Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvig, Svend Hersleb - Grundtvigianisme - Grundundersøgelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
videnskabelig Vej og bliver banebrydende for den
metodiske Udvikling af Folkemindeforskningen.
Hovedpunktet i hans Videnskab er at have
Blikket vendt mod det væsentlige af
Karakterer og Handlingsomrids i hver Folkedigtning.
Ud derfra er han Herre over hver Digtnings
historiske Udvikling, thi han ser trods den
omskiftende ydre Form og Smaatræk de faste
Hovedpunkter; og tillige ser han hver enkelt
Afændring i sin poetiske Helhed og dermed
ogsaa de Drivkræfter, der fjerner den fra
Grundformen. En karakteristisk Side af G.’s
Videnskabelighed er hans Ordnerbegavelse. En ydre
registermæssig Ordning havde han paa sine
store Folkemindesamlinger, ligesom paa sine
Breve og alt andet; men hans klare Blik for det
væsentlige skabte tillige de store ordnede
Rækker af det sammenhængende videnskabelige
Stof: foruden det danske Folkeviseværk er der
de (utrykte) danske Eventyr og de med andres
Hjælp udførte Visesamlinger, de islandske
Viser og den store haandskrevne Samling af
færøske Folkeviser. Hans Haandskrifter findes nu
paa Dansk Folkemindesamling, det kgl.
Bibliotek i Kbhvn; og det deri nectlagte Arbejde vil
forhaabentlig bære Frugt i de flg. Slægtled.
(Litt.: Barfod, »S, H. G.« [1883]; Breve fra
en dansk Folkemindesamler [til S. G.], udg. af
Hans Ellekilde [1917]).
(A. O.). H. El.
Grundtvigianisme er Navnet paa den
ejendommelige Opfattelse af Sakramenternes,
særlig Daabens Bet., som er given af N. F. S.
Grundtvig. Den gaar i det væsentlige ud paa flg.
Naar der nøje skal gøres Rede for, hvor
Herrens eget Ord til hans Menighed findes, da kan
den hellige Skrift ikke her komme i
Betragtning, da den i Virkeligheden kun indeholder en
skriftlig hist. Beretning om, hvad Frelseren
engang har gjort mod andre Mennesker, men
derimod ikke nogen direkte Tiltale af ham til de
nulevende Kristne. En saadan direkte Tiltale
findes alene ved de to Sakramenter, Daaben og
Nadveren, hvor Herren derfor bestandig maa
tænkes at være umiddelbart nærværende, idet
han gennem Ordet, naar det modtages,
bevirker, hvad dette indeholder og gaar ud paa:
»Kun ved Badet og ved Bordet hører vi Guds
Ord til os«. Og af de to Sakramenter er det
fornemmelig Daaben, der som
Begyndelsespunkt for det ny Liv har den største Bet. Hvad
der er hele den kristne Religions Væsen, at
være en Pagt mellem det enkelte Menneske og
Gud, finder særlig sit Udtryk ved Daaben, der
netop efter sin Grundkarakter er at betragte
som en Pagt. Idet der nu lægges Vægt paa, at
der til en Pagt hører en Bestemmelse saavel af,
hvad der faas, som af hvad der skal ydes, saa
gøres det gældende, at ikke blot Døbeordet
»Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og
Helligaandens Navn« er et Gudsord, saaledes som
Kirken altid har antaget, men at ogsaa den
Bekendelse, som vi nu i vor Kirke aflægger som
Daabsbekendelse, maa være et Ord af Herrens
egen Mund. Denne Bekendelse bestaar af
Forsagelsen og det apostoliske Symbolum. Den
maa være bleven given Apostlene af Jesus selv,
før den første Daab efter hans Bortgang,
antagelig i de fyrretyve Dage efter hans
Opstandelse; kun Kirkens Herre kan nemlig sætte
Vilkaarene for Indlemmelsen i hans Menighed,
altsaa faststille Daabspagten, og han maa have
sat disse Vilkaar fra Begyndelsen af ens for
alle. Det er da Sakramentordene i denne
udvidede Bet., der udgør det egl. Livsord og
Lysord i Kirken; i Sammenligning hermed maa
Skriften betegnes som et dødt Ord, der kun har
den Opgave at give en nærmere Belæring om,
hvad Sakramenterne ralene skænker. Og selv
ved Belæringen gælder det ogsaa at erindre, at
det centrale Indhold af Kristendommen er givet
i Trosbekendelsen »Det lille Ord af Herrens
Mund«; her er Salighedsvilkaaret sat; hvad
Skriften giver herudover, kan behandles med
en vis Frihed, som ikke strengt nødvendig til
Frelse. — Saaledes er »den kirkelige
Anskuelse«; med dette Navn har denne Retning
betegnet sig selv i Modsætning til »Skriftteologien«.
Ganske vist kan der endnu paapeges visse
Ejendommeligheder ved G.; den betoner stærkt
Naadestilbudet fra Guds Side, saa at
Fordringen om Helliggøreise maaske træder noget
tilbage; det er af den Grund, at man har kaldt G.
for »den glade Kristendom« i Modsætning til
Pietismen; fremdeles findes i G. en vis
Frihedstendens, som har givet sig Udslag i en stærk
Interesse for det almenmenneskelige og det
folkelige. — Fra Modstandernes Side har man
først gjort gældende, at Fremhævelsen af
Sakramenterne og Traditionen i Modsætning til
Skriften indeholder en Tilnærmelse til Katolicismens
Princip. Og spec. m. H. t. Trosbekendelsen har
man indvendt, dels, at dens Forstaaelse
ingenlunde er saa klar, som det er paastaaet, dels
at dens Led mere synes at være valgte med et
kirkeligt Samfundshensyn end med et
personligt Salighedshensyn for Øje, og endelig, at
Historiens Vidnesbyrd ikke blot ikke støtter de
udtalte Paastande, men endog synes at gaa helt
imod dem. Se apostolisk
Trosbekendelse. (Litt.: N. F. S. Grundtvig,
»Kirkelige Oplysninger« [2. Udg. 1870]; samme,
»Den kristelige Børnelærdom« [3. Udg. 1883];
H. Martensen, »Til Forsvar mod den
saakaldte Grundtvigianisme« [3. Opl. 1863]; V.
Birkedal, »Forsvar mod Biskop Martensen’s
»Jeg ved ikke hvad«« [1864]; H. N. Clausen,
»Skriflordet og det levende Ord« [3. Opl. 1863];
G. V. Lyng, »Grundtvigianismen og
Skriftteologien« [1872]).
F. C. K.
Grundundersøgelse. Derved forstaas den
Undersøgelse af Grunden, der i Reglen bør gaa
forud for Planlægningen af Funderingen for et
Bygningsværk. G. foretages efter
Bygningsværkets Vigtighed og Udstrækning mere ell.
mindre omhyggeligt, og der anvendes væsentlig to
Metoder, enten en direkte Undersøgelse af
Jordens Beskaffenhed ell. en Undersøgelse af
Jordens Bæreevne.
Jordens Beskaffenhed undersøges ved
Gravning af Brønde, i Reglen firkantede med
1 à 1,4 M.’s Sidelinie, afstivede og udforede
med Træ; de giver fortrinlig Oplysning om
Grundens Beskaffenhed, men er dyre og kan
ikke uden stor Bekostning føres væsentlig ned
under Grundvandet, ligesom de selvfølgelig
ikke kan anvendes ved Byggearbejder i Vand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
