Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Graul, Karl Friedrich Leberecht - Graulhet - Graun, Carl Heinrich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
blev derpaa Huslærer hos en fornem eng.
Familie i Italien. Her vandt han et nøje
Kendskab til de moderne Sprog, og 1843 udgav han
Dante’s »Helvede« i tysk Overs. med en teol.
Kommentar. 1844 blev han kaldet til Direktør
for Missionsanstalten i Dresden, der var
oprettet af det 1836 stiftede »Evangelisch-lutherische
Missionsgesellschaft« (se Leipzig-Missionen).
Hans Undervisning af de vordende Missionærer
var præget af stor Klarhed og streng
Ortodoksi, saaledes som det bl. a. fremgaar af den
kortfattede Symbolik, som han udg. 1845 (»Die
Unterscheidungslehren der verschiedenen
christlichen Bekenntnisse«. Inden sin Død udg. han
1861 6. Udg.; 1899 kom 13. Udg. ved R.
Seeberg). 1848 fik han Missionsanstalten flyttet til
Leipzig.
Det var blandt Tamulerne, at
»Leipzig-Missionen« havde sin Arbejdsmark. For nu
grundig og paa første Haand at lære denne at
kende, foretag G. 1849—53 en Studierejse til
Indien, som han senere har beskrevet i et
indholdsrigt og læseværdigt Skr. (»Reise nach
Ostindien«, I—V, 1854—56). Paa Rejsen havde
han med stor Flid kastet sig over Studiet af
tamulsk Sprog og Litt., og efter sin Hjemkomst
udgav han det betydningsfulde Værk Bibliotheca
Tamulica (I—III, 1854—56; IV, udg. efter G.’s
Død af hans Discipel W. Germann, 1865).
Hertil slutter sig G.’s Gengivelse af tamulsk
Digtning i »Indische Sinnpflanzen und Blumen«
(1865). Den anstrengende Rejse til Indien havde
svækket hans Helbred; dertil kom forsk. pinlige
Stridigheder, særlig om Missionens Stilling til
Kasten, og dette i Forening bevirkede, at han
1860 opgav sin Stilling som Missionsdirektør.
S. A. udgav han et dygtigt Arbejde om den
oldkristelige Mission (»Die christliche Kirche
an der Schwelle des Irenäischen Zeitalters«).
1861 flyttede han til Erlangen, hvis Univ. 1854
havde udnævnt ham til Æresdoktor i Teologi.
Her var det hans Hensigt at ville holde
missionshistorlske Forelæsninger paa Univ.; men
han opnaaede kun at holde sin
Tiltrædelsesforelæsning (»Ueber Stellung und Bedeutung der
christlichen Mission im Ganzen der
Universitätswissenschaften«, 1864). Den vakte en betydelig
Interesse, og med store Forventninger saa man
hen til G.’s fremtidige Virksomhed; men han
døde, inden han fik holdt sin næste Forelæsning.
G. opnaaede saaledes ikke at blive den første
»Missionsprofessor« i Tyskland; men han var
en af Grundlæggerne af den moderne
Missionsvidenskab. Hans missionsteoretiske Principper
har ikke blot været bestemmende for
»Leipzig-Missionen«, men fl. af dem har efterhaanden
opnaaet alm. Anerkendelse. Han gaar ud fra,
at Missionens Opgave ikke er at omvende
enkelte, men at kristne Folkeslagene. Derfor skal
der i Hedningelandene oprettes Folkekirker,
som skal opdrages til Selvstændighed, ikke blot
i økonomisk, men ogsaa i aandelig Henseende
derved, at der uddannes en Stand af indfødte
Præster og Lærere. Missionærerne skal være
teol. gennemdannede Mænd, i Stand til at
forkynde »den rene Lære«, fortrolige med Folkets
Sprog og Aandsliv. Kun det i Folkets Skikke
og Sædvaner, der ligefrem strider mod Guds
Bud (som f. Eks. Enkeopbrændingen i Indien),
maa forkastes; det øvrige maa bevares og
renses. Dette alm. Princip overførte G. ogsaa paa
Kastespørgsmaalet (især i Skr. »Die Stellung
der evang.-luth. Mission in Leipzig zur
ostindischen Kastenfrage«, 1861). Han hævder
her, at Kasten har to Sider, en
hedensk-religiøs, der er uforenelig med Kristendommen
(derfor: ingen Kasteadskillelse i Kirken, særlig
ikke ved Nadverens Uddeling), og en folkelig
og borgerlig. Denne sidste, der har sit
tilsvarende i nationale og sociale Forskelle i andre
Lande, kan ikke afskaffes paa een Gang ved
et Magtbud, men maa ændres efterhaanden,
ved en gradvis Indvirken af Kristendommens
Aand gennem Belæring og Eksemplets Magt
— saaledes som Slaveriet i Vesten
efterhaanden er blevet mildnet og til sidst helt
afskaffet. For denne mildere, konservative Stilling
over for Kasten paaberaabte G. sig ogsaa de
gamle »dansk-halleske« Missionærers Forbillede
(se Trankebar-Missionen).
Det samme nøgterne Syn prægede G.’s hele
Opfattelse af Missionen. Derfor krævede han
ogsaa, at alle Beretninger om Missionen, baade
mundtlige og skriftlige, skulde være ubetinget
sande og usminkede — i Modsætning til den
dengang alm. idealiserende Fremstillingsform,
og i denne ædruelige Aand redigerede han selv
»Evangelisch-lutherisches Missionsblatt«
(1846—60) og »Missionsnachrichten der ostindischen
Missionsanstalt zu Halle« (1854—64), uden at
bryde sig om, at mange savnede de spændende
Fremstillinger og de rørende
Omvendelseshistorier. Overhovedet er G. en af de Mænd, hvem
det især skyldes, at den tyske Mission har
gjort sig fri for de Ensidigheder, der var en
Følge af dens pietistiske Oprindelse, og i St.
derfor har faaet Præg af tysk Grundighed og
Nøgternhed. (Litt.: G. Hermann, »Dr. K.
G. und seine Bedeutung für die lutherische
Mission« [Halle 1867] i »Missionsnachrichten der
ostindischen Missionsanstalt zu Halle«, XVIII;
H. Gundert i »Evangelisches
Missions-Magazin« [Basel 1868], S. 353 ff., 385 ff. R.
Handmann, »Die evangel. luth. Tamulen-Mission in
der Zeit ihrer Neubegründung« [Leipzig 1903];
Oepke i »Allgemeine Missions-Zeitschrift«
[Berlin 1917], S. 314 ff., 353 ff.).
L. B-n.
Graulhet [gro’læ], By i det sydvestlige
Frankrig, Dept Tarn, Arrond. Lavaur (Languedoc),
ved Dadou, har Garverier, Fabrikation af Hatte
m. m. og Handel, især med Heste. (1911) 7912
Indb.
G. Ht.
Graun, Carl Heinrich, tysk Komponist
(1701—59), besøgte »Kreuzschule« i Dresden,
hvor de ital. Operaopførelser fik Indflydelse
paa G., der efter Stemmeskiftet kom som
Tenorsanger til Operaen i Braunschweig. Her
vaagnede G.’s Kompositionstrang, og han svang
sig op til Vicekapelmester. Efter at Kronprins,
senere Kong Frederik II af Preussen her havde
lært G. at kende, fik denne af den
braunschweigske Hertug Tilladelse til at følge den
unge musikelskende Prins, hvis Interesse for
G. siden hen holdt sig uformindsket. Foreløbig
maatte G. komponere Instrumentalmusik til
Prinsens Koncerter; men da denne havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
