Storme, især fra SV.
Nordenskjöld fandt ved Snow Hill — paa 64° 22′ s. Br.
— Aarets Middeltemperatur ÷ 12° C.;
Vintermaanedernes Middeltemp. ÷ 20° C., og
Sommermaanedernes ÷ 2° C. Landet er meget
isdækket, men der ses ingen Indlandsis.
G. F. H.

Grahamstown [’gremzta^un], 1) By i
Kaplandet, Østprovinsen, ligger 35 km fra det ind.
Ocean og er ved Jernbane forbundet med Port
Elizabeth og Port Alfred, (1911) 13800 Indb.,
overvejende Hvide. Den er Sædet for
Administrationen af Øst-Provinsen og Chefen for
Grænsetropperne, ligesom den er Centrum for
den højere Undervisning i Kaplandet;
fremhæves kan saaledes Rhodes University College
(grundlagt 1904), de religiøse Retningers
Seminarier samt to store Hospitaler, der modtager
Patienter fra hele Kaplandet, og et stort
bakteriologisk Institut. Som Oplagsplads for Uld,
Horn, Huder, Strudsfjer og Korn har den Bet.
— 2) By paa Ny Zeeland, ligger paa
Østkysten af Nordøen, 80 km Ø. f. Auckland, ved
Firth of Thames. (1911) 5000 Indb. I Nærheden
ligger Thames-Guldmarkerne, hvis Rigdom i
den senere Tid har vist sig at være mindre
end opr. formodet.
C. A.

Grahn Young [’gra.n-’jaŋ.], Lucile (egl.
Lucina Alexia), dansk Danserinde, f. 30.
Juni 1819 i Kbhvn, d. 4. Apr. 1907 i München.
G.-Y. kom tidlig ind paa det kgl. Teaters
Danseskole, og allerede som Barn betraadte
hun Scenen 1829 i Balletten »Jocko«; men da
Bournonville et Aarstid efter overtog
Balletledelsen, holdt han hende indtil videre borte
fra al Teatertjeneste for at undervise hende
privat og tog hende 1834 med til Paris; efter
sin Hjemkomst optraadte hun første Gang i en
Pas de deux i »Den Stumme i Portici«, og fra
nu af udviklede hun sig hurtig til Publikums
Yndling, thi hun »besad alle de Egenskaber,
der udmærker
Danserinden af
første Rang«
(Bournonville).
Det blev da
ogsaa hende, der
kom til at
kreere Astrid i
»Valdemar« og
»Sylphiden«,
som
Bournonville havde
indrettet for
hende; 1836 blev
hun ansat som
kongelig
Danserinde og
Aaret efter
udnævnt til
Solodanserinde.
Sommeren 1838 rejste hun til Paris, hvor hun
optraadte fl. Gange under stort Bifald og
navnlig i Balletten »Sylphiden« blev modtaget med
stormende Begejstring. Hendes faste Ansættelse
i Kbhvn hindrede hende imidlertid dengang i
at modtage noget Engagement, og hun vendte
tilbage til Danmark, hvor hun ved sin
Genoptræden blev hilst med stor Jubel. Hele Kbhvn
laa for Fødderne af den fejrede Danserinde,
og navnlig de højere Kredses Begejstring antog
saadanne Dimensioner, at den endog efter
hendes Bortgang medførte offentlige
Skandaleoptrin, der vendte sig imod Bournonville som den
formentlige Ophavsmand dertil (se P. Hansen,
»Den danske Skueplads«, II, S. 589 ff.). Thi
hendes Ophold i Hjemmet skulde kun blive af
kort Varighed. 1839 søgte hun pludselig under
en Orlov, og nærmest p. Gr. a. personlig
Uoverensstemmelse med den myndige Balletmester,
sin Afsked fra det kgl. Teater og var fra nu
af tabt for den danske Ballet. Over Hamburg
gik hun til Paris og modtog det hende tilbudte
Engagement ved den store Opera, hvor hun
trøstig kunde tage Kampen op med saa feterede
Kunstnere som Taglioni, Grisi, Fanny Elszler
og Cerrito. Senere fejrede hun store Triumfer
paa Europas største Scener, i London, Milano,
Petrograd, Bryssel, Wien, Berlin o. s. v. ved
den sjældne Forening af alle Virtuositetens
blændende Fortrin, Lethed, Kraft, Ynde og
Smidighed og en indtagende sjælfuld Mimik.
Navnlig hendes Udførelse af forsk. Folkedanse,
som Cachucha og El Jaleo di Xeres skal have
været aldeles fuldendt. 1869—75 ledede hun
Balletten ved Hofteatret i München. 1856 var
G. blevet gift med Tenorsangeren Friedrich
Young
(f. i Wien 1822, d. 21. Febr 1884), der
efter et Fald paa Teatret i Würzburg 1863
henlevede sine sidste Aar lænket til en Rullestol
og plejet af sin Hustru. Efter Mandens Død
levede hun dels i Italien, dels i sin Villa ved
»Englischer Garten« i München. Hun efterlod
München 400000 Rm., en Gade i Byen bærer
derfor hendes Navn.
S. L.

Lucile Grahn Young.
Lucile Grahn Young.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:54:36 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/10/0022.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free