Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hartmann, Johan Peter Emilius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Aaret efter (1829) hjemførte han sin Brud, den
højtbegavede Emma Sophie Amalie
Zinn, Datter af den rige og for sin
Musikalskhed bekendte Handelsherre, Agent Zinn. Selv
var hun et betydeligt Musiktalent, hvis Sange
(udgivne under Pseudonymet Fr. Palmer)
hører til det fineste og smukkeste, dansk
Romancelitteratur har frembragt. Hun blev Moder
til alle H.’s Børn.
Nogle Aar efter sit Giftermaal gjorde H.
Marschner’s personlige Bekendtskab i Kbhvn,
et Bekendtskab, som i mange Retninger
skaffede H. friske Impulser udefra. For en Del
paavirket af disse drog han 1836 udenlands, til
Berlin, hvor han traf Spontini og Devrient, til
Leipzig med Moritz Hauptmann, til Dresden,
Prag, Wien og München med Franz Lachner.
Rejsen skulde være gaaet videre til Italien,
men p. Gr. a. Koleraen rejste H. i St. f. til
Paris, gjorde Bekendtskab med Chopin, med
Paér, Gherubini og Rossini. Tilbagevejen lagdes
over Kassel, hvor Spohr viste H. megen
Interesse. En Symfoni (G-moll), han viste Spohr,
fik af denne Attest for at høre til Nutidens
bedste Frembringelser. De i Udlandet knyttede
kunstneriske og personlige Forbindelser blev
efter H.’s Hjemkomst ikke forsømte. Der var
i disse Aar i det hele taget Chancer for H. som
Komponist i Tyskland, fl. af hans Værker blev
trykte paa tysk Forlag og blev modtagne med
megen Anerkendelse, bl. a. af en saa
fremragende Kritiker som Robert Schumann (i
»Neue Zeitschr. f. Musik«).
Den ofte gentagne Sætning, at H.’s Musik
kun har fundet Jordbund i hans Fødeland, er
derfor ikke rigtig. H. var tværtimod en Rk.
Aar godt i Gang med at vinde Fodfæste i
Tyskland, og det endda med Værker, som i Forhold
til det, han senere har skrevet, ikke er af saa
stor Bet.: fl. tyske Sange, adskillige
Klaverstykker, hvorimellem »Kapricerne«, tilegnede
dels Marschner, dels Mendelssohn, en
Violinsonate og endelig, det betydeligste, den
saakaldte Prissonate, belønnet ved en Konkurrence
i Hamburg. Men midt under al denne Fremgang
udbrød Krigen 1848, og Forholdet til Tyskland
blev afbrudt og aldrig knyttet igen for Alvor.
Kun saare lidet af H. er i det hele opført i
Udlandet: Spohr har opført hans første
Symfoni i Kassel, Ouverturen til »Hakon Jarl« er
gaaet fl. Gange i Gewandhaus i Leipzig, Liszt
har opført »Liden Kirsten« i Weimar, endelig
er »Dryadens Bryllup« givet i Lissa i Posen,
det er alt. At H. imidlertid i sin kraftigste
Manddomsalder saaledes blev skilt fra
Forbindelserne mod Syd, har uden Tvivl ikke været
uden Bet. for Originaliteten og det stærkt
udviklede Personlighedsmærke i den Produktion,
der fulgte efter.
I Slutn. af 1830’erne begyndte der at røre sig
et kraftigere Musikliv i Kbhvn. 1836 stiftedes
Musikforeningen, i hvis Ledelse H. tog
Del lige fra Beg. af, i 53 Aar (1839—92) som
Formand. Ligeledes til
Studentersangforeningen (stiftet 1839) blev H. tidlig
knyttet, en Forbindelse, der med Aarene
voksede i Styrke og Inderlighed. 1843 blev han
efter Weyse’s Død dennes selvskrevne
Efterfølger som Organist ved Frue Kirke. En af hans
første Bedrifter i denne Stilling var hans
storslaaede Sørgemarche ved Thorvaldsen’s
Jordefærd. I øvrigt gik hans Liv stille og roligt, uden
stærke Brydninger, medens Kunstneren i ham
voksede. Kun faa Sorger ramte ham i hans
huslige Lykke, den største, da han 1851 mistede
sin Hustru. Fire Aar efter ægtede han Thora
Camilla Jacobsen, der havde været nær
knyttet til det Zinn’ske Hus. Hun blev ham en
forstaaende og trofast Livsledsagerinde lige til
sin Død (1889). I hans ydre Forhold skete der
ingen større Forandringer. Da det ny
Musikkonservatorium stiftedes 1867, blev H.
tillige med N. W. Gade og H. S. Paulli
iflg. Fundatsen Medbestyrer af dette.
Professortitelen havde han allerede siden 1849,
Universitetet udnævnte ham ved hans 50 Aars
Organistjubilæum 1874 til Æresdoktor. Rask og rørig,
i Besiddelse af en forunderlig Aands- og
Legemsfriskhed, bestandig producerende som
Komponist og varetagende sine mange Embeds-
og Tillidshverv, levede H. lige indtil sin Død,
95 Aar gl, elsket og hædret som faa.
Som Kunstner dannede H. væsentlig sig selv,
Elev af nogen bestemt kan man i hvert Fald
ikke kalde ham. Ligesom han i sin Barndom
var henvist til for en Del selv at finde sig
til Rette paa Klaveret og Orgelet, saaledes
erhvervede han sig ogsaa ved eget Nemme
Kundskaber i Harmoni- og Kompositionslære. Han
har selv fortalt, at han som Barn fandt sin
kæreste Læsning i det ny Test. og — Gottfried
Weber’s Harmonilære! Først da han senere som
ungt Menneske skulde til at være Lærer for
andre, fik han Plan og System i sin Viden.
Weyse er undertiden, men med Urette, nævnt
som H.’s Lærer, men baade med denne og med
Kuhlau kom H. i et nært personligt Forhold.
Den eneste, H. mener at skylde noget som
Lærer, og da navnlig i Retning af instrumental
Kundskab, er den blinde Organist P. Jensen,
hvis smukke Musik til »Væringerne i
Miklagaard« endnu benyttes ved Opførelserne af
denne Tragedie.
Paa ydre Begivenheder har H.’s Liv ikke
været rigt. Begivenhederne i hans Liv er hans
Værker. Her kan ikke gives nogen
indgaaende Redegørelse for dem, blot i ydre Antal
løber de op til langt over de 100. Det maa være
tilstrækkeligt her at fremhæve de vigtigste
Værker med Angivelse af den Tid, da de er
fremstaaede, og at søge Grundlinierne for H.’s
Produktion. De samler sig omkring fire store
Hovedgrupper, hvoraf man kunde betegne den
ene som almen »europæisk«, den anden som
»nordisk«, den tredje som ingen af Delene, som
»Hartmann’sk«, om man vil, medens den fjerde
Gruppe udgør Lejlighedskompositionerne.
Ejendommeligt er det, at der i Grunden ikke
bestaar nogen kronologisk Rækkefølge mellem
disse Hovedgrupper, de følger tværtimod saa
nogenlunde jævnsides med hinanden, saa man
ikke bestemt kan afgøre, naar den ene hører
op, og naar den anden begynder. Tagne i meget
store Træk, kan man dog med en vis Ret sige,
at Værkerne af den »europæiske« Gruppe er
stærkest fremme i H.’s første Tid, medens de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
