Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Harcourt, William George Granville Vernon - Harcourt, Vernon-, Leveson Francis - Hardanger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Afgang Febr n. A. I de flg. Aar var han en af
Ordførerne for det liberale Parti og en skarp
Modstander af Beaconsfield’s Udenrigspolitik;
vragedes ved Valgene 1880 af sin tidligere
Valgkreds Oxford Univ., ligesom det 1868 var
hændet Gladstone; men han valgtes straks efter
i en anden Valgkreds. Han blev derefter
Indenrigsminister i Gladstone’s 2. Ministerium indtil
Maj 1885, og hævdede med stor Kraft Statens
Myndighed over for det irske Røre. Da
Gladstone Febr—Aug. 1886 atter var ved Roret, blev
H. Skatkammerkansler og sluttede sig nu til
hans Plan om Irlands Selvstyre; overtog igen
denne Post Juni 1892, og hans Stilling i Partiet
var da saa stor, at det vakte megen Uvillie, da
Jarl Rosebery ved Gladstone’s Afgang 1894 blev
foretrukket for ham som Førsteminister. Hans
vigtigste Gerning som Finansmand var
Gennemførelse af en stærkt stigende Arveafgift
(1894). Efter Ministeriets Fald Juni 1895 var
han det liberale Partis Leder i Underhuset
indtil 1898, da han trak sig tilbage som saadan
af Misnøje med Partiets indre Splittelse. Han
beholdt dog sit Sæde indtil sin Død — siden
1895 for en ny tredie Valgkreds — og var 1899
en bitter Modstander af Regeringens Fremfærd
imod Boerstaterne i Sydafrika, ligesom senere
af Balfour’s Skolelov og Chamberlain’s ny
Toldpolitik. Ved Kong Edvard’s Kroning 1902 fik
han Tilbud om en Peersværdighed, men afslog
det. Hans Statue opstilledes 1906 i Underhusets
Forværelse.
Hans Søn, Lewis H., f. 21. Jan. 1863, var
i en Aarrække Faderens Privatsekretær og
valgtes 1904 til Underhuset som Radikal, samt
blev senere genvalgt. Allerede Decbr 1905 blev
han første Kommissær for de offentlige
Arbejder; fik 1907 Sæde i Kabinettet og blev 1910
Statssekretær for Kolonierne. 1915—17 var han
atter Kommissær for de offentlige Arbejder.
E. E.
Harcourt, Vernon- [’ha.əko.ət-], Leveson
Francis, eng. Vandbygningsingeniør, f. i
London 25. Jan. 1839, d. 14. Septbr 1907.
Studerede Matematik og Naturvidenskab i Oxford
og uddannede sig derefter til Ingeniør. Ledede
1866—74 Bygningen af East- og West India
Dokkerne i London, Havnearbejder paa
Alderney og i Irland, og foretog 1896 en
Undersøgelse vedrørende Reguleringen af Floden
Hooghly i Indien. 1882 udnævntes han til Prof.
ved University College i London, i hvilken
Stilling, som han beklædte til 1905, han udfoldede
en betydningsfuld Virksomhed. Særlig Interesse
viede han Spørgsmaalet om
Tidevandsstrømningers Indflydelse paa Flodudløb og Havkyster,
hvorom bl. a. hans Værk Harbours and
Estuaries on Sandy Rivers bærer Vidnesbyrd. Som
Standardværker paa deres Omraade maa anses
Rivers and Canals (1882) og Harbours and
Docks (1885), medens de lettere tilgængelige
Achievements in Engineering (1891) og Civil
Engineering as Applied to Construction (1902)
er blevet særdeles populære. V.-H. var som eng.
Repræsentant i den »Permanente internationale
Skibsfartskommission«, der har sit Sæde i
Bryssel, et meget virksomt og interesseret Medlem,
der gennem sin omfattende Viden i Forbindelse
med usædvanlige Sprogkundskaber i høj Grad
bidrog til Fremme af Forhandlingerne mellem
Skibsfartskongressens Medlemmer.
