Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - græsk Ret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Archonternes, Deltagelse i Retsplejen
indskrænkede sig til at forberede Processen og føre
Forsædet i Retten. Selve Sagens Paadømmelse
tilkom derimod de særlig dertil valgte Dommere.
Smaa Gældssager under 10 Drachmer (7 Kr)
behandledes selvstændigt og endeligt af de
allerede af Peisistratos indførte saakaldte »30
Mænd« (senere »40 Mænd«), der paa
Rundrejser holdt Retsdage omkr. i Smaabyerne. Hos
Athenæerne havde Domstolene allerede under
Oligarkiet en stor og betydningsfuld
Myndighed. Og i den senere demokratiske Tid var de
vistnok det egl. Tyngdepunkt i den athenæiske
Forfatning. De havde, erklærede Demosthenes,
større Myndighed i Staden end baade Raadet
og Folkeforsamlingen. Ogsaa i den dømmende
Myndigheds Ordning i øvrigt træffer vi
Forskrifter til Værn for Domstolenes
Selvstændighed og Uafhængighed. Af samtlige folkevalgte,
edsvorne Dommere udtoges saaledes ved
Lodkastning et vist Antal til at paakende den
enkelte foreliggende Sag. Dommerne lovede ved
Dommeredens Aflæggelse at afgive deres
Kendelse i Overensstemmelse med de Love ell.
Beslutninger, som var vedtagne af Athenæernes
Folk og de 500’s Raad og ikke at lade sig lede
hverken af Gunst ell. Fjendskab. Forsøg paa
Bestikkelse af Dommerne søgte man at
forebygge, dels ved det store Antal Dommere, der
anvendtes i den enkelte Sag, dels ved strenge
Straffebestemmelser.
Den Enkelte skyldte kun Loven Lydighed. Og
Staten var ved Lovene begrænset i sin
Myndighed. Som Borger i Staten var den Enkelte
anerkendt som en selvstændig, retlig
Personlighed. Den helleniske Stat var imidlertid kun af
ringe Størrelse. Staten bestod af en enkelt »By«
(polis) med tilliggende Landomraade. Den
typiske gr. Regeringsform var endvidere
Demokratiet. Folket selv var Statens Hersker. Den
gr. Stat var endelig ikke blot et politisk, men
ogsaa et religiøst Fællesskab. De, der hørte til
samme Stat, havde fælles Skytsguder og foretog
ved det fælles Alter de hellige Handlinger. Og
disse Forhold tilsammen gav den gr. Stat en
ejendommelig indre Enhed, der atter navnlig i
den ældre Tid satte sit Præg paa den Enkeltes
Forhold til Staten. Staten var ikke større end,
at enhver Borger med Lethed kunde følge,
hvad der foregik i det offentlige Liv. At tage
Del i Statens Styrelse blev en Hovedinteresse
for den Enkelte. At ofre sig for Statens
Anliggender blev en højere Form for personlig
Tilværelse. Borgerne følte sig som tilhørende
Staten. Og allerede heraf fulgte ved en
Vekselvirkning, at ogsaa Statens Forhold til den
Enkelte fik en vis etisk Betoning. Staten fik et
højere Formaal end blot ved sin Retsorden og
sine Tvangsmidler at hævde Sikkerheden og
fremme det almene Vel. Dens Berettigelse blev
ikke blot dens rent praktiske Nødvendighed.
Det blev dens Opgave at sørge for, at den
Enkelte ogsaa var i Stand til paa rette Maade at
tjene Staten. Den maatte drage Omsorg for, at
Borgerne ikke savnede de nødvendigste
Livsfornødenheder. I Athen under Demokratiet
paahvilede det Øvrigheden at skaffe Borgerne
tilstrækkeligt Brødkorn til billig Pris. Borgernes
legemlige og aandelige Evner maatte udvikles.
Deres naturlige Trang til ædlere Nydelser
maatte ved Fester og Lege tilfredsstilles. Til
Gengæld maatte Staten have Ret til at stille
visse positive (etiske) Fordringer til
Borgerne. Og denne Statens Ret og Pligt blev da
yderligere støttet ved den religiøse Autoritet.
Naar Aristoteles i sin Statslære sætter det som
Statens højeste Maal at udvikle Borgernes
Dyder, er denne Teori derfor ikke helt uden
Forbindelse med de virkelige Forhold i Hellas’
Stater. Men lige saa lidt som den gr. Borger
var politisk umyndig, lige saa lidt var han i
sit private Liv underkastet noget
Formynderskab fra Statens Side. Ligesom i den moderne
Stat var der tillagt den personlige Sikkerhed,
Ytringsfriheden og Foreningsfriheden en særlig
Ukrænkelighed. Enhver attisk Borger var
forfatningsmæssig beskyttet mod vilkaarlig
Fængsling. Ytringsfriheden, Isegoria, var ubetinget og
tilkom endog Metoiker og Slaver. Isegoria —
ligesom Isonomia, »alles Lighed for Loven« —
anvendtes af ældre Forf. ligefrem som
ensbetydende med Demokrati. Og allerede ved
Solon’s Love var der tilstaaet Købmænd og
Haandværkere ubegrænset Foreningsfrihed.
Ogsaa Ejendomsretten var værnet mod vilkaarlige
Indgreb af Statsmagten. En vis Beskyttelse for
Borgernes »velerhvervede« Rettigheder frembød
allerede den Sædvane, om hvilken Aristoteles
beretter, at Archon; Basileus, den øverste af
Archonterne, ved sin Embedstiltrædelse
offentliggjorde et Edikt, hvori han for sin Embedstid
anerkendte den enkelte Borgers Ret til i samme
Omfang som hidtil at besidde og raade over
sin Formue. Vilkaarlige Skattepaalæg
betragtedes som forfatningsstridige. Paalæg af direkte
Skatter gjaldt i Athen for en uberettiget
Indskrænkning af den Enkeltes økonomiske Frihed.
Og i de ejendommelige Institutioner, der i
Athen under Demokratiet, maaske allerede fra
Perikles’ Tid, umiddelbart gik ud paa at
forebygge Vilkaarlighed fra Folkemajoritetens Side
(Nomothet-Kommissioner, »Anklage for
lovstridige Forslag« etc.), har vi i Virkeligheden en
første, om end svag Beg. til den moderne Stats
konstitutionelle Værn for den Enkeltes ved de
bestaaende Love hjemlede Rettigheder. Som et
Bevis for, at Grækerne ikke agtede den
religiøse Frihed og følgelig ikke anerkendte den
fri Forsknings Ret, anføres ofte Dødsdommen
over Sokrates. Men Anklagen, der lød paa
Krænkelse af Statens Guder og Forførelse af
Ungdommen, var ikke et Udslag af religiøs
Intolerance, men hvilede kun paa politiske
Motiver. Sokrates havde ved sin frimodige Kritik
af den demokratiske Forfatning, der lod
Ukyndigheden afgøre Statens vigtigste Anliggender,
udæsket Patent-Demokraterne. Og nogle af
Førerne for det aristokratiske Parti, som f. Eks.
Alkibiades, havde hørt til hans Omgangskreds.
I sin Forsvarstale havde Sokrates desuden
yderligere tirret sine Dommere. Fra omtr.
samme Tid kendes ogsaa andre Processer om
Mangel paa Ærefrygt for Guderne (Asebeia).
Men de nyeste Undersøgelser har vist, at
Anklagen ogsaa i disse Tilfælde havde en politisk
Karakter. Og efter Sokrates-Processen er ingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
