Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Halikarnassos - Haliotidæ - Halir, Karl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hersker; paa Perserkrigenes Tid styredes den
af en Kvinde, Artemisia, som havde faaet
Magten efter sin Mands Død. Fra Artemisia gik
Regeringen i Arv til hendes Søn, Pisindelis, og
hendes Sønnesøn, Lygdamis, der skal have
dræbt Digteren Panyassis og været Aarsag til,
at Herodot forlod Byen. Ved Midten af 5. Aarh.
hørte H. til det Kampforbund (Symmachi), som
lededes af Athen; sandsynligvis var dengang
demokratisk Forfatning indført i Byen. Efter
at Athens Magt var knækket i den
peloponnesiske Krig, kom H. som de andre gr. Stæder
paa Kysten under den pers. Satrap i Lilleasien.
I Beg. af 4. Aarh. beherskedes Karien af
Hekatomnos, der antagelig var af karisk Byrd;
efter hans Død (377) arvede hans Søn
Mausolos, der var gift med sin Søster, Artemisia,
Riget. Han gjorde H. til sin Hovedstad og
overførte Indb. fra 6 mindre Byer dertil;
sandsynligvis har Mausolos, der var en rig og
mægtig Hersker, anlagt de Fæstningsmure, hvis
Fundamenter endnu er bevarede, forbedret
Havnen og forskønnet Byen. Artemisia, der 353
fulgte ham i Regeringen, opførte det prægtige
Gravminde over ham, der senere regnedes for
en af Verdens mærkeligste og mest storartede
Bygninger (se Mausoleion). Hun døde 351
uden at se det store Værk fuldført. Endnu i
fl. Aar var Herredømmet over H. i Hænderne
paa Børn af Hekatomnos. Efter Slaget ved
Granikos var H. den eneste By i Lilleasien,
der gjorde alvorlig Modstand mod Alexander;
den pers. Flaade var samlet i Havnen, en stærk
Garnison baade af Persere og Lejetropper
under Anførsel af Memnon holdt Byen besat.
Alexander maatte vente, indtil han havde faaet
Belejringsmaskiner tilsendte; efter en voldsom
Kamp lykkedes det ham at indtage Byen, som
Memnon havde stukket i Brand, da han saa,
at den ikke kunde holde sig længere; efter
Erobringen blev den helt ødelagt.
Efterhaanden rejste H. sig dog igen, men fik aldrig den
Bet., den før havde haft. I den hellenistiske og
rom. Tid delte den Skæbne med det øvrige
Karien. I Middelalderen er der ikke meget
Tale om H. før 1402, da Johanniterridderne
tog den i Besiddelse; i Beg. af 16. Aarh. faldt
den i Tyrkernes Hænder. Johanniterridderne
opførte en stærk Fæstning (Skt Peter’s Borg)
paa Halvøen ved Havnens Østside (se ndf.) og
benyttede hertil for en stor Del Materiale fra
Mausolos’ Gravminde, hvis Marmorblokke dels
anvendtes som Sten i Fæstningsmuren, dels
brændtes til Kalk. — 1856 og flg. Aar foretog
Englænderen C. T. Newton omfattende
Udgravninger og Undersøgelser i H. Hans
Formaal var først og fremmest at genfinde og
undersøge Resterne af Mausoleion, men han
bragte tillige Klarhed over de vigtigste Punkter af
den antikke Bys Topografi. Den rom. Forf.
Vitruvius sammenligner træffende Byens Form
med den nedadskraanende, halvkredsformede
Tilskuerplads i et Teater. Havnen, der aabner
sig mod S., gaar som en halvrund Bue ind
mod Byens Centrum; paa dens vestlige Side
skyder en Klippe sig ud i Vandet, paa
Østsiden laa en lille Ø, der allerede i den første
rom. Kejsertid var blevet landfast. I Nærheden
af denne Ø anlagde Mausolos en lille lukket
Krigshavn, der kun kunde overses fra hans
Palads, som var opført tæt derved paa en
Højde N. f. Øen; af Krigshavnens Mole er
endnu en Del bevaret. Fæstningsmuren omkring
Byen havde i det væsentlige Form af en
Halvkreds, hvorfra der dog af Hensyn til Terrainet
skød sig en Tunge ud mod N. Tæt ved
Havnen laa Torvet; N. f. den, omtr. paa
Skraaninger halve Højde, ligger Resterne af
Mausoleion og endnu nordligere, paa en stor
Terrasse med svære Støttemure, Fundamenter af
et ionisk Tempel for Ares, der omtales hos
Oldtidsforfatterne; det indeholdt et akrolit
Tempelbillede, som nogle henførte til
Leochares, andre til Timotheos. Endvidere findes
Rester af et Teater, en Søjlehal, der iflg. en
Indskrift var dediceret til »Apollon og Kong
Ptolemaios«, rom. Villaanlæg, et Tempel for
Demeter og Persefone o. a. Vejene, der fra H.
førte til de nærmeste større Byer, Myndos mod
V., Mylasa mod NØ., er endnu kendelige paa
de Grave, der iflg. Oldtidens Skik er anlagte
paa begge Sider af dem. (Litt.: C. T.
Newton, A history of discoveries at Halicarnassus,
Cnidus and Branchidæ [2 Bd, London
1862—63]).
C. B.
Haliotidæ, en Fam. af Gruppen
Rhipidoglossa, der hører til Forgællesneglene. Skallen
er øreformig med et lille fladt Spir og en
overordentlig stor Munding. Den er ikke forsynet
med noget Laag. Paa Skallens venstre Side er
der parallelt med Mundingens Inderrand en
Rk. Huller. Dette staar i Forbindelse med, at
der i Kappen findes en Spalte, hvis Rande med
visse Mellemrum støder sammen og atter viger
ud fra hinanden. De først optrædende Huller,
der begynder nær ved Spirets Top, udfyldes
ved senere Aflejringer af Skalsubstansen, og
kun de sidste 4—6 er aabne. Gennem disse
Huller træder det ved Aandingen benyttede
Vand ud, og gennem det bageste udtømmes
Ekskrementerne. Kappehulen er forskudt over
til venstre Side p. Gr. a. den stærke Udvikling
af den paa højre Side værende
Columellar-Muskel, der efterlader et hesteskoformet
Indtryk paa Skallen. Familien anses for at være
en af de mere primitive inden for
Snegleklassen. Nervesystemet er kun lidet specialiseret,
parrede Gæller, Hjerteforkamre og Nyrer
forekommer. Hjertet gennembores af Endetarmen.
Familien tæller kun den ene Slægt Haliotis
med 70—80 Arter, der er udbredte i varme og
middelvarme Have. Den forekommer kun
meget sjælden fossil, fra øvre Kridt til Nutiden.
P. Gr. a. det smukke Perlemor, der især
forekommer paa de større Arters Skaller, finder
disse en betydelig Anvendelse i Industrien, f.
Eks. i Japan. En i Middelhavet levende Art, H.
tuberculata L., var kendt af de gl. Grækere
under Navnet »Afrodite’s Øre«. I vore Dage
kaldes den af Italienerne »den hellige Petrus’
Øre«.
(A. C. J.). C. M. S.
Halir, Karl, østerr. Violinvirtuos, f. 1. Febr
1859 i Hohenelbe (Böhmen), d. 21. December
1909 i Berlin, Elev af Konservatoriet i Prag og
Joachim, var først ansat nogen Tid i Bilse’s
Orkester, blev senere Hofkoncertmester i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
