Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Ny G. - Historie - Fra c. 1500-1863
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Ypsilanti’s Tapperhed og dygtige
Krigsførelse i Egnen mellem Argos og Korinth saa godt
som oprevet (af 30000 Mand kom kun 4000
tilbage). Pashaen selv døde, og kort efter maatte
Nauplia, hvorhen en Del af hans Hær havde
taget Tilflugt, overgive sig 21. Decbr. Denne
Gang lykkedes det imod Sædvane at faa
Kapitulationsvilkaarene overholdte, fordi en engelsk
Søofficer Hamilton forestillede Grækerne, hvor
meget deres tidligere Troløshed skadede deres
Sag i Europas Øjne. Til Søs hævdede G. igen
sin Overmagt; men da man fra Samos havde
gjort et Togt til Chios og derved trukket denne
Øs Befolkning ind i Opstanden, nedkaldtes
derved en frygtelig Hævn over dens Hoved. En
tyrk. Hær og Flaade indtog nemlig Øen i Apr.
og hærgede den paa det grusomste, 23000 (efter
en anden Beretning 40000) blev dræbte og 47000
solgte i Trældom, saa at der af Øens 100000
Indb. til sidst kun var faa Tusinde tilbage.
Vistnok straffedes denne Udaad ved en
Heltegerning af Kanaris, der 19. Juni ved Tenedos med
en Brander stak Ild paa det tyrk. Admiralskib
og derved sprængte Kapudan Pasha med
talrige Officerer og henved 3000 Mand i Luften.
Men det bragte i Virkeligheden kun liden
Oprejsning for alt det udgydte Blod. 10. Novbr
lykkedes det Kanaris at sprænge et andet
Linieskib i Luften paa lgn. Maade, og han indjog
derved den tyrk. Flaade en saadan Skræk, at
den knap turde vove sig ud.
Fra 1823—24 er kun faa Krigstildragelser at
omtale. Ved et Angreb paa Mesolonghi 5. Jan.
1823 led Tyrkerne store Tab, og snart efter
nødtes de til helt at trække sig tilbage herfra. 21.
Aug. s. A. lykkedes det Sulioternes Høvding,
Markos Botzaris ved et dristigt natligt Overfald
at tilføje en albanesisk Hjælpehær et alvorligt
Nederlag ved Karpenizza, men Sejren
opvejedes næsten, da han selv satte Livet til i
Kampen. Derimod optoges de nævnte Aar af
de heftigste og uhyggeligste Stridigheder
mellem Grækerne indbyrdes, d. v. s. mellem
Krigerhøvdingerne og det borgerlige Parti under
Maurokordatos. Paa en talrig
Nationalforsamling Marts 1823 enedes man foreløbig om at
tredele Anførslen over Hæren mellem
Kolokotronis, Odysseus og Botzaris, saa at hver blev
Hærfører i sin Hoveddel af Landet;
Mauromichalis blev Formand i Regeringen, og
Maurokordatos indskrænkedes til at blive Minister.
Men Kolokotronis var ikke tilfreds hermed og
efterstræbte Maurokordatos saa stærkt, at
denne maatte flygte til Hydra. Hans Selvraadighed
førte senere til et aabent Brud med
Regeringen, medens Odysseus endog gik saa vidt, at
han traadte i forræderisk Forbindelse med
Tyrkerne. 1825 lykkedes det den ny Regerings
Leder Kolettis at vinde saadan Overhaand over
de genstridige Høvdinger, at Kolokotronis o. fl.
af hans Tilhængere sendtes i Statsfangenskab
til Hydra (i Jan.), medens Odysseus blev taget
til Fange og senere dræbt i Athen (Juni).
Selvfølgelig lammede dette Uvæsen G.’s Kræfter,
som i Forvejen var svage nok. Dette viste sig
endda i Søkrigen. Juli 1824 kunde Tyrkerne
overfalde Ipsara og ødelægge den lige saa
grundig som Chios 2 Aar tidligere, og Miaulis blev
ikke i Stand til at holde saa mange Skibe
sammen, at han kunde hindre den ægypt. Flaade
under Ibrahim Pasha fra at overføre en stor
Landgangshær til Peloponnes Febr 1825, hvad
han dog havde været i Stand til det
foregaaende Aar.
Allerede tidlig havde G. haabet at finde Støtte
hos de andre kristne Folkeslag — og særlig sine
nærmeste Trosfæller — til sin Kamp imod de
»vantro« Tyrker; ja Apr. 1821 havde
Mauromichalis endog rettet en Henvendelse til
Nordamerika med Henvisning til dettes Frihedskrig
et halvt Hundrede Aar tidligere, selvfølgelig
uden ringeste Nytte. Kejser Alexander I var
vistnok straks blevet oprørt over Tyrkernes
grumme Fremfærd og især over den Haan, der
var vist ogsaa imod Rusland ved den gr.
Patriarks Henrettelse og de kristne Kirkers
Nedbrydelse; men Metternich, der frygtede og
afskyede enhver Frihedsbevægelse, vidste at
holde ham tilbage ved at forestille ham G.’s
Rejsning som en Revolution, og den lige saa
frihedsfjendske Castlereagh overtalte Sultanen til at
gøre Kejseren visse Indrømmelser, hvorefter
denne lod G. i Stikken. Senere blev G.’s
Henvendelse til Stormagterne afvist af Kongressen
i Verona, og Metternich fik ogsaa Pave Pius VII
til at lukke sine Øren for Ærkebiskop
Germanos, da han paakaldte Kristenhedens Hjælp
og endog stillede i Udsigt, at den gr. Kirke
vilde søge Union med den rom. Men medens
Regeringerne stillede sig fjendtlig imod G., vaktes
der snart hos Folkene en Stemning for det
»genfødte G.« (som det hedder i et Digt af St.
Blicher fra den Tid), og den blev stærkere ved
Budskabet om de gr. Heltegerninger og
Tyrkernes vilde Grusomheder. Fra de fleste Lande i
det vestlige Europa kom »Filhellenere« for at
deltage i Kampen, og Foreninger stiftedes rundt
om for at samle Penge til G. Denne offentlige
Mening øvede dog noget Tryk paa
Regeringerne, især efter at Canning var blevet Englands
Udenrigsminister; thi han var selv venlig stemt
mod Grækernes Sag. Han anerkendte paa en
Maade G. som krigsførende Magt og tillod
Ionerne at vise deres Landsmænd Velvillie og
Tjenester, hvad Castlereagh med Strenghed
havde stræbt at hindre. Febr 1824 stiftedes i
London det første Laan, men G. fik vistnok
knap Halvdelen af det nominelle Beløb (350000
£ af 800000). Kort forinden havde Rusland —
for at G. ikke skulde knytte sig for nær til
England — foreslaaet, at der skulde oprettes
3 gr. Fyrstendømmer, skatskyldige til Tyrkiet,
altsaa i Lighed med Rumæniens Tvedeling,
nemlig et Øst-G. med Thessalien, et Vest-G.
med Epeiros og et Syd-G., Peloponnes med
Øerne og Kreta. Derved vilde unægtelig alle de
Landskaber, der havde en samlet gr.
Befolkning, være blevne frigjorte for det tyrk.
Herredømme; men Planen vandt ikke Bifald, ej
heller hos Grækerne selv, der ønskede fuld
Uafhængighed og folkelig Enhed tillige. Sommeren
1825 var derimod en stor Del af deres bedste
Mænd villige til at stille G. helt under eng.
Beskyttelse.
Sultanen havde nemlig, da han ikke selv
kunde faa Bugt med Opstanden, Marts 1824 søgt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
