Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Goethe, Johann Wolfgang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Farfaderen opr. Skrædder, senere
Værtshusholder — havde efterhaanden arbejdet sig op
til Velstand og en vis Anseelse; Faderen,
Johan Caspar G., havde studeret Jura i Leipzig,
opholdt sig ved
Rigskammerretten i
Wetzlar, erhvervet
sig
Doktorgraden i Giessen
og endelig
Titlen som
kejserlig Raad i sin
Fødeby
Frankfurt, hvor han
dernæst
beboede sit eget
Hus ved
Grosser
Hirschgraben og levede
ganske for
sine private
Tilbøjeligheder,
idet han
udelukkede sig fra alle offentlige Hverv, fordi
han følte sig tilsidesat p. Gr. a. sin plebejiske
Herkomst. G.’s mødrene Slægt hørte til den
lærde Embedsmandsstand og lader sig følge
tilbage til anden Halvdel af 16. Aarh. Morfaderen
havde Sæde i Frankfurts Raad og beklædte fra
1747 Posten som Byens »Stadtschultheiss«
(Byfoged og øverste Dommer). Moderens
Pigenavn var Katharina Elisabeth Textor. G.’s
Fader var en pedantisk, stiv og alvorlig Mand,
berejst, kundskabsrig og dannet, i Besiddelse
af Kunstsans og Smag, præget af Ordenssans
og Respekt for Autoriteten. Moderen, der blev
gift med den 21 Aar ældre Johan Caspar G.
allerede i sit 17. Aar, var livlig og rig paa
Gemyt og Fantasi; hun fremtræder gennem
Sønnens Værker og sine egne Breve som en af
Verdenslitteraturens herligste Kvindeskikkelser
og som den prægtigste af alle Digtermødre.
Forholdet mellem Forældrene var ikke
synderlig hjerteligt. Faderen var ogsaa i sit Hjem,
trods den pinlige Omhu, han ofrede paa sine
Børns Opdragelse, en ensom Mand. Sit
Forhold til Forældrene har Digteren selv
karakteriseret ved flg. Linier (Zahme Xenien, VI):
Vom Vater hab ich die Statur, Des Lebens
ernstes Führen, Vom Mütterchen die
Frohnatur und Lust zu fabulieren.
G. blev i sit Barndomshjem tidlig paavirket
af de mange brogede Billeder, som den gl.
Rigsstad var saa rig paa. Det var saaledes en stor
Begivenhed for Drengen, da Frankfurt blev
besat af fr. Tropper og hans Fædrenehus fik
Indkvartering af disses Chef, Grev Thoranc; det
gav ogsaa en betydelig Impuls til hans Iver
for at lære Fransk, ikke mindst, fordi han kom
i direkte Forbindelse med en fr. Teatertrup,
der samtidig gæstede Byen. Sin Opdragelse fik
han for øvrigt næsten udelukkende i Hjemmet
under Faderens Ledelse. Geografi og Historie
lærte han saaledes af Samtaler med Faderen
og under Anskuelse af de mange Billeder,
denne havde samlet paa sine Rejser, specielt paa
en Italiens-Rejse. Ogsaa ydre Begivenheder blev
udnyttede i Opdragelsens og Undervisningens
Tjeneste, f. Eks. i G.’s 15. Aar Josef II’s
Kroning i Frankfurts Römer. Allerede tidlig var
hans poetiske Sans levende, og han holdt
usigelig meget af at høre Eventyr og Fortællinger;
han efterlignede ogsaa tidlig, hvad han havde
læst, og havde allerede før sit 15. Aar forfattet
en fr. Komedie, en Roman i Breve paa flere
Sprog, et Prosaepos, »Joseph«, og en Del Digte,
men disse Produkter er næsten alle tabte.
Ogsaa en Forelskelse er der at notere fra denne
tidlige Alder. Dens Genstand var en smuk ung
Opvartningspige, »Gretchen«, i en landlig
Beværtning, hvor han kom sammen med en Del
unge Mennesker af ringere Stand; han var i
den Grad betaget af den et Par Aar ældre
Pige, at Følgerne kunde være blevet
uberegnelige, hvis ikke en af hans Kammerater havde
benyttet hans Navn og Stilling til at begaa
Forseelser, som han, saavel som hun, var lige
saa uskyldig i som uvidende om, men hvorved
han blev indviklet i en offentlig Undersøgelse.
Dette afbrød Forholdet paa en brat Maade, og
de sjælelige Kvaler, disse to Ulykker bragte
over det fintfølende unge Menneske, kastede
ham paa et alvorligt og langvarigt Sygeleje.
Efter denne Katastrofe, og saa snart hans
Helbred tillod det, søgte G. med største Iver
at afslutte sine Studier for at kunne komme til
Univ. Det var Faderens Ønske, at han skulde
studere Jura, og han føjede sig. Til Studiested
valgtes Leipzig, som dengang var paa Moden,
og 1765 lod G. sig i en Alder af 16 Aar
immatrikulere som stud. jur., til hvilket Studium
efter Datidens Skik ogsaa hørte nogle filosofiske
og filologiske Forelæsninger. Disse besøgte han
i Beg. flittig, skønt de ikke alle tiltalte ham;
især var han vred over Logikken, som forekom
ham for metodisk og pindehuggeragtig, og det
bekendte bevingede Ord fra Faust: »Mir wird
von alle dem so dumm, als ging mir ein
Mühlrad im Kopf herum« er sikkert adresseret til
hans collegium logicum i Leipzig. Juraens
Begyndelsesgrunde kedede ham ogsaa, da han
kendte det meste af dem i Forvejen.
Professorerne var heller ikke alle efter hans Hoved,
og det var egl. kun Gellert, der fik nogen —
om end blot forbigaaende Bet. for ham. De
mange Breve, G. skrev fra Univ. til sine
Venner, tyder paa, at han morede sig godt uden
for Univ. i det flotte Leipzig, og han spækkede
jævnlig disse Breve med Smaavers. Han
genoprettede ogsaa snart Tabet af sine tilintetgjorte
Ungdomsforsøg, og den første Samling Digte,
vi kender af ham, blev sat i Musik og udgivet
anonymt af hans Ven Breitkopf, den senere
bekendte Boghandler (»Neue Lieder« 1770 ɔ:
1769). Ligesom i hele sit senere Liv fandt G.
Stof til Digtning i det, der tilstødte ham selv
og gjorde et stærkt og varigt Indtryk paa ham.
I Erindringen om den bedrøvelige Begivenhed,
som havde drevet ham bort fra
Barndomshjemmet, skrev han sin Komedie, »Die
Mitschuldigen« (opr. i 1 Akt, omarbejdet i 3 Akter 1769
til Dels i Erindringen om Oplevelserne i
Leipzig). Hans Interesse for Teatret vedligeholdtes
ved stadige Besøg i det dengang berømte
Koch’ske Teater, hvor han bl. a. saa Lessing’s »Minna
 |
| J. W. Goethe. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
