Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Harpe (Musikinstrument) - Harpe (til Rensning ell. Sortering) - Harpebas - harpeggio - Harpenden - Harper Brothers
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Omstændigheder af fritsvævende Strenge i en
mere ell. mindre triangulær Ramme, der i sin
primitiveste Form kun var dannet af et
krummet Stykke Træ,
medens den i sin
moderne Skikkelse
i det væsentlige er
sammensat af flg.
Dele: Den skraa
Resonanskasse,
hvorfra
Strengene løber op til
Stemmeskruerne,
der er fæstede paa
Instrumentets
øverste Del, den
S-formede Hals,
fra hvis højeste
Punkt den
lodrette Stang (Baronstangen) gaar ned og
møder Resonanskassen ved Piedestalen.
De antikke H. mangler alle Stangen, der er af
europæisk Oprindelse og sandsynligvis anbragt
for at give Rammen mere
Fasthed og Stivhed. Med
Tiden antog Instrumentet
større og større Former,
Strengenes Antal, der opr.
var 4, forøgedes; man har
paa gl. Skulpturer fundet
ægyp. Tempelharper af
indtil 2
m’s
Højde. Selve
Navnet
H. dukker
først op
ved
Instrumentets
Optræden i
Europa; her blev
det hurtig,
navnlig i de
germanske og
skandinaviske Lande,
meget udbredt, i
Hænderne paa de
nordiske Skjalde, de
irske Barder, men var
i fl. Aarh. kun et
diatonisk Instrument, uden
kromatiske Halvtoner,
indtil man i Slutn. af 17.
Aarh. i Tyrol fandt paa at
anbringe smaa Hager i
Stemmestokken, der ved at
trykkes ind imod Strengene
forkortede disse og derved
forhøjede dem en halv Tone. Det
næste Skridt var at opfinde en
Mekanisme, ved hvilken man
under Spillet, uden Fingrenes Hjælp, kunde
foretage en saadan Omstemning af Strengene. 1720
indførte da ogsaa den berømte Harpespiller
Hochbrucker i Donauwörth en saadan Mekanisme. Han
anbragte paa sin H. 5 Fodtrin ell. Pedaler, ved
Hjælp af hvilke man, saa længe disse holdtes
nedtrykkede af Foden, kunde forhøje 5 Toner i
Oktaven (c, d, f, g, a) en halv Tone, og efter
mange yderligere Forsøg og Forbedringer af
denne saakaldte Pedalharpe lagde endelig
Érard i Paris den foreløbig sidste Haand paa
H.’s Udvikling, idet han 1822 fremkom med den
saakaldte Dobbeltpedalharpe (H. à
double mouvement), hvis Navn skyldes den
Omstændighed, at de 7 Pedaler — een for hver
Tone i Oktaven — kan nedtrykkes og befæstes
i to Stillinger og derved forhøje H.’s Strenge
een og to Halvtoner. Den saaledes skabte
moderne H., der er bleven et betydningsfuldt og
meget anvendt Orkesterinstrument, har 46
Strenge, er stemt i Ces-dur og har et Omfang fra
Kontra Ces til firstrøget fes. Pedalen virker
samtidig over hele H.’s Omfang, paa hver
Streng af s. N.; nedtrædes saaledes Pedalen
for Tonen Ces i det første af de dertil
anbragte Indsnit, forhøjes alle H.’s Toner af d. N.
til C, i andet Indsnit til Cis. Nedtrædes samtlige
Pedaler i første Stilling, er H. stemt i C-dur,
i anden Stilling i Cis-dur. Noder for H. skrives
ligesom for Pianoforte paa to Systemer i G- og
F-Nøglen.
S. L.
 |
| Fig. 1. Ægyptiske Harper. |
 |
| Fig. 2. Dobbeltpedalharpe. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
