Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hallands Väderö - Hallaren - Hallarsteinn - Hallberger, Eduard v. - Hallblad, Erik - Halldórr Skvaldre - Halldórr Snorrason - Halldórsson, Björn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hallands Väderö, Ø i Kattegat ud for
Skaanes Kyst, 2,6 km V. f. Torekov, er 2,5 km lang
og 1,3 km bred, bestaar af Gnejs og er omgivet
af Skær. Den er uopdyrket og for største Delen
dækket af tæt Skov (Lind, Eg, Bøg), og de
eneste stadige Beboere er Skovbetjentene og
Fyrvogterne. Strandinger forekommer hyppigt
ved H. V. Øen hører til Torekov Sogn og er
Torekov Kirkes Ejendom. Torekov’s Indbyggere
har fra gl Tid Ret til at hente Brænde der og
anvende Øen til Græsning for Kreaturer.
G. Ht.
Hallaren, Sø i Sverige, det nordlige
Vestmanland, er 540 ha stor og har Afløb gennem
Storån til Dalelven ved Kölfors. Omtr. 1630
spærredes dette Afløb med en Dæmning,
hvorved Søen steg 3 m og øgedes til 2030 ha, og
Vandet lededes til Sagån, for at Vandkraften
kunde udnyttes ved Sala Grube. Da Vandkraften
ikke længere behøvedes her, fjernede man for
nogle Aar siden Dæmningen og gengav Søen
dens opr. Afløb gennem Storån. Ved denne
Omregulering, der fuldførtes 1905, tørlagdes et
meget betydeligt Areal, til Dels frugtbar Jord.
G. Ht.
Hallarsteinn [’hal.arstæ^in], en isl. Skjald i
Slutn. af 12. Aarh., er fuldstændig ukendt
undtagen som Forf. af Digtet »Rekstefja« og et
Par Brudstykker af Vers. Det nævnte Digt (i
et ejendommeligt Versemaal, tvískelft) handler
om Olaf Tryggvason og dvæler særlig ved denne
Konges overnaturlige Gerninger og staar midt
imellem de egl. Fyrstedigte og Helgenkvadene.
Udg. i »Norsk-isl. Skjaldekvad« I. (Litt.: F.
Jónsson, »Litt.-Hist.«, II).
F. J.
Hallberger [-bærgər], Eduard v., tysk
Forlagsboghandler, f. 22. Marts 1822 i Stuttgart,
d. 29. Aug. 1880, grundlagde 1848 et Forlag
i Stuttgart, hvortil han 1853 knyttede det af
Faderen anlagte Trykkeri. Efter Skrifter for
Ungdommen fulgte skønlitterære Værker, hvis
Illustrering satte ham i Forbindelse med
fremragende Tegnere og atter førte til
Grundlæggelsen af de folkelige Tidsskrifter »lllustrierte
Welt« (1853) og »Ueber Land und Meer«,
»Deutsche Romanbibliothek« o. a., hvorved H.
efterhaanden ogsaa samlede Datidens mest læste
Forfattere F. W. Hackländer, Georg Ebers,
Karl Emil Franzos, Gregor Samarow, Wilh.
Raabe o. a. om Forlaget. H.’s Forkærlighed for
Illustrationer gav sig Udtryk i en Rk.
Pragtværker: Doré’s Illustrationer til Bibelen, til
Münchhausen og til Perrault’s Eventyr, de
omfattende illustrerede Udg. af Shakespeare,
Goethe og Schiller, Eber’s Ægypten og
Palæstina. H.’s Virksomhed udstrakte sig ogsaa til
Musikken (Liszt’s »Salon« og »Klassiker der
Musik«). De omfattende Foretagender medførte
ogsaa betydelig Udvidelse af de tekn. Anlæg,
som efterhaanden foruden Trykkeriet kom til
at omfatte egen xylografisk Anstalt, eget
Bogbinderi og to Papirfabrikker. Efter H.’s Død
overgik Forlaget 1881 til et Aktieselskab, som
under Firma »Deutsche Verlagsanstalt«
(Aktiekapital 3 Mill. Mark) hovedsagelig er grundet
paa og fortsætter de af H. oprettede
Foretagender med Filialer i Berlin og Leipzig.
