Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heber, Reginald - Hébert, Pierre og Pierre Eugène Émile og Héléna - Hébert, Antoine Auguste Ernest og George Jean Baptiste - Hébert, Edmond - Hébert, Jacques René
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Krohn, »R. H.’s Leben und Nachrichten über
Indien«, I—II [Berlin 1831]; G. Smith,
Bishop H. [London 1895]).
L. B-n.
Hébert [e’bæ.r], fr. Billedhuggerfamilie. 1)
Pierre, f. 31. Oktbr 1804 i Villabé
(Seine-et-Oise), d. Oktbr 1869, Elev af Jacquot, har
modeleret Gruppen »Dreng, der leger med en
Skildpadde«, endvidere adskillige
Monumentalstatuer (Forf. Grev Gasparin [Orange],
Agronomen Parmentier [Montdidier], Admiral
Duperré [La Rochelle] m. fl.). — 2) Pierre
Eugène Émile, foreg.’s Søn og Elev, f.
20. Oktbr 1828 i Paris, d. Novbr 1893 smst. Af
hans Idealskulpturer fremhæves: Statuen i
Bronze af Mefistofeles, Marmorstatue af en ung
Pige, der redder en Bi (1855), Bronzestatuer af
Oidipos (1869) og af Rabelais (for Chinon) samt
dekorative Grupper for Paris’ Vaudevilleteater.
— 3) Héléna (Léon), foreg.’s Søster, gift
med Billedhuggeren Léon Berteaux,
Billedhuggerinde, Elev af Faderen, stiftede
Malerindernes og Billedhuggerindernes Forening
i Paris, blev dens Formand og Sjælen i den.
Til Luxembourg-Mus. kom hendes Psyke-Statue
i Marmor.
A. Hk.
Hébert [e’bæ.r], 1) Antoine Auguste
Ernest, fr. Genre- og Portrætmaler, f. 3.
Novbr 1817 i Grenoble, d. 5. Novbr 1908 ved
Grenoble. H., Elev af Billedhuggeren David
d’Angers, senere af Delaroche, kom, efter at
han 1839 havde vundet den rom. Pris med
»Josefs Bæger findes i Benjamins Sæk«, til
Italien. Hans ital. Genrebilleder brød Vej for en
ny, malerisk Opfattelse af ital. Folkeliv; som L.
Robert løftede han den ital. Almue op i en
højere, ideel Sfære, ikke som denne ved
Figurplastik og kraftige Attituder, men ved i fint
stemt malerisk Foredrag at løse de skønne og
yndefulde Skikkelsers Linier op i bløde
Omrids og besjæle dem med en dyb Inderlighed
og tungsindig storladen Alvor, en veg, følsom
kvindelig Kunst. Typisk for Arten er hans
første berømte Arbejde »Malaria« (1850,
Luxembourg-Mus.): Baaden, der stille glider hen ad
Tiberen med den rom. Familie, som søger at
fly Feberen; det stærkt følelsesfulde gaar igen
i hans senere Værker, selv hvor disse skildrer
ret hverdagsagtige Folkelivssituationer: i
»Høsælgerskerne«, »Pigerne fra Alvito« (1855) og
»Kvinderne fra Cervara« (1859,
Luxembourg-Mus.) o. m. a., særlig dog maaske i »Rosa
Nera« (1859), med Kvinder samlede om en
Brønd og med den unge, ranke melankolske
Kvinde, der med sin Kærlighedsbrøde staar
afsides og ugleset af de andre, som det
aandelige Midtpunkt. Medens H. kun i ringe Grad
har været sysselsat med egl. Historiemaleri
(»Tasso i Fængslet«, hans tidligste Arbejde,
Mus. i Grenoble), har han udført en Del
religiøse Malerier, aandsbeslægtede med A.
