Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hansen, Jens Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Arbejde, da var det især tungt og trykkende«.
Imidlertid giftede han sig og havde
Vanskelighed ved at forsørge sig og sin voksende
Familie. Han flyttede 1838 til Slagelse og nedsatte
sig der som Skomagermester, men maatte
bestandig kæmpe mod det økonomiske Tryk. Han
sluttede sig her varmt til Omegnens
grundtvigske Præster, og sammen med nogle andre
Familier i Slagelse deltog han ivrig i den
gudelige Forsamlingsbevægelse i Vestsjælland og
kæmpede i Smaaskrifter og Bladartikler og ved
gentagne Andragender til Kancelliet for
Sognebaandsløsning og i det hele for en Lempelse
af det statskirkelige Tryk. Forgæves søgte han
at blive Skolelærer; hans Ven Skolelærer R.
Sørensen i Vensløv havde tilbudt at læse med
ham og at huse ham og Familie, saa længe
Læsningen stod paa, men Kancelliet nægtede
den fornødne Tilladelse til, at han maatte tage
Eksamen med privat Forberedelse. Endelig
lysnede det for ham, idet R. Sørensen foreslog
ham, at de sammen skulde udgive et Blad,
»Almuevennen«. H. skulde skrive om
Haandværkerforhold, Sørensen om Landboforhold, og H.
fik et økonomisk Rygstød derved, at O.
Lehmann skaffede ham en Plads som Bud og
underordnet Medhjælper ved »Fædrelandet«; han
og Familie skulde have Fribolig ved Kontoret,
mod at hans Kone besørgede Rengøring og Vask
for de tre ugifte Redaktører Gjødvad, Lehmann
og Ploug. H. tiltraadte denne Stilling Apr. 1842
og opgav dermed definitivt sit Haandværk. Snart
overtog han, p. Gr. a. en Ploug overgaaet
Censurdom, tillige Stillingen som ansvarhavende
Redaktør ved »Fædrelandet«, uden dog at have
noget med Bladets Ledelse at gøre. Derimod
blev han efter et Aars Forløb Eneredaktør af
»Almuevennen«, efter at R. Sørensen havde
trukket sig tilbage. Det viste sig snart, at Bladet
ikke, som ventet, fik synderlig Udbredelse i
Købstæderne, medens det efter en Del
Genvordigheder trængte forholdsvis godt igennem paa
Landet. Dette indeholdt for H. en Opfordring
til særlig at kaste sig over Landboforholdene;
han satte sig grundig ind i den bestaaende
Landboret, og især rettede han sin Kritik mod
Fæstevæsenet. Hans store Evne til at trænge
ind til Kernen af de Sager, hvormed han
beskæftigede sig, i Forbindelse med hans
ejendommelig stilfærdig æggende Maade at skrive
paa gjorde i Løbet af et Par Aar hans Blad
til en Magt inden for Øernes Landbefolkning.
Han begyndte nu ogsaa at deltage i den
mundtlige Agitation, første Gang ved et
Landkommunalforeningsmøde i Holbæk Oktbr 1845. Det
var her, han tilraabte Bondestanden sit: »Tro
kun dig selv, tag dig i Agt for dine Venner!«.
Efter Stiftelsen af »Bondevennernes Selskab«
virkede H. som en af dettes virksomste
Agitatorer og rejste Maaneder igennem omkr. paa
Landet for at vinde Tilslutning for Selskabet.
I Bevægelsen 1848 deltog H. som udpræget
Demokrat, og han var bl. a. en af
Hippodrombevægelsens Ledere. Han medvirkede stærkt til,
at Bondevennerne tog en saa absolut afvisende
Stilling til Kongevalgene til den
grundlovsgivende Rigsforsamling, og ganske brød med
deres tidligere Forbundsfæller, de
Nationalliberale. Han valgtes ind i den grundlovgivende
Rigsforsamling som Repræsentant for Langeland
og repræsenterede siden denne Kreds i
Folketinget lige indtil 1866. Det var først paa den
ordinære Rigsdag, H.’s betydelige politiske
Evner fik Lejlighed til at udfolde sig. Vel havde
han Tscherning og B. Christensen foran sig
som Venstres Ledere, men han forstod efter
ikke lang Tids Forløb at distancere dem begge
ved sin større Hensynsløshed og agitatoriske
Evne og ved sit skarpe og gennemtrængende
Blik for politiske Realiteter. I Valgperioden
1849—52 tog han ved Landbolovenes Behandling
sædvanlig et Standpunkt, som laa til venstre
for de øvrige Føreres, og i Tillid til
Bondevenneselskabets voksende Magt og ypperlige
Organisation var han ikke bange for afgjort at
bryde med dem, der, som Gleerup og andre,
viste for moderate Tendenser. Da Ministeriet
Ørsted viste Tilbøjelighed til en stærk
Indskrænkning af den alm. Valgrets Indflydelse
inden for dansk Forfatningsliv, var H. straks rede
til at bryde med det og gav dette Brud et
skarpt og veltalende Udtryk. Han drog
Christensen med sig, bort fra Tscherning, og 1854
hidførtes der mellem denne og ham et Brud,
som aldrig heledes mere. Efter at H. havde
faaet Bondevennernes Hovedstyrke skilt fra
Tscherning, og efter at B. Christensen til Dels
ved hans Tilskyndelse var blevet overflyttet til
Landstinget, var han afgjort Folketingets mest
indflydelsesrige Mand, og dette Tings Flertals
Politik bar i Tiaaret 1855—65 for de indre
Spørgsmaals Vedk. væsentlig hans Mærke. Vel
havde han i Beg. af sin Løbebane jævnlig søgt
at øge sin Indflydelse ved radikale Overbud;
men efterhaanden som han følte sig sikrere i
Sadelen, blev han stedse mere udpræget
Realpolitiker og Opportunist. Han foretrak afgjort
et lille Resultat for et stort Agitationsnummer,
og der gennemførtes under hans Medvirkning
og delvis under hans Ledelse en Række
betydelige Reformer, ikke mindst til Gavn for
Landbostanden. Skønt han ypperlig forstod at
forhandle og komme til Rette med Mænd af de
forskelligste Partier, ogsaa med de
Nationalliberale, gik der dog gennem hele hans politiske
Virksomhed en Grundstrøm af Uvillie mod
disse, og mod dem rettede han bestandig sine
skarpeste polemiske Vaaben. Som
parlamentarisk Taler havde H. ypperlige Egenskaber. Vel
laa det formelt retoriske kun i ringe Grad for
ham, men til Gengæld var hans Talers Indhold
i Reglen fortrinlig egnet til at gøre den
tilsigtede Virkning. Han var en af de skarpeste
Logikere, Danmarks politiske Liv har kendt,
og især var Kritikken hans stærke Side. Paa
sine Modstandere tog han sjælden med
lempelig Haand, og hans hvasse og ætsende
Angreb var alm. frygtede. Hans svage Side var
en vis Smaalighed og Formalisme i
Argumentationen, det bekendte »J. A. H.’ske
Pindehuggeri«. Men medens han i den indre Politik saa
godt som helt igennem fulgte den samme Linie,
var han lidet konsekvent i Storpolitikken, til
Dels sikkert som Følge af, at han altid
underordnede denne under indrepolitiske Hensyn.
Han var i 1840’erne ejderdansk, i 1850’ernes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
