Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hall, Carl Christian
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det var dog først paa Rigsdagene 1849—54,
H.’s politiske Personlighed naaede til
fuldstændig Udfoldelse. Monrad var nu, som senere,
hans Rival, og var han end H. overlegen i
Veltalenhed og politisk Originalitet, saa var denne
paa den anden Side hans Overmand i
Egenskaber, der spiller en nok saa stor Rolle i
Kampen om det politiske Førerskab. Allerede
H.’s ydre Fremtræden vandt ham Venner. Hans
Skikkelse var høj og fyldig; det lyse, krøllede
Haarr den friske Ansigtsfarve og de klare,
godmodige Øjne gav straks Indtrykket af noget
sundt og straalende, og hans Optræden
forenede en ikke ringe, naturlig Værdighed med
Jævnhed og Ligefremhed. Hans Veltalenhed var
baaret af solid Viden, rolig og selvsikker, mere
overbevisende end henrivende, mere egnet til
at vinde en Modstander end til at knuse ham.
Han havde den gode eng. Parlamentstalers
ligelige, dvælende Argumentation, der ikke lader
nogen af Modstanderens Grunde staa urokket
og ikke forlader en Sag, før den er belyst fra
alle Sider; til Gengæld kunde der ofte være
lidt fladt og blodløst, noget for lidt markeret
og indtrængende ved hans Taler. Han
irriterede aldrig sine Venner, sjælden nok sine
Fjender. Hans støtte, sindige, lidt indolente Væsen
fremkaldte slet ikke Forestillingen om en
Ærgerrighed, som vilde herske over andre og
bruge dem som Trappestige for sig. Det hele
gik jævnt, godmodigt, helst med en lille, lun
Spøg. Og som Partifører havde han den
uvurderlige Egenskab at være et »parlamentarisk
Kit« uden Lige. Hans særlige Evne var netop
den at holde uensartede Elementer sammen, at
mægle, glatte ud og hele. Over for Monrad’s
geniale Uberegnelighed stod H.’s Evne til støt
og stille at holde den samme Traad fast
gennem mange Forviklinger og trods Menneskenes
og Tingenes Omskiftelighed. Alt dette
forklarer, at han forholdsvis saa hurtigt og let vandt
frem til at blive sit Partis virkelige Fører.
H. søgte i de vanskelige første Aar af
1850’erne at bevare saa meget som muligt af det,
han betragtede som Kernen i
Martsprogrammet. Han ansaa imidlertid kun dette for
muligt ved saa vidt gørligt at forsone ogsaa de
højere Samfundsklasser dermed og ved til en
vis Grad at vige til Side for den overmægtige
indre og ydre Strømning i tilbage gaaende
Retning, som beherskede Tiden. Derfor var han
ubetinget stemt for at bøje sig for
Kundgørelsen af 28 Jan. 1852 og bygge paa den, og derfor
anbefalede han altid sit Parti det størst
mulige Maadehold i Oppositionen mod Regeringen,
saaledes i Told- og Arvesagen. Da Kampen
efter Ørsted’s Overtagelse af Førsteministerposten
med Nødvendighed antog skarpere Former,
maatte ogsaa H.’s Holdning blive mere
udpræget, men selv da gik hans Bestræbelser ud
paa, at man lempede sig saa meget som muligt
og indskrænkede sine Fordringer til det
uomgængelig nødvendige: at Rigsdagen maatte
kende Indholdet af den ny Fællesforfatning,
man agtede at oktroyere, inden den gav Afkald
paa sin Myndighed over Fællesanliggenderne,
og at Helstaten maatte være konstitutionel. Paa
dette Program stod han som den samlede
Rigsdags Ordfører imod Ministeriet, men altid
under de roligste og mest maadeholdne Former.
Ikke desto mindre lod Regeringen sig Apr. 1854
henrive til at afskedige ham tillige med fl. a.
af de fremragende Embedsmænd, der havde
sluttet sig til Oppositionen. H. tog dette Slag
med megen Sindsligevægt og lod sig hverken
skræmme ell. opirre deraf. Sommeren 1854
foretog han en Rejse sammen med Andræ og
traf i Pinneberg sammen med Scheele, som
allerede da var betænkt paa at række Haand
til Ministeriets Fjernelse. I Oktbr indbragte H.
den Mistillidsadresse, som vedtoges i
Folketinget med alle Stemmer mod een; derefter kom
Opløsningen, Valgene, Ministeriet Ørsted’s Fald
og endelig 12. Decbr 1854 Udnævnelsen af det ny
Ministerium, i hvilket Bang blev
Konseilspræsident og bl. a. Andræ og H. fik Sæde, den
sidste som Kultusminister. H. havde spillet en
særdeles virksom Rolle ved Ministeriets
Dannelse og var navnlig den, som afskar Planerne
om en Rekonstruktion af det gl. Kabinet og
satte igennem, at Ministeriet fik en liberalere
Karakter, bl. a. ved Andræ’s Tilkaldelse.
Som Minister følte H. sig først ret paa sin
Plads, og han fik hurtig en betydelig Indflydelse
paa sine Kolleger. Ministeriet omformedes
gradvis fra et Ministerium Bang til et Ministerium
Andræ og fra et Ministerium Andræ til et
Ministerium H., samtidig med at den i Beg. saa
overmægtige Scheele’ske Indflydelse langsomt
trængtes tilbage og til sidst helt overvandtes
— i hvert Fald inden for Ministeriet. Ogsaa
som Fagminister udfoldede H. en ret betydelig
Virksomhed, idet han bl. a. gennemførte
Lovene om Sognebaandets Løsning (1855),
Folkeskolevæsenets Ordning (1856) og Daabstvangens
Ophævelse (1857).
I øvrigt var H. ingenlunde nogen udpræget
Reformminister. Det laa — paa dette som paa
andre Omraader — kun i ringe Grad for ham
at tage et kraftigt Initiativ. Helt gennemtrængt
af human og liberal Tankegang, som han var,
ønskede han i al Alm. at lede Udviklingen i
rolig fremadskridende Retning, men han var
— som den eng. Premierminister Palmerston,
med hvem han ofte er blevet sammenlignet —
tilbøjelig til at se med Sympati paa det
bestaaende og kunde ikke ret faa Øje for, at der
var Trang til store og gennemgribende
Omformninger deraf. Samfundets Brøst brændte
ham ikke paa Sjælen, om han end mente alle
det vel og gerne rakte Haand til at afhjælpe
de Misbrug, han fik Øje for. Han var saaledes
hverken den fremaddrivende ell. den ledende
Kraft i den Reformvirksomhed, som udfoldedes
af de Regeringer, hvis Chef han var. Derimod
var det i udpræget Grad ham, som holdt
Ministeriet og det i Virkeligheden ret løst
forbundne Parti, hvorpaa det støttede sig,
sammen, og ham, som var Lederen i »den store
Politik«. Denne kom jo stedse mere til at dreje
sig om Forholdet til Hertugdømmerne og
derigennem til Udlandet. H. var gaaet ind paa at
forsøge Eksperimentet med den konstitutionelle
Helstat, men inderst inde troede han ikke paa
Muligheden af at gennemføre det, og Tanken
i hans Politik blev bestandig tydeligere den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
