Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Guettée, Aimé François - Guevara, Antonio de - Guevara, Luis Vélez de - Guevina - Gueymard, Louis - Gueze - Guffens, Égide Godefroy
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Guettée [gæ’te], Aimé François, fransk
Gejstlig, (1816—92), var kat. Præst, udgav
Histoire de l’Église de France (12 Bd, Paris
1847—56), blev da beskyldt for at hælde til
Jansenismen og maatte 1856 opgive sin Stilling. 1862
gik han over til den russ. ortodokse Kirke, hvis
Lære han fremsatte og forsvarede i sit Tidssk.
Union chrétienne. Han udgav bl. a. Histoire
des Jésuites (I—III, 1858—61), Souvenirs d’un
prêtre romain devenu prêtre orthodoxe (1890).
L. M.
Guevara [gæ’wara], Antonio de, spansk
Moralist og Historiker, f. i den nuv. Prov.
Santander i Slutn. af 15. Aarh. (1480?), d. 1545.
Som ung levede han ved Ferdinand den
Katolske’s og Isabella’a Hof, 1528 gik han ind i
Franciskanerordenen, men opholdt sig siden
mest i Kejser Karl V’s nærmeste Omgivelser,
udnævntes til hans Hofpræst og Historiograf og
fulgte ham paa Rejser; til sidst blev han Biskop
i Guadix og Mondoñedo. Han roser sig selv af
at have været en ivrig Inkvisitor over for
Moriskerne. G. var i sin Tid en overordentlig
anset Forf., ikke blot i Spanien selv, men ogsaa
uden for dette Land. Han har Verdenserfaring
og klassisk Dannelse, som han holder meget af
at vise; men hans Sprog er retorisk, kunstlet
og skruet. Dog netop ved disse Egenskaber
behagede han sin Samtid. Hans navnkundigste
Værk er Marco Aurelio ell. Reloj de Principes
(1529), en Slags politisk Roman i Smag med
Xenofon’s Kyropædi; han søgte at udgive den
for et virkeligt Oldtidsskrift; men en vis Pedro
de Rua overbeviste Publikum ved nogle
kritiske Breve om, at det var et Falsum, og
angreb i det hele adskilligt i G.’s Skr og
Optræden ret kraftigt. Siden fulgte et hist. Skrift om
de rom. Kejsere (Década de los Césares) samt
fl. Afh. af teol. og moraliserende Indhold og en
Samling, til Dels fingerede Epistolas familiares
(1539), der gjorde umaadelig Lykke og ligesom
Marco Aurelio kom i en Masse Overs. G.’s
Obras udgaves 1545 (Valladolid); Brevene
findes i 13. Bd af Biblioteca de autores españoles.
(Litt.: Menéndez y Pelayo i Nueva
Bibl. de aut. esp. I; R. Foulché-Delbosc
i Revue Hispanique XXXIII [1915]).
E. G.
Guevara [gæ’wara], Luis Vélez de, sp.
Digter, f. i Écija 1579, d. 10. Novbr 1644 i
Madrid. Han kom som ganske ung Jurist til
Hovedstaden og begyndte her at føre Sager
med Held, men tillige at øve sit poetiske
Talent, navnlig som Dramatiker. I den Anledning
kom han i Forbindelse med fornemme
Adelsmænd, hos hvem han efter de Tiders Skik
søgte sit Underhold, og i de litterære Kredse
vandt han Yndest ved sin elskværdige Munterhed
og sin aabne og ærlige Karakter. Filip IV gav
ham en Hofmandsstilling, men for øvrigt havde
han med sin store Familie vanskeligt ved at
slaa sig igennem i pekuniær Henseende. Som
Advokat var han kendt for sin Vittighed. Efter
eget Sigende forfattede G. 400 Komedier, men
kun 80 af dem er bevarede til vor Tid. De viser
ham som en af det sp. Nationalteaters bedste
Andenrangsforfattere og som en Discipel af
Lope de Vega. De fleste af dem behandler
Emner af den pyrenæiske Halvøs Historie eller
Sagnhistorie, og han er her ofte meget heldig
i Anvendelsen af en arkaiserende Sprogtone.