J. M.-P.
Hardanger, Hordaland Fylke, bestaar af de
omkring den indre Del af Hardangerfjorden
liggende Herreder Vikør, Jondal, Granvin,
Kinsarvik, Ulvik, Eidfjord, Ullensvang og Odda
samt den indre paa Østfjeldet af Bebyggelsen
langs Røldalsvandet dannede lille Bygd Røldal
Herred. Fællesnavnet Hardangerfjord benyttes
vistnok til Dels ogsaa for den Del, som beskyller
Søndhordlands Bygder, altsaa den egl.
Bømmelfjord, men det er først Fjorden inden for
Vikør—Jondal, som benævnes
Hardangerfjorden. Dog har ogsaa denne mange Særnavne,
saaledes Hisfjorden, Ytre- og Indre Samlen,
Utnefjord m. fl., og fra disse gaar Sidearme
langt ind i Kysten, paa Nordsiden: Fiskesund,
Granvinfjord, Osefjord med Ulvikbugten, Ø.
over Eidfjord og S. over den lange smalle
Sørfjord. Høje og bratte er de Fjelde, som skiller
disse Fjorde, og de fra disse opgaaende Dale
fra hinanden; de efterlader dog paa lange
Strækninger en bred dyrkbar Kystrand, kendt
for sin yppige Vegetation. Over Sørfjordens
Vestside hæver Folgefonnen sin mægtige
Snebræ til over 1650 m og sender Gletschere langt
ned i Dalene — Buarbræen —, og de temmelig
betydelige Bræer, Tresfonn, Solfonn, Breifonn,
Ruklefonn, de mange store Fossefald, som paa
alle Sider løber ud i Fjorden. De mest kendte
af disse er Øfsthus- og Eikedalsfossene i Vikør,
Vøringfois i Eidsfjord, Tyssestrengene,
Ringedals- og Skæggedalsfossen i Ullensvang og
Laatefossen i Odda. Mod S. begrænses H. af
Aakrefjordens Indskæring, som gaar over til
Oddadalen, hvorigennem Hovedvejen gennem
det vilde Seljestadjuv fører over til Røldal og
videre ad Haukelien til Telemarken.
Nordgrænsen dannes af Vossefjeldene, som i deres
østlige Ende naar op i den evige Sne, Vasfjæren,
Vosseskavlen, Vargabræen og den vestlige Del
af Hallingskarvet.
Kun ved den trange Finsedal adskilt fra
denne hæver sig den mægtige Hardangerjøkel, en
næsten cirkelrund Snebræ paa c. 14 km i
Diameter, der paa alle Kanter sender mindre
Isbræer ned i Revnerne. Med en Højde af 1916
m ligger den ganske isoleret over det
omliggende Terrain og er med sin mægtige
Snekuppel et af de smukkeste Fjelde i det
vestenfjeldske Norge.
S. f. Hardangerjøkelen og dannende H.’s
Østgrænse breder sig det store under Navn af
Hardangervidden kendte Plateau. Med Grænse
mod N. i Hallingskarvets og Hardangerjøkelens
Ismarker strækker Vidda sig i S. ned mod
Telemarken og Sætesdalen; det er dog ingen
flad Slette, men meget mere et forholdsvis
stærkt kuperet Højfjeldsparti, gennemskaaret
af en Mængde Dalfører med brusende Elve og
store Vande, over hvilke Haarteigen hæver sin
hatformede Top. Havnegangene er ypperlige og
Fædriften spiller derfor en stor Rolle.
Menneskelige Boliger er der faa af paa Vidda; hist
og her er en Sæter ell. et Fælæger samt i den
sidste Tid et Par af Turistforeningen byggede
Hytter er det hele. Færdslen gaar sin gl. vante
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
