Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XI: Hasselmus—Hven / 9 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hatfjelddalen - Hathor - Hathor-Kapitæl - Hatifi, Abdallâh - Hatim

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

hvoraf 50 Finner, indtager den sydøstlige Del
af Fylket med et meget stort Areal, men i
Forhold hertil overmaade tyndt befolket, idet der
paa hver 3 km² kun lever eet Menneske.
Bebyggelsen er væsentlig knyttet til Hoveddalen
— Vefsenelvens og dens Kilders Dalføre — samt
til Stranden af det N. f. liggende store Røsvand.
Vestgrænsen følger Store Børgefjeld,
der bestaar af en fra S. mod N. gaaende Rk. af
Tinder med mellemliggende dybe Skar, hvis
højeste Punkt, Kvigtind, er 1703 m; i den
nordlige Del ligger den store Indsø Rösvand, Norges
tredjestørste, 191 km², og mod N. grænser
Herredet til Okstindernes storslagne Fjeldparti (1907
m). Herredets Bebyggelse er væsentlig knyttet til
Hoveddalen, en Fortsættelse af Vefsendalføret;
dog forekommer enkelte Gaarde i de større
Sidedale. Ved Kirken ligger Præstegaarden, et
Landhandlen og fl. mindre Gaarde. Vej fører
fra Vefsen i nogen Afstand fra Elven, derpaa
op igennem Susendalen og ender som en
Ridevej over til Sverige. H. er væsentlig en
Skovbygd; dog er Skoven, Furu og Gran, i høj Grad
udhugget af Ejerne, siden 1865 et eng. Selskab.
Jordbunden er god, og langs Vefsenelven og
Susnas Dalføre samt rundt om Røsvandet
findes meget Jord, der er egnet til Engdyrkning,
men Agerbrug er kun lidet drevet og lidet
lønnende p. Gr. a. det haarde Klima; Kornet
modnes saaledes sjælden, og Kartofler fryser ofte.
Græsgangene er gode, Kreatur- og Renavl er
de vigtigste Næringsveje. De mange store
Vande, saaledes ogsaa Røsvandet, er særdeles
fiskerige. H. er først omkr. Aar 1740 optagen
til Bebyggelse. Det var før et Finnedistrikt, og
1790 blev der bygget 2 Kapeller for Finnerne.
De eneste Beboere var da en Del
Rydningsmænd i Hoveddalen, indvandrede fra
Gudbrandsdalen, Østerdalen og Odalen og omkring
Røsvandet, hvilket alt dengang var
Statsejendom. Hele H., der tidligere har været et eng.
Kompagnis Ejendom, indkøbtes i 1900 af Staten,
og Gaardbrugerne, som før havde været
Bygselmænd, gaar nu efterhaanden over til
Selveje. H. er nu et eget Præstegæld. Herredets
Areal er 3064,08 km², heraf er 5,1 km² Ager og
Eng, 500 km² Skov, 313 km² Ferskvand, Resten
er Udmark, Snaufjeld og Myr. Antagen
Formue 1910 149670 Kr og Indtægt 141470 Kr, og
for 1917 resp. 405500 og 227575 Kr. (Litt.:
Storth. Prop. 1898, Nr 60 og Storth.-Tid. 1898,
S. 150 fl.).
(J. F. W. H.). M. H.

Hathor (Athor), ægyptisk Gudinde, der
dyrkedes i fl. Byer i Ægypten som Stedets
fornemste Guddom, bl. a. i Dendera, hvor det til
hendes Ære i den sidste Ptolemæertid byggede
Tempel endnu staar oprejst. H. var opr. en
Himmel- ell. Solgudinde, og Solguden (Horos)
er paa fl. St. hendes Ægtefælle. Som
Solgudinde er hun tillige Gudinde for Glæde og
Nydelse, hvorfor Grækerne sammenlignede hende
med Afrodite. Et Par Byer, hvor H. særlig
dyrkedes, kaldte de derfor Afroditopolis. Men H.
er tillige Underverdenens Gudinde, og naar den
Døde ankom i Underverdenen, kom H., ofte i
Skikkelse af en Ko, ham i Møde. Koen var
nemlig helliget H., ligesom den var helliget den
med H. nær beslægtede Isis. H. afbildes ofte
med Kohoved, men hyppigere som Menneske
med Kvindehoved, prydet med Solens Skive
mellem 2 Horn. Der fandtes i det hele 7 H. i
Ægypten, der ofte opregnes paa
Mindesmærkerne, og som var en Art Skæbnegudinder, der
udstyrede Menneskene med forsk. gode Gaver.
V. S.

Hathor.

Hathor-Kapitæl, Søjlehoved i Form af et
Hathor-Hoved, med Ansigt til begge Sider,
findes oftere anvendt i ægyptiske Bygninger.
Hovedet er noget forsk. fra Hathor’s sædvanlige
Hoved; det er vel et Kvindehoved, men bag
Ørene ses Koøren. H. forekommer ogsaa paa
Smaagenstande som Prydelse for Skaftet.
V. S.

Hatifi, Abdallâh, Persiens sidste
betydelige episke Digter, d. 1521. Han var en
Søstersøn af den berømte Djâmi og blev af denne
ledet ind paa Digtervejen. I »Shîrîn og Khosrû«
og »Leilâ og Medjnûn« har han behandlet de
traditionelle Elskovssagn med en noget forfinet
Kunstfærdighed, men ikke uden Originalitet;
»Heft Manzar« (ɔ: de syv Lystslotte) er en
Efterligning af Nizâmi’s »Heft Paikar« (se
Nizâmî); i »Tîmûrnâme«, som han arbejdede paa i
40 Aar, besynger han med Kraft og Højhed
Timurlenk’s Bedrifter; »Shâhnâme« (ɔ:
Kongebogen«), hvori Shâh Ismaîl, Grundlæggeren af
Sefevidernes Dynasti, forherligedes, fik han ikke
fuldendt, kun 1000 Vers naaede han at faa
skrevet, men Digtet fuldendtes af Mirzâ
Muhammed Kâzim (Kâzimî) fra Djunâbâd. I disse
Værker, som tilsammen udgør en »Khamse« (ɔ:
Samling af fem episke Digterværker), følger
han med Smag og Selvstændighed sine
Forbilleder Nizânî og Emir Khosrû; bedst er vel
»Timûrnâme«, hvoraf findes en litografisk Udg.
fra Lucknow 1869. »Lailâ og Medjnûn« er udg.
ved W. Jones (Kalkutta 1788). (Litt.:
Ouseley, Biographical notices of Persian poets, der
ogsaa indeholder en Oversættelse af Heft
Manzar [The seven faces]).
A. C.

Hatim, en af de mest ansete arab. Lyrikere,
levede i det 6. Aarh. i Stammen Tâi. H. blev
tillige berømt for sin grænseløse
Gavmildhed, om hvilken der findes de vidunderligste
Fortællinger opbevarede. Hans Digte, der

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>