Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hebbe, Signe Amanda Georgina - Hebbel, Friedrich - Hebburn - Hebden Bridge - Hebe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jönköping Len og fulgte tidlig sin Moder til Sthlm,
hvor hun modnedes under Indflydelse af dennes
litterære Omgang. Hun begyndte sine Studier
ved Berlins Konservatorium og begav sig
derefter til Paris, hvor hun studerede Sang under
Masset og Plastik under Levasseur. Fra 1862
optraadte hun med Held i fl. udenlandske Byer,
bl. a. i Paris, Wien, Berlin, Kbhvn (1864),
Helsingfors og Kria (1874—77) og udførte 1864—79
paa Operaen i Sthlm en Rk. af de store dram.
Partier i det løbende Repertoire, i Reglen dog
som Gæst og uden fast Engagement, bl. a.
»Norma«, »Jødinden«, »Fidelio«, Valentine i
»Hugenotterne«, Julia, Elsa i »Lohengrin« o. fl.
H. er et meget betydeligt dram. Talent, hvis
ypperlig uddannede Stemme kun mangler
Styrke og Fylde til fuldt ud at bringe Harmoni
i Fremstillingen som Helhed. Hendes Mangler
paa det dram. Omraade skyldtes dels den fr.
Manér med dens Forkærlighed for voldsomme
Affekter og Kontraster, der ikke altid lod sig
bringe i Overensstemmelse med hendes nord.,
mere sindige Omgivelser, dels en vis
Overdrivelse af det plastiske Element, som hun dog
med Rette tillægger stor Vægt; hun har da
ogsaa gennem Undervisning, dels privat, dels ved
Musikkonservatoriet, virket meget for dets
Fremme.
S. L.
Hebbel [’hæbəl], Friedrich, tysk
Digler, f. som dansk Undersaat i Wesselburen i
Ditmarsken 18. Marts 1813, d. i Wien 13. Decbr
1863. Han voksede op i smaa Forhold, men
allerede tidlig
modtog han
stærke Indtryk
af
Marskegnenes Natur og
Folkeliv. 14
Aar gl blev
han Skriver hos
Sognefogden i
sin Fødeby,
men 1834
lykkedes det ham,
hvis digteriske
Fantasi
allerede havde givet
sig Udslag i
forsk. Forsøg,
at komme til
Hamburg for at
studere. Her tog
Forfatterinden Amalie Schoppe sig moderligt
af ham, og her sluttede han det mærkelige
Venskab med Elise Lensing, der opofrede sig
for sin lidenskabelige Ven. H. drog 1836 til
Heidelberg for at studere, derfra til München,
hvor hans personlige Forhold senere gav ham
digteriske Impulser. Han levede i fortsat Kamp
med Næringssorger, og da han omsider
bestemte sig til at vende hjem til Hamburg, maatte
han, ledsaget af sin lille Hund, tiltræde
Tilbagerejsen til Fods. I Hamburg skrev han nu
sine første Dramaer »Judith« (1841) og
»Genoveva« (1843), Værker, der straks forraader
den unge Digters lidenskabelige Vælde og
Styrke i Karakteristikken, men ogsaa hans Hang til
de overdrevne Udtryk og de bizarre
Virkninger. Han viste sig dog samtidig i sine »Gedichte«
og »Neue Gedichte« som en fin og bevæget
Lyriker. 1843 rejste han til Kbhvn, hvor han
sluttede Venskab med Oehlenschläger og paa
dennes Anbefaling fik et fleraarigt
Rejsestipendium af sin »Landsherre«, Kong Christian VIII.
Han tog nu til Paris, hvor han fuldendte sit
Sørgespil, »Maria Magdalene«, der udkom 1844,
tilegnet Kongen med et Digt (H.’s eneste paa
Dansk af Karl Larsen oversatte og paa
Dagmarteatret opførte Stykke). Samtidig
diskuterede han i »Mein Wort über das Drama« de
dramaturgiske Principper med J. L. Heiberg,
der som Censor havde forkastet »Judith«
(Censur i det kgl. Teaters Arkiv). I Paris modtog
H. den rystende Efterretning, at hans og Elise’s
Søn Max var død. 1844 skænkede hun en
anden Søn Livet. H. rejste nu videre til Italien
og bosatte sig derpaa i Wien, hvor han ægtede
Skuespillerinden Christiane Enghaus, der
overlevede ham ind i det ny Aarh., saa hans
Berømmelses Klimaks og blev over 90 Aar gl.
I sit lykkelige Ægteskab vandt H. Livslykke og
Fred og fortsatte nu sin digteriske
Virksomhed med Komedien »Der Diamant«,
Sørgespillene »Herodes und Mariamne« og »Julia«,
Eventyrlystspillet »Der Rubin« og
Tragikomedien »Ein Trauerspiel in Sicilien«. I 1850’erne
skrev H. siden Værker som »Gyges und sem
Ring«, der især ved Kainz’ Spil vandt en
Renaissance paa Burgteatret, hvor H. i levende
Live maatte kæmpe mod Laube’s Uvilje,
Tragedien »Agnes Bernauer« og det episke Digt
»Mutter und Kind«. Hans Mesterværk er dog
Trilogien »Die Nibelungen« (1862), hvor han i
vældige Sammenstød behandler to
Livsanskuelsers Kamp. Sit sidste Drama, »Demetrius«
efterlod han ufuldendt, lige saa vel som mange
andre Udkast og Skitser til Dramaer. Hans
digteriske Berømmelse har først vore Dage
fastslaaet. E. Kuh og A. Glaser udgav
1866—68 hans »Sämtliche Werke«, hvortil i vore
Dage er kommet R. M. Werner’s ypperlige
kritiske Udgaver, baade af Værker, Breve og
Dagbøger. (Litt.: E. Kuh: »Biographie F. H.«
[Wien 1877, 1—2; 2. Udg. 1907]; Kulke,
»Erinnerungen an Fr. H.« [Wien 1878];
Krumm, »Fr. H.« [Flensborg 1899]; R. M.
Werner, »F. H.« [Berlin 1904]; Carl
Behrens, »F. H.« [Kbhvn 1905]; A. v.
Winterfeld, »F. H.« [Dresden 1908]; Oscar
Watzel, »H.-Probleme« [Leipzig 1909]).
C. B-s.
 |
| F. Hebbel. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
