Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Guilhem Figueira - Guilielmus - Guillaume - Guillaume, Albert André - Guillaume, Jean Bapt. Claude Eugène - Guillaume de Dole - Guillaume de Machaut - Guillaume d'Orange - Guillaume le Clerc de Normandie - Guillaumet, Gustave
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Guilhem Figueira [gi’læm-figæ’ra],
provençalsk Troubadour, (1215—50). Han var en
Skræddersøn fra Toulouse og foretrak i Modsætning
til sine Digterfæller Folket for Adelen,
Krostuen for Borghallen; han er særlig bleven
berømt ved sine sirventes mod Rom; hans
satiriske Udfald mod Pavedømmet og Præstevælden
er de voldsomste, der findes i hele
Middelalderen.
Kr. N.
Guilielmus (lat.), Vilhelm.
Guillaume [gi’jo.m] (fr.), Vilhelm.
Guillaume[gi’jo.m], Albert André, fr.
Maler og Tegner, f. 14. Febr 1873 i Paris. Han
hører til de bedste bl. det unge Frankrigs
maîtres humoristes (Tegninger til »Gil Blas«,
»Gaulois«, »Petit Parisien«, »Saint-Nicholas«, »Musée
des Families«; ogsaa mange Plakater). G.
uddannedes paa École des beaux-arts under
Gérôme.
A. Hk.
Guillaume [gi’jo.m], Jean Bapt. Claude
Eugène, fr. Billedhugger, f. 4. Juli 1822 i
Montbard (Côte-d’Or), d. 1. Marts 1905 i Rom.
Han studerede først Kunst i Dijon, senere i
Paris’ École des beaux-arts og under Pradier;
det blev dog ikke denne Lærers Kunst, som
tog G. fangen; i Rom, hvortil han kom paa den
1845 vundne Rom-Pris for »Theseus, som finder
sin Faders Sværd«, studerede han energisk
antik Skulptur, særlig romersk Portrætkunst
fra Kejsertiden. Fra Rom hjemsendte han bl. a.
»Høstkarl«, som efter Kunstnerens Udsagn er
paavirket af Jerichau’s »Panterjæger« (1849, i
Bronze 1855, Luxembourg i Paris; et
Eksemplar i Bronze i Glyptotekets Have i Kbhvn) og
Marmorfiguren: »Siddende Anakreon med
Venus’ Due« (1852, Luxembourg). Særlig i de
flg. Værker med den skarpe Karakteristik og
den fint afvejede Formgivning mærker man
Indflydelsen fra antik (romersk) Kunst:
Dobbeltbuste (Bronze) af »Graccherne« (1853,
Luxembourg), »Buste af en romersk Husfrue« (1876)
og Gruppen »Et romersk Patricierpar i
Bryllupsdragt« (1877); endvidere Statuerne af
Napoleon I som Artilleriløjtnant og som
Imperator (delvis polykrom) med Lovens Tavler, de
berømte 6 Buster af Kejseren, fremstillet i
hans Livs Hovedfaser, samt Busten af
Ærkebiskop Darboy (1876, Luxembourg). Andre af
G.’s Værker, der altid udmærker sig ved
fuldendt og sikker Teknik, men til Tider kan lade
Beskueren vel kold, er de fire Relieffer fra den
hellige Clothilde’s og Valeria’s Levned for
Kirken S. Clothilde, »Karyatiderne« m. m. for
Pavillon Turgot (1857), Gruppen »Musikken«
paa den ny Operas Façade (1869), den
polykrome Statue af den hellige Ludvig for Palais
de justice, Marmorstatuen »Poesiens Kilde«
(1873), Bronzestatue af Orfeus (1878), de to
Hermer: »Anakreon med Eros« og »Sappho
med Eros«, »Andromache« (1881), fra senere
Tid Statuen »Keramikken« for Sèvres’ Fabrik;
endelig Statuerne »Colbert« (1859) for Reims,
»Rameau« i Dijon (1878), »Philippe de Girard«
for Avignon (1879), »Thiers« for Versailles-Mus.
