Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hel - Heland, Mårten Rudolf - Helander, Sven Viktor - Helbefaren - Helbig, Wolfgang - Helblinde - Helboere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Grundbetydning er bevaret i Udtrykket ihjel
(oldn. i hel, ind i Døden). Ordet er iøvrigt
beslægtet med Udsagnsordet »hæle« og lat. celare,
at skjule. I dansk Folketro opfattes H., uden
dog at være stærkt individualiseret, som et
(mandligt) Væsen, der kommer ridende (jfr
Helhest og Talemaaden »at give Døden en
Skæppe Havre til hans Hest« ɔ: undgaa Døden,
ell. »at give H. [ɔ: Helhesten] en Skæppe Havre«)
og bringer Sygdom over Landet. 2) Som
Dødsrige opfattes H. snart som en Verden ell. Land
(Helheim; en af Ygdrasil’s tre Rødder naar
til H.), snart som en uhyre stor Hal; dens
Indgang, H.’s Porte, H.-Grinden, omtales ofte som
tunge og uoverstigelige; den er ved en mægtig
Strøm (Gjall, den brusende) skilt fra de
levendes Verden, og kun Gjallarbroen giver
Adgang. I de ældste nord. Kilder er H. ikke
saa stærkt forsk. fra Valhal; der staar Mjød og
guldstrøede Bænke rede til Balder; og Læren
om de faldne Krigeres Liv i Valhal kunde
aldrig helt faa Magten med den ældgamle
Forestilling om en for alle fælles Dødshal. H.
tænkes at ligge langt mod N. og lavt nede, en lang
Helvej fører dertil; der er svage Ytringer af,
at man ogsaa kunde tænke sig Dødsriget som
underjordisk, Gravens Indgang er da en
»Helgrind« for de Levende. I tysk Folketro fører
Vejen til die Hölle gennem en uhyre Skov; der
er stærkere Spor af, at man tænkte sig
Dødsriget som underjordisk. Kun sparsomt findes
i Eddakvadene Forestilling om et Straffested
i H.: Naastranden (Ligstranden), hvor
Edsbrydere vadede i tunge Strømme, medens
Slanger dryppede Edder ned paa dem. En
mere gængs Mening var, at Edsbryderen blev
Træl i Valhal. 3) H. som Dødsrigets
Herskerinde (nærmest opstaaet ved en
Sammenkædning af Bet. 1 og 2) skildres i
Oldnordisk som en stille Herskerinde, halvt blaasort
og halvt af Menneskefarve; hun nævnes allerede
i de ældste Kilder som Datter af Loke (og
Jættekvinden Angerbode), Søster til
Fenrisulven (og Midgaardsormen). I nær Forbindelse
med hende staar den yngste Forestilling om
Dødsriget som alene fattigt og glædeløst:
hendes Tærskel hedder Faldgrube, hendes Bord
Sult, hendes Leje Sotteseng, Trællen og
Trælkvinden hedder Ganglad. H.-Rigets Forskel fra
den levende Verden træder skarpt frem i den
eneste til H. knyttede Myte, Hermod’s Helridt.
Derimod staar den poetisk udformede H. mere
fremmed for de folkelige Forestillinger om
»Diser« ell. om ulveridende Hekse som
Dødsvarsler.
Ved Kristendommens Indførelse opstod i
Norden Navnet Helvede (oldn. Helviti ɔ: H.’s
Straffested), i Visionsdigtningerne rigelig
udmalet med Skildringer af de forsk. Ildstraffe o.
l. De isl. Ildfjælde, særlig Hekla, troedes at
give Adgang til Helvede; Sjælene saas flyve op
og ned i Ilden som sorte Fugle; man troede i
Nordsøen at møde Dødningeskibe paa Vej N.
paa med Afdødes Sjæle. Betegnelserne Helviti
og Pisl (Pinestedet) brugtes forsk. St. i Norge
og paa Island ogsaa om dybe Huler ell.
kraterformede Søer, hvor der troedes at være
Nedgang til Helvede. (Litt.: Feilberg, »Jysk
Aarb.«, under Hel og Helvede; H. Siuts,
Jenseitsmotive im deutschen Volksmärchen«
[1911]).
