Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hebræer - Hebræerbrevet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hebræer, hebr. ’ibri. Ordet H. (eller
Ebræer) kommer af den gr. Form hebrajos
(af aramæisk ’ibraj). H. bruges i det gl. Test.
som Betegnelse for Israel, dog kun i
Fremmedes Mund, ell. naar Israelitter taler til
Fremmede, ell. naar Modsætningen til Fremmede
betones. Ordets Stamme bet. »gaa over«,
»passere«. Tidligere opfattede man derfor
Betegnelsen som »de Hinsidige« (saaledes
Septuaginta 1. Mos. 14, 13) og forstod alm. derved:
de, som er komne fra den anden Side af
Jordan. Nogle vil nu opfatte det som »Vandrerne«,
d. e. Beduinerne. Beslægtet med Ordet H.
synes det ægyptiske ’pr(j), alm. udtalt Apuriu,
at være. Det bruges om Folk, der under
Bamses 2, 3 og 4 benyttedes til at bygge Templer
og til andet Hoveriarbejde (13. og 12. Aarh. f.
Kr.). Endvidere synes H. at forekomme i
Amarna-Brevene (c. 1400 f. Kr.), idet der i disse
bestandig omtales et Folk Chabiru, som
huserer i Kana’an baade mod N. og S., gør alle
Egne usikre og truer Farao’s Myndighed i
Landet. En Vanskelighed ved disse, sprogligt
mulige, Identifikationer er det, at Israel ifølge
Amarna-Brevene da skulde være i Kana’an
allerede 1400, medens andre Forhold tyder paa,
at de endnu var i Ægypten i 12. Aarh. Denne
Vanskelighed har man søgt at klare dels ved
at antage, at Israels Indvandring er foregaaet
i fl. Faser, dels ved at opfatte Ordet H. som en
mere omfattende Betegnelse, der ikke alene
angaar Israel, men ogsaa beslægtede Folk.
Herfor synes at tale, at den af Hebræer-Folket
afledede Stamfader Eber ogsaa er Fader til
andre Folk, om end H. i det gl. Test. kun
anvendes om Israelitter. ’pr vilde saaledes
være et større Hele, hvoraf Israel var en Del,
som paa et vist Tidspunkt udskilte sig og drog
til Kana’an, og Chabiru vilde heller ikke være
identiske med Israel, men deres beslægtede
Forløbere. — I det ny Test. betegner H. i
Modsætning til Hellenist den palæstinensiske,
aramæisk talende Jøde.
J. P.
Hebræerbrevet er et nytestamentligt Skrift,
som i de alm. Bibeludgaver findes umiddelbart
efter de paulinske Breve. Dets Hovedtema er
Kristi Herlighed (»han er i Gaar og i Dag den
samme, ja, til evig Tid«, 13, 8) og Storheden
af den Frelse, han har bragt. Indholdet
er nærmere flg.: Først vises (Kap. 1) Kristi
Ophøjethed over Englene, hvortil knyttes en
praktisk Formaning (2, 1—4) og et Indskud om Bet.
af hans kortvarige Fornedrelse (2, 5—18).
Dernæst sammenlignes han med Moses, der kun var
Tjener, medens Kristus selv var Søn (3, 1—6);
og ud fra et gammeltestamentligt Salmeord
advares Læserne mod, ligesom fordum
Israelitterne i Ørkenen ved Vantro at gaa Glip af den
Frelse, som han er Midler for (3, 7 — 4, 13).
Kristus er endelig ypperligere end den jødiske
Ypperstepræst (4, 14 — 5, 10), og dermed er
Forf. kommet ind paa en Yndlingsforestilling,
som bestemmer Tankegangen i hele den flg.
