Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- H
- ha
- h. a.
- Haa, Haabrand
- Haab
- —haab
- Haabrok
- Haack, August Christian Vilhelm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
H
H er det ottende Bogstav i vort Alfabet.
Tegnet nedstammer fra det gr. Η, som Romerne
optog i den ældre gr. Bet. h, medens det i
senere Græsk brugtes som Tegn for ē (η).
I Forlyd betegner h i de germanske Sprog
som Regel Lyden h; dog er det i Engelsk stumt
i en Del opr. romanske Laaneord som heir,
honour. I Dansk, Norsk og Svensk er h stumt
Bogstav foran j og v; i Nyislandsk betegner hj,
hl, hn, hr ustemt j, l, n, r, medens hv i
Reglen udtales som kv. I de romanske Sprog
anvendes h næsten kun som stumt Bogstav;
kun i enkelte Egne af Frankrig er Lyden h
bevaret, i Italiensk bruges Bogstavet h kun i
nogle Former af Verbet avere; ho (jeg har)
o. s. v. Efter Vokaler bruges h især i Tysk
som Længde tegn: Ehre.
Som Hjælpetegn i Forbindelse med andre
Konsonanttegn bruges h med de forskelligste
Lydværdier, saasom ch i Tysk: X, i Engelsk
og Spansk: tš, i Fransk: š, i Italiensk: k
(foran Fortungevokaler), — th i Engelsk: þ og
ð, i Tysk: t, — ph. i mange gr. Laaneord: f,
— wh i Engelsk: ustemt w.
Som Forlyd er h i de germanske Sprog
opstaaet af indoeuropæiske k-Lyd, jfr lat. cornu,
nordisk horn, lat. quod, dansk hvad (se
Lydforskydning); foran l, n og r er h
allerede i forhistorisk Tid forsvundet i alle de
nordiske Sprog undtagen Islandsk: isl. hlaða,
dansk lade, isl. hnakki, dansk Nakke, isl. hreinn,
dansk ren; foran j og v er Bogstavet h beholdt
i de nynordiske Skriftsprog (i den nu
autoriserede sv. Retskrivning skrives dog v for hv:
vila for hvila o. s. v.) og Minder om den gl.
h-Lyd er bevarede i forsk. Udtale former i
nordiske Dialekter, for Dansks Vedk. i
Nørrejysk.
V. D.
Paa rom. Indskrifter er H. = Honestus, Hic,
Homo, Hora, Hadrianus etc.; bet. som rom.
Taltegn 200, i Kemien = Hydrogenium (Brint),
h er i Astronomien Forkortelse for hora (Time).
I Musikken er H (fr. og ital. si)
Bogstavnavnet paa det syvende Trin i den diatoniske,
det tolvte Trin i den kromatiske Tonerække,
regnet fra c. I det gl. Tonesystem, hvor A —
før Tilføjelsen af l’ — var den dybeste Tone,
indtog den Tone, vi nu kalder for H, det andet
Trin i Tonerækken og blev derfor betegnet ved
det andet Bogstav i Alfabetet, B. I England og
Holland betegnes den endnu med dette
Bogstav, henholdsvis B sharp og B kruis; om
Aarsagen til, at Benævnelsen B senere gik over
til det en halv Tone dybere liggende Trin,
medens man til Betegnelsen af den et helt
Tonetrin over A liggende Tone valgte det i det
musikalske Alfabet endnu ikke benyttede
Bogstav H, smlg. Art. A og B.
S. L.
ha, Forkortelse for Hektar.
h. a., Forkortelse for (lat.) hoc anno, i dette
Aar.
Haa, Haabrand, se Hajer.
Haab er den ikke helt sikre Forventning
om, at en glædelig Tildragelse skal indtræffe
inden for en vis Tidsfrist. Er der fuldstændig
Sikkerhed for Indtrædelsen, kan der være en
glædelig Forventning, men ikke noget H.
Saaledes kan Barnet f. Eks. glæde sig til sin
Fødselsdag, som sikkert indtræffer i Morgen, men
det haaber paa, at det bliver godt Vejr til
Skovturen.
Alfr. L.
—haab, Efterled i en Del Stednavne, som
Godthaab, Frederikshaab. Navne af denne Art,
hvorved man giver Udtryk for Følelser og
Stemninger, kommer særlig i Brug i 18. Aarh.
Haabrok (egl. den højbenede), i nordisk
Mytologi Navn paa en Høg (Grimnismaal); Navn
paa Rolf Krakes Høg.
G. K-n.
Haack, August Christian Vilhelm,
dansk Skuespiller, f. 20. Decbr 1788 i Kbhvn,
d. smst. 18. Jan. 1821. H., der debuterede ved
Rahbek’s dram. Skoles 2. Forestilling paa
Hofteatret 15. Maj 1806 som Puf i »Harlekin
Patriot« og blev kgl. Skuespiller 1810, var en
intelligent Kunstner, hvis rige Evner fandt
Anvendelse i saa forskelligartede Roller som Per
Degn i »Erasmus Montanus« og Hamund i
»Hagbarth og Signe« ell. som Don Ranudo og
Aanden i »Hamlet«. Han ejede baade komisk
Kraft og tragisk Alvor, og hans Figurer var
altid prægede af Originalitet i Opfattelsen og
Udførelsen. H. tegnede til at blive en af
Teatrets store Kunstnere, men et letsindigt Liv
nedbrød hans Helbred, og allerede 11. Jan.
1821 optraadte han sidste Gang som Mester
Jakob i »Den Gerrige«. (Litt.: Overskou,
»Den danske Skueplads«, IV [Kbhvn 1862];
Robert Neiiendam, »Breve fra danske
Skuespillere og Skuespillerinder« II [Kbhvn 1912]).
R. N.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Wed Dec 20 19:54:36 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/10/0580.html