(1880), »Cl. Bernard« foran collège de France
(1886) m. fl., mange dygtige Portrætbuster
(Beethoven i Marmor, Carlsberg Glyptotek).
1864—79 var G. Direktør for Académie des
beaux-arts, 1891—1904 for det fr. Akademi i
Rom. G. dyrkede ogsaa Kunsten litterært; 1882
blev han efter Ch. Blanc Prof. i Æstetik ved
Collège de France. Sine Afh. om Kunst har han
samlet i Études d’art antique et moderne
(Paris 1888).
A. Hk.
Guillaume de Dole [gi’jo.m-dö-’do.l] eller
le Roman de la Rose er Navnet paa et
oldfransk Digt fra Beg. af 13. Aarh. Det omfatter
5640 Vers og behandler i en meget livlig og
anskuelig Stil samme Emne som Shakespeare’s
»Cymbeline«. I øvrigt er Digtet mærkeligt ved
de mange Sange ell. Brudstykker af Sange, som
er indflettede i det. Udg. af G. Servois (Paris
1893).
Kr. N.
Guillaume de Machaut [gi’jo.m-dö-ma∫o],
fr. Digter og Musiker, f. omtr. 1290, d. 1377.
Han var en yderst produktiv Forf. og har
skrevet henved 80000 Vers, dels Ballader, den Tids
vigtigste Verseform, dels chants royaux,
complaintes, rondeaux, lais, virelais o. s. v.; han er
en af de ældste Repræsentanter for den
saakaldte »retoriske« Poesi. Indholdet af hans Digte
er i Alm. tørt og tarveligt, men Formen er
behandlet med megen Kunst og med stærk
Benyttelse af indviklede Rim.
Kr. N.
Guillaume d’Orange [gi’jo.m-d-å’rã.з] er
en af Hovedheltene i den oldfranske Epopé;
han gaar tilbage til en hist. Grev Vilhelm, der
levede paa Karl den Store’s Tid og døde som
Munk i Aniane Klostret; fl. senere Personer kan
dog muligvis have medvirket til at skabe den
mægtige Sagnhelt, der blev Centrum i en Cyklus
af Digte (La geste de Guillaume og La geste des
Narbonnais), som særlig behandler de Franskes
Kampe med Saracenerne i Sydfrankrig. De
vigtigste herhenhørende Digte er Couronnement
Looys, Covenant Vivien, Aliscans og Montage
Guillaume. Ny og vigtige Bidrag til den hele
Sagncyklus’ Udvikling findes i Les Légendes
épiques af J. Bédier, særlig i 1. Bd (Paris
1908).
Kr. N.
Guillaume le Clerc de Normandie
[gi’jo.m-lö-’klæ.r-dö-nårma’di], gl fr. Digter, der levede
fra omtr. 1170—1230. Han var født i
Normandie og er en af denne Landsdels mest
fremragende Digtere; hans Omraade er det
religiøse og didaktiske. Som hans vigtigste Værker
maa nævnes Le Bestiaire divin, Le Besant de
Dieu, Les joies nostre Dame og La Vie de
Tobie, en versificeret Omdigtning af Tobias’
Bog.
Kr. N.
Guillaumet [gijo’mæ], Gustave, fr. Maler,
f. 26. Marts 1840 i Puteaux ved Paris, d. 14.
Marts 1887 ved Selvmord, Han studerede paa
École des beaux-arts og blev Elev af Abel de
Pujol, Picot og Barrias. En Algier-Tur fik
afgørende Bet. for hans Fremtid; han blev nu
saa godt som udelukkende Orientmaler, foretog
en halv Snes Studierejser til Algier og naaede,
med højt udviklet malerisk Teknik,
Mesterskabet paa dette Felt: Ørkenens storladne Stilhed
og Orientens kraftige Lysvirkninger har han
især magtet at gengive med illuderende Kraft.
De kendteste af hans Orientbilleder (ogsaa af
megen kulturhistorisk Interesse) er »Aftenbøn
i Sahara« (1863), hvormed han først slog
igennem (nu, ligesom »Prospekt fra Laghouat«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