Del af Skr. Efter en indskudt Formaning,
foranlediget ved Læserne; uudviklede Standpunkt
(5, 11 — 6, 20), udvikles Bet. af Kristi
Ypperstepræstedømme »efter Melkisedeks Vis«, en
Bestemmelse, der stiller det højt over det
levitiske (7, 1—28). Kristus er endvidere
Ypperstepræst ved den himmelske Helligdom og
Midler for den ny Pagt (8, 1—13), og lige over for
de gammeltestamentlige Institutioner med
deres forbilledlige Bet. og ufuldkomne Virkning
strar det Offer, som han bragte, da han
frembar sit eget Blod til evig Forløsning (9, 1—14);
Blod er vel nødvendigt til en Pagtslutning og
som Renselse for Synder, men Kristi Offer
behøver ikke at gentages, saaledes som
Ypperstepræstens (9, 15—28); ved hans een Gang
frembaarne Blod er der sket en fuldkommen og
for alle Tider gyldig Renselse (10, 1—18). I
Tillid til denne Ypperstepræst formanes da
Læserne til at holde fast ved den kristne Tro og
ikke falde fra (10, 19—39); en Række
gammeltestamentlige Eksempler belyser Troens
fundamentale Bet. for Frelsen (11, 1—40), og
yderligere begrundes Formaningen ved en
Henvisning til Jesu Forbillede, Lidelsernes Bet. som
Opdragelsesmidler og den ny Pagts Herlighed
(12, 1—29). Endelig opregnes til Slut en Række
specielle Pligter samt en Del Hilsener (13,
1—25). — I nyere Tid er Skriftets litterære
Karakter blevet stærkt omstridt, idet man
fra forsk. Side har rejst Tvivl om, hvorvidt
det virkelig opr. er ment som et Brev. Den
traditionelle Opfattelse, som jo hævder dette,
kan ganske vist beraabe sig paa Skriftets
Slutning, der indeholder Hilsener, personlige
Oplysninger og Velsignelsesønske omtr. som de
paulinske Breve, og især paa et Udsagn i 13, 22:
»Jeg har jo skrevet til eder i Korthed«, hvilket
ogsaa nærmest fører Tanken hen paa et Brev.
Men dertil svarer Beg. ikke; den antikke
Brevstil kræver nemlig en Indledningshilsen med
Angivelse af Forf.’s Navn og den ell. de
Læsere, han henvender sig til, og en saadan
findes ikke her, skønt dens Udeladelse i et Brev
i Datiden vilde være lige saa paafaldende, som
hvis et moderne hverken havde Adresse eller
Underskrift. Man har her søgt at begrunde det
usædvanlige ved at henvise til, at da
Overbringeren af Brevet naturligvis maatte vide, til
hvem det var bestemt, og ligeledes var i Stand
til at give disse Oplysning cm, hvem Forf. var,
kunde den alm. Brevindledning nok undværes,
og Forsigtighedshensyn over for
Udenforstaaende har da bevirket dens Udeladelse. Men en
saadan Forklaring er ikke sandsynlig. Bedre lod
den Formodning sig høre, at Skriftets Beg. var
gaaet tabt, forinden man begyndte at afskrive
det, ell. at den endog forsætlig var blevet
udeladt, fordi man fandt Forf.’s Navn for
ubetydeligt ell. af anden Grund upassende i
Spidsen for et ellers i Menigheden højt skattet
Brev. Imidlertid gør heller ikke Skriftet som
Helhed i nogen synderlig Grad Indtryk af at
være et Brev; det indeholder ingen tydelige
Vidnesbyrd om, at det er rettet til en bestemt
afgrænset Læserkreds, hvis Forhold Forf. kender
nærmere og her tager Sigte paa. Ganske vist
henvender han sig gentagne Gange direkte til
Læserne (især i Afsnittene 2, 1—4; 3, 1—4, 13;
5, 11—6, 20 og 10, 19 ff.); men disse
Formaninger kunde lige saa vel forekomme i en
Prædiken ell. en moralsk Traktat. Mange Forskere
i Nutiden hælder derfor til den Antagelse, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
