Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grav (i Befæstningskunsten) - Gravalos - Gravamen - Gravand - Grave - grave - Grave, João - Gravedona
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bet. som Hindring kun er ringe, baade p. Gr.
a. dens mindre Dimensioner, og fordi den som
Regel iflg. Forholdenes Natur ikke kan
flankeres. Medens man tidligere af Hensyn til, at
Angriberen, naar han først var naaet ned paa
Gravbunden, helt var unddraget Virkningen af
Forsvarerens Ild (G. ligger i »død Vinkel«),
byggede G. som en Diamant-G., saaledes at
dens indre Skrabning laa i den forlængede
Brystværnskrones Plan, vil der nutildags intet
være til Hinder for at give G. forholdsvis stor
Bredde og Dybde, idet Forsvareren ved Hjælp
af Håndgranater vil være i Stand til at holde
G. under virksom Ild, og fordi en saadan Form
for G. ogsaa danner en bedre Hindring mod
»Tanks«.
Sch. P.
Gravalos [’grawalås], se Arnedo.
Gravamen (lat.), Besværing. Gravamina
kaldtes i den ældre tyske Statsret Besværinger
fra Stændernes Side over Indgreb i de dem
tilsikrede Friheder; de herved atter
foranledigede Love benævnedes Resolutiones
gravaminum. Særlig kendte er de 100 saakaldte
Gravamina nationis germanicæ, Besværinger fra det
tyske Folk over pavelige Overgreb, tilstillede
Paven 1522.
K. B.
Gravand (Gravgaas, Brandgaas, norsk:
Fagergaas) (Tadorna cornuta Gm.) (Afb., se
farvetrykt Tavle, Ænder, 17), den eneste Art
af sin Slægt, er en smuk kraftig Andefugl med
Krop saa stor som en tam And. Dens høje Løb,
lange Hals, brede Vinger og Næbbets Form
peger paa et Slægtskab med Gæssene, og af
Systematikerne regnes den lige saa ofte til
disse som til Ænderne. Den gl. Fugl har
meget livlige Farver, der gør den let kendelig,
selv i lang Afstand. Hovedet og den øverste
Del af Halsen er sorte, derpaa følger om
Baghals og Forbryst et hvidt Parti, der efterfølges
af et bredt rustrødt Bælte, som paa Brystet
krydses af en sort Længdestribe, der fortsætter
sig ned midt ad Bugen, som i øvrigt er hvid
ligesom Ryggen. Vingen er meget smuk med
sorte, hvide, rødbrune og grønlige Farver, til
Dels med Metalglans. Styrefjerene er hvide
med sorte Spidser, Underhaledækfjerene
rustgule, Fødderne blegrøde, Næbbet har en
kraftig rød Farve; hos Hannen findes ved
Næbroden en ret anselig Fedtpukkel, ligeledes rød
af Farve; i øvrigt er Han og Hun væsentlig ens.
Ællingen er hvid med mørkegraa Pletter, den
unge Fugl er graabrun, har intet som helst af
de Gamles straalende Farver. G. yngler i
Europa langs Atlanterhavets, Nord- og Østersøens
Kyster fra det nordligste Norge ned til
Spanien, desuden ved det kaspiske Hav og
Saltvandssøer i Asien. I Norge ruger den alm. langs
Vestkysten, sparsomt i Landets nordligste Dele.
I Danmark er G. i de fleste Kystegne en alm.
og velkendt Fugl. Den kommer ofte allerede
sidst i Febr ell. først i Marts, yngler paa de
fleste Øer og Holme, langs Fjorde og Kyster,
overalt, hvor Betingelserne er gunstige; i
Modsætning til alle andre danske Andefugle
yngler den nemlig i Jordhuller, i Brinker ud mod
Søen ell. længere inde i Landet. Hullerne, der
ofte er 1 m og mere dybe, gaar vandret ind;
Anden kan selv grave dem, men foretrækker
Huler, der er dannede i Forvejen. Ofte bebor
den gl. Ræve- og Grævlinggrave, hvis opr.
Beboere ofte har en Grav ved Siden af, men ikke
sjældent har de fælles Indgang; hvorfor
Ræven lader G. i Fred, har man ingen
fyldestgørende Forklaring paa. Ogsaa i tomme
Udhuse gaar G. ofte ind for at ruge; paa Øerne
ved Slesvigs Vestkyst yngler de ofte i kunstige
Redehuler, der graves enkeltvis, undertiden
som et helt System af Gange med Yngleplads
for mange Par; G. tjener her som en Slags
Husfugl, idet man tager en Del Æg fra hver
Rede, hvilke Fuglen erstatter ved at lægge
ny. Stemmen er kraftig, lyder ofte som
»vak-vak-vak«. Føden bestaar af alle Slags
Smaadyr, Insekter, Orme, Krebsdyr, Snegle o. s. v.;
desuden af Plantedele og Frø; den tager mest
sin Næring gaaende paa Land ell. i
Strandkanten. Æggenes Tal er 8—12; de er større
end nogen anden dansk Ands, 64—65 mm
lange, 48—49 mm brede, svagt gullige med glat,
næsten skinnende Overflade. Hunnen ruger
alene, men Hannen opholder sig i Nærheden.
Ofte ruger G. langt fra Vand og fører da sine
Unger ned til Stranden, naar de er
udrugede. Allerede i Aug.-Septbr forlader den
Danmarks Kyster.
O. H.
Grave [’gra.fə], By i den nederlandske Prov.
Nordbrabant ved venstre Bred af Maas 13 km
SV. f. Nijmegen med Tobaksfabrikation. (1909)
2543 Indb. 1586 blev G. erobret af Alexander
Farnese. 1602 blev G. frataget Spanierne af
Moritz af Oranien. 1672 blev G. taget af
Franskmændene, men 1674 atter frarevet dem af
Vilhelm af Oranien.
G. Ht.
grave (ital.), musikalsk Foredragsbetegnelse:
tungt, alvorligt, anvendes ofte som Overskrift
til de mere alvorlige, patetiske Indledninger til
første Sats af Symfonier ell. Sonater; benyttes
ogsaa som Tempobetegnelse, omtr.
ensbetydende med largo (meget langsomt).
S. L.
Grave [’gravö], João, portug. Forf., f. 11.
Juli 1872 i Vagos (Prov. Beira). Viste tidlig
Anlæg for Journalistik og skrev Kroniker om
Litt. og Kunst i portugisiske og brasilianske
Blade. Allerede hans første litterære Forsøg, et
Par Digtsamlinger Livro de Sonhos (1894) og
Macieiras em flor (1897), vakte Opsigt ved
deres yndefulde Sprog. Som Romanforfatter har
G. vundet et anset Navn, bl. a. ved sine
malende Skildringer af Arbejdernes og den
fattige Landalmues Liv i Os Famintos (1903) og
Gente Pobre (1912). Af hans andre Romaner er
de mest kendte: O Ultimo Fauno (1906), hvori
han lovpriser den gr. Oldtid, den historiske
Roman O Reinado Tragico (1915), O Mutilado
(1918) med Emne fra Verdenskrigen og Vitoria
de Parcifal (1919).
Siden 1918 har G. været Bibliotekar ved det
kommunale Folkebibliotek i Porto. Han er
Medlem af det portugisiske Videnskabernes
Akademi.
Chr. H.
Gravedona, Flække i Norditalien, Provins
Como, paa den vestlige Bred af Como-Søen,
med et af Kardinal Gallio efter Tibaldi’s
Tegninger 1586 bygget Palads (nu Palazzo Pero),
Baptisterium fra 12. Aarh. og (1911) 1850 Indb.
C. A.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
