Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heine, Heinrich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
rigtige Tal var aldeles inkommensurable med
Onkelens. Da denne indsaa, at Nevøen aldeles
ikke duede til Forretningsmand, var han saa
gavmild at udstyre ham med Midler til at
studere Jura i Bonn, senere i Göttingen og,
efter nogle ubehagelige Oplevelser der, i
Berlin (1824). Da H. ikke troede at kunne gøre
Karriere som Jøde, lod han sig døbe (1825) og
tog en Maaneds Tid efter Doktorgraden i
Göttingen. Han havde bestemt at bosætte sig som
Sagfører i Hamburg, men opgav det af ukendte
Grunde og rejste til London, senere til
München som nominel Redaktør af Cotta’s
»Politisene Annalen« (1828).
Allerede 1822 havde H. debuteret som
Digter med en Samling Lyrik, »Gedichte«, der
genspejler hans egne Følelser og Stemninger,
navnlig hans Sorg over den skuffede
Kærlighed til Kusinen Amalie og senere til hendes
Søster Therese, Døtre af Salomon H. Han
havde her vist sig som ægte Digter, med et
enestaaende Herredømme over Sproget og en
medfødt musikalsk Understrøm, som senere
lokkede saa mange fremragende Komponister
til at sætte hans Digte i Musik, men samtidig
med en vis fornem Skødesløshed m. H. t. til
Metrum og Affiling. Kort efter fulgte
»Tragödien und Lyrisches Intermezzo« (1823), som
ogsaa indbragte ham varm Anerkendelse af
det unge Tysklands Kritikere, især Varnhagen
v. Ense og Immermann, dog uden at vække
synderlig Interesse hos det store Publikum,
endsige en Begejstringsstorm som den, de
senere Generationer har rejst. Endnu større
Bifald vandt han ved »Reisebilder« (2 Bd,
1826—27), som senere, efter hans Rejse i
Italien og hans Ophold i Hamburg, paa
Helgoland og paa Norderney, 1lev forøget med to
ny Bd (1830—31; 2. Udg., 4 Bd 1830—34). Disse
sidste Arbejder er prægede af en Blanding af
realistisk Sandhed og lyrisk Sving. I et hidtil
ukendt letløbende og flot Sprog gør han sig
lystig over alt og alle. De Smaadigte, som er
spredte rundt om i »Reisebilder«, blev samlede
og tillige med nogle fl. udgivne som »Buch der
Lieder« (1827), der har oplevet en Mængde
Oplag som Blomsten af H.’s Lyrik.
H. var imidlertid misfornøjet med
Tilværelsen i Tyskland, ikke blot p. Gr. a. de politiske
Tilstande, men fordi han blev skuffet i sine
Forventninger om en fast Stilling; tillige følte
han sig krænket over, at Læseverdenen var
ham uvillig stemt, og da han saa hen til
Frankrig som de politiske Forjættelsers Land,
rejste han til Paris (1831), hvor han tog
blivende Ophold. Her søgte han først og fremmest
at slaa Bro imellem tysk og fr. Litteratur ved
sine først paa Fransk skrevne »Beiträge zur
Geschichte der neuen schönen Litteratur in
Deutschland« (2 Bd 1833; ny Udg. under Titelen
»Die romantische Schule« 1836) og at give sine
Landsmænd en klarere Forestilling om franske
sociale og politiske Tilstande samt om
Frankrigs ledende Mænd med Bogen »Französische
Zustände«, som var ledsaget af en bitter
Fortale, rettet imod det reaktionære preuss.
Regimente (1833; senere forøget med to ny Bd om
Borgerkongedømmet). Derefter fulgte »Der
Salon« (4 Bd 1834—40), indeholdende
Causerier om fr. Kunst, dels vittig fortællende
Stykker i »Reisebilder«’s Manér, dels Novellen »Der
Rabbi von Bacharach«; 1839 udgav H.
»Shakespeare’s Mädchen und Frauen«, som røber
Mangel paa Fordybelse i Emnet, og den
ubarmhjertige Skildring »Über L. Börne«, hvem han
aldrig havde forstaaet, og som han derfor ikke
kunde bedømme retfærdig. Under sit Ophold i
Paris havde H. af sin Onkel i Hamburg
modtaget en aarlig Understøttelse paa 4000 frc.,
men 1835 havde det tyske Forbund udstedt sit
berygtede Interdikt imod »det unge Tyskland«’s
fordærvelige Skr, hvortil H.’s naturligvis
medregnedes. Store pekuniære Vanskeligheder
mødte ham nu i Paris, hvor han 1841 havde
giftet sig med en ung, smuk og fattig
Modehandlerinde, Eugenie Mirat, som han i 7 Aar
havde staaet i Kærlighedsforhold til. Skønt
Salomon H. i den Anledning forhøjede
Pensionen til 4800 frc. og gjorde den livsvarig, var
det dog svært nok for H. med de forøgede
Husholdningsudgifter og sin indgroede Mangel
paa økonomisk Sans at slaa sig igennem. Han
gjorde derfor det stærkt angrebne Skridt at
ansøge den fr. Regering om en Understøttelse
af det hemmelige Fond (til politiske
Flygtninges Hjælp), hvilken ogsaa tilstodes ham med
4800 frc. aarlig fra 1836 indtil Julimonarkiets
Fald 1848.
1845 fik H. det første Anfald af en
Rygmarvssygdom, som fra 1848 til hans Død
lænkede ham til et smertefuldt og haabløst
Sygeleje, og skønt hans lille fr. Hustru plejede
ham med rørende Troskab, var hun dog alt
for uforstaaende lige over for sin Mands
litterære Virksomhed og hele hans Sjæleliv til at
kunne være ham til mere Trøst, end hendes
Papegøje var hende selv. Sin Længsel efter
Tyskland, som han saa tit og rørende har
udtalt i sine Digte, fik han kun stillet ved to
flygtige Besøg, i Efteraaret 1843 og Sommeren
1844. Men medens hans »Neue Gedichte« (1844),
især Afsnittet »Der Tannhäuser«, hvert
Øjeblik aander denne ubestemte Længsel, saa
bliver Troen paa hans Kærlighed til Tyskland
stærkt rystet ved Bogens sidste Afsnit, det
aristofanisk vittige og ondskabsfulde Digt
»Deutschland, ein Wintermärchen« (dansk
Oversættelse ved A. Ipsen 1890). 1847 udgav
han det ypperlige Digt »Atta Troll«, og fra sit
ensomme Smertensleje, der kun oplivedes af
og til ved tyske og andre Venners Besøg
(f. Eks. den mystiske »la mouche« og den
danske Forf. M. Goldschmidt), udsendte han endnu
den dejlige Digtsamling »Romancero« (1851),
det fantastiske Skrift »Der Doktor Faust, ein
Tanzpoem«, ledsaget af en saakaldt
Afhandling, »Die verbannten Götter« (1853, først paa
Fransk), og »Vermischte Schriften« (3 Bd 1854).
»Sämtliche Werke« (21 Bd 1861—67; 18 Bd
1867—68; 12 Bd 1876; ill. Udg. i 12 Bd 1895),
hertil 1. Supplement (»Letzte Gedichte und
Gedanken« [3. Opl. 1869]) og 2. Supplement (E.
Engel, »H. H.’s Memoiren und neugesammelte
Gedichte, Prosa und Briefe« (1884); Fr.
Steinmann, »Briefe von H. H.« (2 Bd 1861). Ny
Udg. af »Sämtliche Werke« ved Elster, Walzel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