Scheffer’s: »Judas-Kysset« (1855, Luxembourg-Mus.),
»Mater dolorosa« (1873), »S. Agnes« (1881);
særlig højt sattes hans »Jesusbarnets Søvn«, der
1895 bragte hans Æresmedaille paa Salonen;
for Pantheon fl. Kolossalfigurer, bl. a. Kristus,
udførte i Glasmosaik. Hans betydelige Ry som
Portrætmaler skyldes fornemmelig hans Evne
til at fremstille det sensitive, sart-sjælfulde og
aandsforfinede (»Prinsesse Chlotilde« [1861],
»Dame i Baldragt« [1878] etc.). Andre kendte
Værker af H. er: »Stenbænken« (1865), »Den
sorte Perle«, »La Pastorella«, »Aux héros sans
gloire« (1888). Han var 1867—73 Direktør for
det fr. Akademi i Rom, atter fra 1885 i 6 Aar,
blev 1874 Medlem af Instituttet, 1882 Prof. ved
École des beaux-arts. (Litt.: G.
Lafenestre, H., i Gaz. d. beaux-arts, 3. Rk., Bd
XVII—XVIII). — 2) George Jean Baptiste,
Maler, foreg.’s Søn og Elev, f. 26. Juli 1847 i
Rouen, gik i sine mange Portrætter, religiøse
Arbejder (»Horkvinden for Kristus« etc.) og
Genrestykker i Faderens Fodspor.
A. Hk.
Hébert [e’bæ.r], Edmond, fr. Geolog, f.
12. Juni 1812 i Villefargeau (Yonne), d. 4. Apr.
1890 i Paris. H. studerede i Auxerre og Paris
og virkede derefter nogle Aar som Lærer,
særlig i Fysik og Kemi, indtil han 1857 udnævntes
til Prof. i Geologi ved Sorbonne i Paris, i
hvilken Stilling han forblev indtil sin Død. Af hans
talrige Afh., der navnlig omhandler Kridt- og
Tertiæraflejringerne i Nordfrankrig og Belgien,
kan fremhæves Matériaux pour servir à la
description du terrain crétacé supérieur en France
(1875).
J. P. R.
Hébert [e’bæ.r], Jacques René, fr.
Journalist og Revolutionsmand, f. 15. Novbr 1757 i
Alençon, henrettet 24. Marts 1794. Han tilhørte
en velanset borgerlig Familie, men en Dom,
der overgik ham som ganske ung for Injurier,
ruinerede ham og den; han søgte da at slaa
sig igennem i Paris, bl. a. som
Teaterfunktionær, og under denne kummerlige Tilværelse
overbevistes han i hvert Fald een Gang om
bedragerisk Færd. For Revolutionen blev han
ganske naturlig en ivrig Forkæmper, dog
ingenlunde som Deltager i de virkelige Kampe,
men som Taler i Cordelier-Klubben og som
Forf. Hans Lykke var gjort, da han fik
oparbejdet Bladet Père Duchesne (s. d.). 10. Aug.
1792 fik han Plads i det revolutionære
Kommuneraad; Decbr s. A. blev han Substitut hos
Kommunens Prokurør. I disse Egenskaber og
som Bladmand arbejdede han paa at bøje
Regering og Konvent under det radikale
Pariser-Demokratis Indflydelse, bifaldt
Septembermordene og forfulgte den fangne Kongefamilie paa
det bitreste og raaeste. Konventets
girondistiske Majoritet søgte at møde hans Angreb; Maj
1793 lod det ham arrestere, men gav ham faa
Dage atter fri under Trykket af hans
Folkeyndest, og da Gironden nu styrtedes, troede
H. sig en Tid lang den egl. Magthaver i
Hovedstaden. Han og hans Venner satte sig i
Efteraaret i Spidsen for en Kamp mod
Kristendommen og Indførelse af »Fornuftdyrkelse« og
opstillede vidtgaaende sociale Krav. Men
herved blev de stedse mere mistænkelige for
Revolutionens virkelige Førstemand, Robespierre,
der modarbejdede Uvæsenet, og da de Marts
1794, støttede paa Misnøjet med Nødstilstanden,
vovede aabent at smedde Oprørplaner, blev
de arresterede, dømte for de samme
Forbrydelser, H. idelig havde lugt dem, der stod ham
i Vejen, til Last, Forbindelse med Udlandet
og Fremkaldelse af Dyrtid, og bragte under
Guillotinen. (Litt.: P. d’Estrée, Le Père
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
