Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gros, Antoine Jean - Gros, Jean Baptiste Louis - Gros, P. - Grosaventurhandel og Aventurhandel - Grosaventurlaan - Grosch, Christian Henrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(Louvre 1804); her udnyttede han ret for første
Gang i fr. Kunst Orienten i dens maleriske
fremmedartede Karakter og aabnede saaledes
for en rig Kilde. »Slaget ved Abukir« (1806,
Mus. i
Versailles) og det i
malerisk
Henseende
betydelige »Napoleon
paa
Slagmarken ved Eylau«
(Louvre 1808)
vakte ligeledes
stort Bifald.
Hermed var
G.’s
Kulmination naaet.
Hans Kunst, der
i saa høj Grad
byggede paa
David’s
Grundsætninger, var
ved hans
sjældne Skaberkraft, hans Virkelighedssans, der formaaede at
gribe det momentane, fastholde det
karakteristiske og end ikke veg tilbage for det hæslig
frastødende (de Pestsyge), brudt ud af de gl.
Rammer og stod med de brede Penselstrøg og
den friske klare Farve (i Italien havde han med
Iver studeret Rubens og v. Dyck) betydelig over
den David’ske Skoles øvrige Ydelser i malerisk
Henseende. I de flg. Værker svækkedes
Originaliteten, og det teatralske tog Overhaand:
»Madrids Indtagelse«, »Napoleon foran
Pyramiderne« (1810, begge i Mus. i Versailles),
»Napoleons Sammenkomst med den østerr. Kejser
efter Austerlitz-Slaget« (1812). Hans »Frants I
og Karl V ved St Denis’ Grave« (Louvre 1812)
var dog, især fra Farvens Side, et fremragende
Arbejde. Med Restaurationsperioden, under
hvilken han ogsaa var højt anset ved Hove
(han adledes), tog hans Kunst yderligere af i
Værdi; Emner som »Ludvig XVIII bryder op
fra Tuilerierne« (1817) o. l. var ikke egnede
til at inspirere hans Kunst; for Pantheons
Kuppel malede han med Dygtighed Genoveva’s
Apoteose (1824), men han formaaede dog ikke her
ret at smelte Allegorien og Nutidsbilledet
sammen, og endmindre forstod han at indblæse frisk
Liv i Lofts-Allegorierne i Louvre, »Frankrigs
Genius« m. v. (1827—31). David’s Atelier, som
han havde overtaget efter dennes Afrejse,
ledede han ganske efter sin Lærers Doktriner, og
sine c. 400 Elever indprentede han nu det
antikke mytol. og hist. Billede som den ene
gyldige Rettesnor, helt imod tidligere egen Praksis;
det ny, han selv havde været med til at
fremkalde gennem sine Værkers Indflydelse paa
Romantikken (Géricault), søgte han nu, men
forgæves, at besværge ved egne Arbejder som
»Herakles og Dejaneira« (Mus. i Toulouse),
»Acis og Galathea«, »Bacchus og Ariadne« etc.,
men de bar alt Senilitetens Præg og mødtes
med Spot og Haanlatter af den ny Skoles
Mænd. Den haarde Medfart, der blev hans
stærkt akademiske Arbejde »Herakles og
Diomedes« til Del paa Udstillingen 1835, knækkede
helt hans Modstandskraft, og forgræmmet
berøvede han sig Livet i Seinen. (Litt.: J. B.
Delestre, G., sa vie et ses ouvrages [2. Opl.,
Paris 1867]; J. Tripier le Franc, Histoire
de la vie et de la mort du baron G. [Paris
1878]; Dargenty, G. [Paris 1887]; H.
Lemonnier, G. [1905]).
A. Hk.
A. J Gros. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>