J. L. L.
Hallblad [’halbla.d], Erik, sv. Maler og
Malerirestaurator, f. 1720, d. i Sthlm 1814, 1773
Medlem af det sv. Akademi, 1795 titulær Prof.,
vandt Ry ogsaa ud over sit Lands Grænser som
Malerirestaurator (i Tyskland og Danmark
benyttedes han) og vakte især Opsigt ved sine
Overføringer af Malerier fra gl til ny Grund
(saaledes det store Loftsmaleri i Dronningens
Spisesal i Sthlm’s Slot, der 1774 overførtes fra
Gipsgrund til Lærred).
A. Hk.
Halldórr Skvaldre [’hal.do.r-], en isl. Skjald
i den første Halvdel af 12. Aarh. Hans Liv er
ukendt, undtagen for saa vidt vi maa antage,
at han afvekslende har opholdt sig hos en
Mængde nordiske (norske, danske, sv.) Fyrster,
om hvem han digtede. Hans Tilnavn staar
aabenbart i Forbindelse med hans frugtbare
Produktion. Af alle hans Digte er der
imidlertid kun lidet bevaret, nemlig nogle Levninger
af et Par Digte om Sigurd Jorsalfar, om hans
Rejse til det hellige Land. Fremstillingen er
overordentlig prosaisk, men Formen er god.
(Litt.: F. Jónsson, »Litt.-Hist.«, II).
F. J.
Halldórr Snorrason [’hal.do.r-], Søn af den
isl. Høvding Snorri goði, f. c. 1015, d. i
Slutn. af 11. Aarh., er navnlig kendt som
Harald Haardraade’s mest uforfærdede og tapre
Ledsager under hans Ophold i Konstantinopel
og paa hans Tog i Orienten og Syden. H. kom
til Norge sammen med Harald Haardraade og
var i nogle Aar hans Hirdmand. I Længden
kunde deres Venskab dog ikke holde sig;
dertil var H. alt for stivsindet og stolt. 1051 kom
det til fuldstændigt Brud mellem dem, og H.
tog til Island, hvor han bosatte sig paa
Gaarden Hjarðarholt i det vestlige Island. (Litt.:
B. Th. Melsted, »Islendinga Saga«, III).
B. Th. M.
Halldórsson [’hadldo^ursån], Björn, Præst
og Provst til Sauðlauksdalur (det vestlige
Island), f. 1724, d. 1794, var en Mand af mange
Interesser og en stor Patriot. Særlig
interesserede han, der selv var en dygtig Landmand,
sig for Landbrug og Havedyrkning (en særlig
Pjece herom: »Beretninger til Landvæsenets,
især Havedyrkningens Forbedring paa Island«
[1765]) og var utrættelig til at virke for Sagen
og udbrede Kendskab til Nytteplanters Brug og
Behandling. Hans Hovedværk i saa Henseende
er »Grasnytjar« (1783), en dygtig og velskrevet
Bog. »For unge Bønder« forfattede han sin
»Atle« (1780, oftere trykt) og en Afh. »Arnbjörg«
(om en god Husmoder, trykt 1843). Ligeledes
udgav han sin Svoger, den berømte Eggert
Olafsson’s »Lachanologia« (1774). Ogsaa paa
andre Omraader var H. virksom. Fra hans Haand
stammer den kendte isl. Ordbog: Lexicon
islandico-latino-danicum, udg. af R. Rask (1814).
Det er ikke nogen kritisk Ordbog, men den er
overmaade righoldig, og det er sjælden, man
der søger forgæves, særlig naar det gælder det
senere Sprog. Den har i lange Tider gjort
fortrinlig Nytte og vil endnu længe kunne hævde
sig en Plads ved Siden af andre leksikalske
Arbejder. De danske Overs. stammer fra Rask;
men da disse er tilføjede før hans Rejse til
Island, er enkelte Unøjagtigheder indløbne. De
lat. Overs. er i Reglen fortrinlige. H.’s
Virksomhed var i alle Tilfælde særdeles
fortjenstfuld. (Litt.: P. Pjetursson, »Hist. eccl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