Særlig Berømmelse nyder Skuespillet Reinar
después de morir, en Bearbejdelse af den
bekendte tragiske Episode af Portugals Historie
om Inés de Castro’s Elskov og Død. Et
interessant, hidtil utrykt Stykke, La Serrana de la
Vera, udgaves med Kommentar, som Teatro
antiguo espanol I (1916). Men G.’s
berømteste Værk er den morsomme satiriske
Fortælling El diabio cojuelo (1641), hvor den
ud af en Glasflaske befriede Haltefanden til
Tak viser sin Befrier, Studenten Don Cleofas,
hvad der gaar for sig inde i Byens Huse. Den
blev frit bearbejdet paa Fransk af R. Lesage
som Le diable boiteux (1707; i udvidet og
omarbejdet Skikkelse 1726). G.’s Bog er optrykt bl.
Novelistas posteriores á Cervantes i 33. Bd af
Biblioteca de autores españoles (1854) og i den
nyeste Tid udg. af A. Bonilla (1910). Der
eksisterer ingen ældre, samlet Udg. af G.’s
Komedier; 6 af dem findes trykte i Biblioteca de
autores españoles (45. Bd).
E. G.
Guevina [gæ’wina] Molina, Slægt af
Proteaceerne med en enkelt Art, G. Avellana Molina,
et smukt Træ med spredte, uligefinnede Blade,
lange, snehvide Blomsterklaser og røde
Frugter. Træet vokser i Chiles Bjergskove; de
olieholdige Frugter (Chilensiske
Hasselnødder) spises i Hjemlandet.
A. M.
Gueymard [gæ’ma.r], Louis, fr.
Operasanger (Heltetenor), f. 17. Aug. 1822 i
Chaponnay (Isère), d. 8. Juli 1880 i Corbeil ved Paris,
gennemgik Konservatoriet og var 1848—68
ansat ved den store Opera. Hans Hustru
Pauline G. (f. Lauters), fr. Operasangerinde
(Mezzosopran), er f. i Bryssel 1. Decbr 1834,
gennemgik Konservatoriet smst., debuterede
1854 paa Théâtre lyrique i Paris og gik 1857
over til den store Opera, hvor hun bl. a. sang
Fides i »Profeten« og Valentine i
»Hugenotterne«. 1876 forlod hun Operaen og kreerede
Amneris i Verdi’s »Aïda«, paa Théâtre Italien;
siden den Tid er hun mest optraadt i
Provinserne.
S. L.
Gueze, Længdemaal i Persien = Alen. 1
Kongealen = 0,948, 1 alm. = 0,630 m.
Guffens [gy’fæ.s], Égide Godefroy,
belg. Historiemaler, f. 22. Juli 1823 i Hasselt
(Limburg), d. 11. Juli 1901 i
Schaerbeck-Bryssel. Uddannet under N. de Keyser, i Italien
stærkt optaget af Michelangelo’s og Rafael’s
Kunst, i Tyskland nøje knyttet til den
Strømning, der betegnes ved Navne som Cornelius
og Overbeck, stod G. udrustet til de betydelige
monumentale Opgaver, der blev ham
overdragne sammen med Studiefællen Swerts
(1875—79); med ham indgik han et uopløseligt
Arbejdsfællesskab (indtil Swerts’ Afrejse 1874) og
udgav han Souvenirs d’un voyage artistique en
Allemagne (Antwerpen 1858), særlig handlende
om Münchens Historiemaleri, hvis
Kunstprincipper de gennem deres egne Arbejder søgte
omplantede paa belg. Grund. I Kirken S.
Nicolas ved Antwerpen fremstillede de bl. a.
Maria’s 7 Lidelser (1855—70), i Antwerpens Børs
Handelens Historie (disse Billeder brændte,
kun Kartonerne er bevarede), i Georgs-Kirken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