(A. O.). H. El.
Heland [’he.land], Mårten Rudolf, sv.
Kobberstikker (1765—1814), Elev af J. F.
Martin, dyrkede særlig Akvatintamanéren og var
meget produktiv; mange ret gode
Landskabsblade skyldes ham, deriblandt Billingsholm og
en Suite fra Forsmark efter Tegninger af Elias
Martin. H. har endvidere stukket en Del Blade
til Gustaf III’s Medaillehistorie og til
Fredenheim’s Værk over det kgl. Museum; i Paris,
hvor han uddannede sig i Akvatinta,
overvaagede han tillige Udførelsen af Kobberne til
Écrits de Gustave III, stukne af fr. Mestre
efter Limnell, og efter 1806 udførte han
Kobberne til den sv. Udgave, tegnede af Hjelm og
Swedman. Bl. hans mange Blade skal endnu
nævnes »Eldsvådan på Riddarholmen 1802«
efter Ulmgren og »Höganäs Stenkulsgruber« efter
Billquist.
(A. Ls.). S. M.
Helander, Sven Viktor, sv. Maler, f.
1839 i Göteborg, d. 1901 i Düsseldorf, hvor han
var sv. Konsul. H. studerede Kunst i Kbhvn og
Sthlm, bosatte sig i Düsseldorf og malede smaa
Interiørbilleder: »Udvandrerens Afsked« etc.
A. Hk.
Helbefaren, se Befaren.
Helbig [’hælbeK], Wolfgang, tysk
Oldgransker, f. 2. Febr 1839 i Dresden, d. 1915
i Rom. Efter at have studeret klassiske Sprog
og Oldtidsvidenskab i Göttingen og Bonn gik
han 1862 som Stipendiat ved det arkæologiske
Institut til Rom, blev 1865 anden Sekretær ved
dette Institut, en Stilling, som han 1885 opgav,
da Instituttet omordnedes. H. forblev alligevel
i Rom stadig optagen af arkæologiske og
kunsthistoriske Studier. Antiksamlingen i Kbhvn og
Glyptoteket paa Ny Carlsberg skylder H. mange
fortrinlige Stykker. En hel Afdeling paa
Glyptoteket, indeholdende etruriske Sager, som
omtr. alle skyldes H., bærer hans Navn:
»H.-Museum«. og er prydet med hans Buste. Af H.
haves mange lærde Afhandlinger og Skr, hvoraf
ikke faa findes i det rom. arkæologiske Instituts
Skr (Annali, Bulletino etc.). Særlig har H.
studeret Oldtidens Vægmalerier: »Wandgemälde
der vom Vesuv verschütteten Städte
Campaniens« (1868), »Untersuchungen über die
campanische Wandmalerei« (1873) og Overgangen
fra den forhist. til den hist. Tid i Italien og
Grækenland: »Die Italiker in der Po-Ebene«
(1879) og »Das Homerische Epos aus den
Denkmälern erläutert« (2. Udg., 1887). H. har
beskrevet Samlingen Baracco: La Collection
Baracco d’après la classification et avec le texte
de G. Baracco et W. H. (1893 ff.). Af H. haves
en fortrinlig Fører i Roms offentlige Samlinger,
paa Tysk (1891), Fransk (1893) og Engelsk.
Hans sidste Skr (1898) er »Heerschau des
Peisistratos« efter en antik Vase.
V. S.
Helblinde, »Dødsblinderen«, »den, der
bibringer Dødens Blindhed«, i nord. Mytologi
Navn paa Lokes Broder, en Jætte, men
muligvis opr. et Navn paa Loke selv. Det
forekommer ogsaa som et af Odins Tilnavne.
G. K-n.
Helboere, folkelig Benævnelse paa
Beboerne af Halvøen Helgenæs.
G. K.-n.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
