Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
postilleres en overjordisk Sammenhæng mellem
dem, som hvis Forudsætning alene G. kan
tænkes. Dette Bevis findes især gjort gældende af
Kant. Det gør ikke Fordring paa at være et
Bevis i egl. Forstand, da det er af rent
praktisk Art. Men dette er just dets Styrke. Det
forudsætter den sædelige Bevidsthed, men da
denne er en væsentlig Faktor i Forholdet til
G., bliver dette Bevis nærmest en religiøs
Selvbesindelse, som har sin Bet. Men det maa dog
tilføjes, at denne Selvbesindelse ikke kan gøre
Fordring paa at være fuldstændig. Ad den Vej
alene vil man kun komme til en fjern, væsentlig
ubekendt G., men ikke til den levende
anskuelige Forestilling om G., som Religionen
trænger til. En saadan Forestilling om G. kan
alene gives gennem Historien, idet denne ses
som en Aabenbaring af den personlige Gud.
Det er imidlertid ikke nok, at vi holder os til
den alm. Histories Gang for at faa et Billede
af ham, som staar bagved; p. Gr. a. dets
Utydelighed trænger vi til at finde Støtte i en
særlig Historie, der som saadan er anlagt paa
at fremstille G. gennem en menneskelig
Gerning. Først da, gennem en bestemt hist.
Person, vil G., som selv er Personlighed, blive
fuldkommen aabenbar (se Aabenbaring),
og i Forholdet til den hist. Person, som
fremstiller sig som G.’s Billede, vil det afgørende
Spørgsmaal fremstille sig for os, om G. er til
eller ikke. Spørgsmaalet om Sandheden af
G.’s Eksistens vil saaledes til sidst komme til
at bero paa en personlig Afgørelse; det er
Troen, som forlanges, det vil sige et
personligt Tillidsforhold, der gennem den kendelige
hist. Person forholder sig til G., som den, der
er eet med ham (se Kristologi). Hvad
Tænkningen m. H. t. en saadan Afgørelse alene
kan foretage, er at vise, at det Billede, vi
opstiller af G., ikke er umuligt, fordi det ikke er
selvmodsigende. Det er særlig Bestemmelsen af
G. som ubetinget Personlighed, der har
fremkaldt Kritikken. Især I. G. Fichte og D. Strauss
har med stor Styrke gjort gældende, at
Absoluthed og Personlighed er to ganske
modsigende Bestemmelser, da Personlighedens
Begreb indeholder en Begrænsning, idet den maa
have sin Modsætning uden for sig; uden Du
intet Jeg. Paa denne Indvending, som hviler
paa et panteistisk Grundlag, har fornemmelig
H. Lotze svaret med stor Klarhed. Det ligger
kun i den endelige Personligheds Begreb, men
ikke i selve Personligheden at være bestemt
ved noget uden for sig. Selvstændighed, som er
al Personligheds Væsen, beror nemlig ikke paa
Modsætningen til noget udenfor, men bestaar i
en umiddelbar For-sig-væren, der er
Forudsætningen for, at en saadan Modsætning kan
komme til Stede. Jo stærkere Selvstændigheden
kan gøre sig gældende, des fuldkomnere bliver
Personligheden; hos os Mennesker bliver den
altid ufuldkommen, fordi vi er betingede ved
noget fremmed uden for os og ved vor givne
Natur; hos G. derimod, hvor intet træder ham
hindrende i Møde, men alt det tilværende er
Udtryk for hans eget Væsen, vil alene
Personligheden være at finde i dens fuldkomne
Aabenbarede. Endelighed er saaledes saa langt
fra at være en Betingelse for Personligheden,
at den tværtimod er en hindrende Skranke for
dens højeste Fremtræden.
Det er imidlertid, selv paa Aabenbaringens
Standpunkt, bestandig et Spørgsmaal, hvorvidt
G. kan erkendes af os Mennesker. Der har i saa
Henseende været forsk. Meninger inden for
Kirken baade i ældre og nyere Tid. Man har
saaledes paastaaet, at vi maatte kunne have en
fuld, adækvat Viden om G., en saadan, som
dækker sig med hans Væsen; ja man har endog
sagt, at vi kunde kende G.’s Væsen lige saa
godt som han selv. Saaledes i ældre Tid
Arianerne og i nyere Tid den Hegel’ske Filosofi.
Herimod er der dog bestandig fra de største
Kirkelæreres Side blevet gjort gældende, at G.’s
inderste Væsen umulig kan begribes af den
begrænsede menneskelige Forstand; der kan
derfor ikke være Tale om en adækvat Erkendelse.
Alligevel maa der jo dog, saa sandt som G.
har aabenbaret sig, anerkendes en vis Art af
Erkendelse, og det en saadan, som, selv om
den ikke dækker G.’s Væsen, saa dog maa være
sand, idet den kan opfatte hans Vilje paa en
bestemt og sikker Maade. Det maa da være en
praktisk Erkendelse, som der her skal være
Tale om; saaledes bestemmes den ogsaa af de
forskellige Kirkelærere, naar de betegner den
som en intuitiv ell. deskriptiv Erkendelse. Vi
kan tilføje som videre Prædikater, at den maa
være analogisk og symbolsk; den maa tale i et
Billedsprog, der er taget fra denne Verden,
endskønt den er sig bevidst at tale om noget,
som ligger ud over denne Verden. Til denne
Bestemmelse af den religiøse Erkendelse som
væsentlig praktisk svarer nu ogsaa den Maade,
paa hvilken man i Kirken bestandig har
udført Læren om G. Det er nemlig sket gennem
Fremstillingen af de guddommelige
Egenskaber. Ved disse forstaas de
begrebsmæssige Bestemmelser af G.’s forskellige
Forhold til Verden; ved at samle disse
Bestemmelser vil man vinde et saa levende og konkret
Billede af G., som det er muligt. Naar vi skal
foretage en Inddeling af Egenskaberne, da kan
vi skelne mellem saadanne, som svarer til den
givne formelle Bestemmelse af G. som ubetinget
Personlighed, og saadanne, som svarer til den
reelle Bestemmelse af ham som hellig
Kærlighed. Til de første hører Almagt,
Allestedsnærværelse og Alvidenhed; bl. de sidste kan
navnes Visdom, Retfærdighed og Naade. Vi
forbigaar saadanne Prædikater som Evighed,
Uendelighed og Uforanderlighed, da de kun er
abstrakte Bestemmelser, der er afledede af G.’s
alm. Væsen. Almagten er den Egenskab,
hvorefter G. med sin Vilje betinger alt, hvad der
sker. Allestedsnærværelse er den Egenskab,
hvorefter G. som den fuldkommen over
Rummet hævede opfylder alt med sit
tilstedeværende Væsen. Alvidenheden er den Egenskab,
hvorefter G. erkender alt gennem en umiddelbar
tidløs Anskuelse, for hvilken Fortid, Nutid og
Fremtid bliver lige præsente og saaledes
ophæves i deres Forskelle. En særegen Vanskelighed
ligger i Spørgsmaalet om Forholdet mellem den
guddommelige Forudviden og den menneskelige
Frihed. Man kan begrænse den første (som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
