Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Det gamle G. - Sprog - Litteratur - I. Den førattiske Periode (c. 800-c. 450 f. Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forblev den lesbiske Dialekt ikke knyttet til den af
Aiolerne skabte Digtart. Ingen Bet. fik Boiotisk,
som benyttedes af Digterinden Korinna. I
Prosaen optræder først Ionisk som Skriftsprog,
anvendt af de ioniske Filosoffer og Logografer;
til Grund laa sandsynligvis Dialekten i Milet.
Efter den saaledes skabte Tradition skrev ogsaa
Herodot, skønt Dorier, sit Værk paa Ionisk.
Men snart medførte Athens politiske og
kulturelle Overvægt, at den attiske Dialekt fik
Fortrinnet som Skriftsprog; Anvendelsen af andre
Dialekter i Prosaen (Dorisk hos Archimedes)
faar ingen Bet. Saaledes bliver Attisk fra
Alexander den Store’s Tid af mere og mere et
fælles Sprog (κοινή koinë) for alle Grækere, først
som Skriftsprog og som de Dannedes Talesprog,
men efterhaanden fortrængte det som alm.
Talesprog saa godt som fuldstændig de gamle
Dialekter.
Naar vi endnu i 1. og 2. Aarh. e. Kr. finder
Dialekterne anvendte i Indskrifter, røber selve
Sprogformen, at man mere har at gøre med
et Produkt af Oldtidslærdom og
partikularistiske Tendenser end et Udtryk for det
virkelige Sprogforhold. Hvornaar de sidste Rester
af Dialekterne er forsvundne, unddrager sig
vor Kontrol; men det er under alle
Omstændigheder sikkert sket før Oldtidens Slutning.
Om Tsakonisk s. ndf. ved Skildringen af
Nygræsk. (Litt.: W. Larfeld, »Griechische
Epigraphik« [2. Udg. 1892, i Iwan Müller’s
»Handbuch der klassischen
Altertumswissenschaft«, Bd I]; Collitz, »Sammlung der
griechischen Dialektinschriften« [Göttingen
1884—1915]; Buck, Introduction to the Study
of the Greek Dialects [Boston 1910]; Meister,
»Die griechischen Dialekte auf Grundlage von
Ahrens’ Werk De Græcæ lingua dialectis
[Göttingen 1882 ff.]; Otto Hoffmann, »Die
griechischen Dialekte« [Göttingen 1891 ff.];
Thumb, »Handbuch der griechischen
Dialekte« [Heidelberg 1909]; Meisterhans,
»Grammatik der attischen Inschriften« [2. Udg.,
Berl. 1888]; Kretschmer, »Die griechischen
Vaseninschriften« [Gütersloh 1894]. Den
oldgræske Leksikografi beror paa Henricus
Stephanius, Thesaurus linguæ Græcæ 1572
[ny Udgave i 9 Bind, Paris 1831—65];
bekvem Haandordbog af Pape [Braunschweig
1880]; dertil Pape, »Wörterbuch der
griechischen Eigennamen« [3. Udgave,
Braunschweig 1884]; C. Berg, »Græsk-dansk
Ordbog til Skolebrug« [Kbhvn 1864; 2. Udg. 1885];
Grammatikker af Matthiä [Leipzig 1835],
Krüger [Leipzig 1875], Kühner [3. Udg.
ved Blass, Hannover 1890 ff.]; Madvig, »Gr.
Ordføjningslære« [2. Udg., Kbhvn 1857]; C.
Berg, »Gr. Formlære til Skolebrug« [Kbhvn
1862; udkom i 6 Udg.; derefter forkortet Udg.
ved C. Berg og Karl Hude 1894]. Fra den
sammenlignende Sprogvidenskabs Standpunkt
behandles Græsk i flg. Værker: Kretschmer,
»Einleitung in die Geschichte der griechischen
Sprache« [Göttingen 1896]; A. Meillet,
Aperçu d’une histoire de la langue grecque [Paris
1913]; Brugmann, »Griechische Grammatik«
[4. Udg. 1913, i Iwan Müller’s »Handbuch der
klassischen Altertumswissenschaft«, Bd II];
Boisacq, Dictionnaire étymologique de la
langue grecque [Heidelberg 1907—16]; Fick,
»Die griech. Personennamen« [2. Udg.,
Göttingen 1894]).
Holg. P.
Litteratur.
Hos Grækerne, som hos de fleste Nationer,
begyndte Litt. med Frembringelser i bunden
Form. Inden der kan tales om en egl. Litt.,
har der sikkert eksisteret kortere Digte,
bestemte til Afsyngelse ved forsk. højtidelige
Lejligheder, Klagesange, Sejrssange, Brudesange
og navnlig Lovsange til Guderne; der
forekommer i den udviklede episke Digtning
Vendinger, som vistnok er overleverede fra saadanne
Lovsange og sandsynligvis kan føres tilbage til
den Tid, da Grækerne endnu ikke havde udskilt
sig fra deres ariske Stammefrænder i Asien.
Som et Folk, hos hvem Digtekunsten spillede
en stor Rolle, nævnes de halvt mytiske
Thrakere, en Stamme, der i den forhistoriske Tid
var udbredt langt ned i Mellemgrækenland og
forplantede Musernes Dyrkelse til Thessalien
(Olympos), Fokis (Parnassos), Boiotien
(Helikon) og Attika; til dem henføres de mytiske
Sangere Orfeus, Musaios og hans Søn
Eumolpos, fra hvem den attiske
Præsteslægt Eumolpiderne nedledte deres Herkomst,
og endelig Thamyris. Man var imidlertid
allerede i Oldtiden klar over, at de Digte, der
gik under disse og andre gl. Sangeres Navne,
skrev sig fra en langt senere Tid.
I. Den førattiske Periode
(c. 800-c. 450 f. Kr.).
Den egl. Litt. begynder for os med de to
store, under Homer’s Navn overleverede
Digte, Iliaden og Odysseen, der betegner den
episke Digtnings Kulmination og tillige den
begyndende Nedgang. Af talrige Steder i Digtene
selv ses, at digterisk Behandling af
Heltebedrifter allerede tidligere har været alm., og
at der har været professionelle Digtere, som
med Akkompagnement af Kithara foredrog
mindre Sange i Gildehallen ell. i Folkets
Forsamling; disse Sange, som ikke nedskreves, kunde
naturligvis til Dels gaa tabt, men mange
bevaredes sikkert gennem mundtlig Overlevering,
og i alt Fald har de baade ved Indhold og Form
øvet stor Indflydelse paa de homeriske Digte.
Disse fremkom hos Ionerne paa Lilleasiens
Vestkyst, men Æolerne har sikkert stor Andel
deri, skønt det nærmere Forhold ikke lader sig
bestemme nøjagtig; deres Fremkomst skyldtes
sandsynligvis en ydre Impuls, f. Eks. Kampe
mellem de indfødte Beboere og indvandrende
Stammer, der ved disse Digte opfriskede
Mindet om deres Forfædres Bedrifter i de samme
Egne. Ved de homeriske Digte (c. 800) var der
skabt et Kunstsprog og en Kunstform, der
benyttedes af de cykliske Digtere, som i
Tidsrummet c. 750—c. 550 behandlede den
troiske o. a. Sagnkredse; samme Tid tilhører
ogsaa de fleste af de saakaldte homeriske
Hymner, Digte til enkelte Guders Pris,
hvormed de episke Sangere, de saakaldte
Rhapsoder, indledede deres Foredrag. Den
homeriske Form (Versemaal, Dialekt o. s. v.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
