Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Helgen - Helgenbilleder - Helgendyrkelse - Helgenglorie - Helgenlevneder - Helgenskrin - Helgenæs - Helgesen, Hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
endog rene Folkehelgener, der intet har med
Kirken at gøre, saaledes Fru Martha i Karise
og Regisse i Frørup. Som Emne for den
kirkelige Litt. har H. spillet en uhyre Rolle (se
Helgenlevneder) og ligeledes i Kunsten
(se Helgenbilleder); deres Hellighed
betegnes ved Helgenglorien (s. d.). Hovedskrifter
om Helgenpaakaldelse i Norden er L. Daae,
»Norges Helgener« [Kria 1870] og Ellen
Jørgensen. »Helgendyrkelse i Danmark« [Kbhvn
1909]).
H. O.
Helgenbilleder har siden Oldtiden været
aim. i den kat. Kirke, fra Beg. i Katakomberne,
senere i Kirkerne, ofte paa Huse ell. ved Veje,
ja endog paa Klædedragten (Ludvig XI havde
en Krans af smaa H. af Bly om sin Hat og
paakaldte vedk. Helgener, naar han var i Nød). H.
fremstiller Helgenen med hans Attributter,
saaledes Skt Peder med Nøglerne, Johannes
Døberen med Lammet, Skt Jørgen med Lansen og
Dragen, Martyrerne med deres Marterredskab
ell. det Vaaben, der gav dem Døden, saaledes
Paulus med Sværdet og Skt Laurentius med
den gloende Rist. I Reglen er H. forsynede
med Helgenglorie.
H. O.
Helgendyrkelse (H.-paakaldelse), se
Helgen.
Helgenglorie (lat. nimbus, gloria, aurea ell.
aureola [underforst, corona]) er i den
kristelige Kunst det symbolske Udtryk for Helgeners
Hellighed, snart fremstillet som en Straalekrans
om hele Skikkelsen, snart som en Straalekrans
(lysende Skive) om Hovedet, stundom delt ved
et Kors, snart som en straalende Ring om ell.
over Hovedet; for Jomfru Maria’s Vedk. er H.
undertiden et Diadem med 12 Stjerner (jfr Joh.
Aab. 12, 1). Forbilledet for H. er at søge i den
hedenske Kunst, de lysende Skyer, hvormed
man omgav Guderne; særlig Solguden
fremstilledes med en Straalekrans om Hovedet,
ligeledes de apoteoserede Kejsere. Paa samme
Maade var for øvrigt Martyrernes Sejrspalme
et Laan fra den romerske Imperators
Attributter. I den kristne Symbolik betød H. først
og fremmest Genskinnet af Guds Herlighed;
bibelsk Hjemmel herfor søgte man i 2. Moseb.
34, 29, hvor der tales om, at Moses’ Aasyn lyste
(Moses fremstilledes da ogsaa med to
Straalebundter udgaaende fra Panden, hvilke til sidst
ved Misforstaaelse blev til Horn). Dernæst
betegnede H. Kronen, Herskertegnet (jfr 1. Pet.
5, 4; Joh. Aab. 4, 4) og Himmelen, de Saliges
Opholdssted. H. ses først paa Helgenbilleder i
Katakomberne fra 4. Aarh. og anvendtes opr.
ikke paa alle Helgener, men særlig paa Kristus,
Maria, Englene og enkelte af Apostlene. Senere
blev dens Brug almindeligere og udstraktes til
de kristelige Symboler, Lammet, Korset, Duen
o. s. v. I nyere Tid. anvendes H. i Reglen ikke
til Englene, da den mere skal betegne Sejren,
der er vunden gennem Kamp og Lidelse.
H. O.
Helgenlevneder er Skildringer af
Helgeners Liv og Død. For Martyrernes Vedk. lægges
Vægten paa de udstaaede Lidelser og den
fromme Bortgang (se Acta Martyrum).
De er for Romerkirkens Vedk. overvejende paa
Latin. H. tilsigter kirkelig Opbyggelse, men
mange af dem rummer tillige betydningsfulde
historiske Oplysninger, medens andre nærmest
kun er litterære og kulturhistoriske Vidnesbyrd
om Tidens Tankegang og Smag (ell. Mangel paa
Smag). De danske Helgeners Levned er udgivet
samlet af M. Cl. Gertz, Vitae Sanctorum
Danorum (Kbhvn 1908—12) og (efter tidligere
Udgaver ell. Haandskrifter) oversat af H. Olrik
(»Danske Helgeners Levned« [Kbhvn
1893—94]); friere, folkelig Genfortælling er
Protestanten E. Schebel’s »De danske Helgener« (Kbhvn
1869) og Katolikken Niels Hansen’s »Vore
Helgener« (Kbhvn 1917). En Samling norske H.
findes i Gustav Storm’s Monumenta historica
Norvegiæ (Kria 1880). De svenske H. findes i
Scriptores rerum Suecicarum.
H. O.
Helgenskrin, et Skrin, ofte i Form af et
Hus ell. en Kirke, hvori Helgenlevninger
gemmes. Det bæres af og til frem i Procession, og
»for det viger Dæmonerne ligesom Filistrene for
Pagtens Ark«, men ellers staar det i Kirken til
Beskuelse og Berøring. Det spiller en stor
Rolle i Kunstindustriens Historie. (Litt.: Yrjö
Hirn, »Det heliga Skrinet. Studier i den
katolska Kyrkans poesi oeh konst« [Helsingfors
1909]).
L. M.
Helgenæs (1186: Helghanes, i Vald. II’s
Jordeb.: Hælghænæs), en i det østlige
Nørrejylland fra Djursland mod S. udskydende Halvø
mellem Æbeltoft- og Begtrup Vig. Den udgør
et eget Sogn (c. 2200 ha med [1916] 723 Indb.)
i Mols Herred. Halvøen, der kun ved en c. 220
m bred og lav Landstrimmel, »Draget«, hænger
sammen med det øvrige Land, har en stærkt
bakket Overflade, der i Ellemandsbjerg hæver
sig til 98,5 m; Ø. f. Halvøens Sydspids
Sletterhage ender det bakkede Parti i Klinten
ved Høje Klægbjerg, over 38 m. Ved
Sletterhage er der et Fyr (Taarnet, 16 m højt, opført
1894). — H. omtales fl. Gange i Historien som
Skueplads for Krigsbegivenheder. Over det
smalle Drag er der endnu Levninger af en c.
180 m lang, indtil 0,9 m høj og 1,6 m bred
Kampestensmur, »Dragsmuren«, der efter
Sagnet skal være opført af Marsk Stig. I den
slesvigske Krig blev denne Mur 1849 benyttet af en
dansk Hærafdeling, der noget S. f. den anlagde
en Befæstning. Det var her fra H., at General
Olaf Rye i 1849 indskibede sig for at gaa til
Fyn og kort efter til Fredericia.
H. W.
Helgesen, Hans, dansk Officer, f. 4. Oktbr
1793 i Oslo, d. i Rendsborg 28. Febr 1858.
Allerede som Barn udviste han sjælden Smidighed
og et ubetvingeligt Mod, medens han uddannede
sig som en fortrinlig Skytte. Studeringerne laa
ikke for ham, og han kom derfor 1811 paa det
norske Militærinstitut, hvorfra han afgik 1813
som Sekondløjtnant ved det telemarkske
Regiment, hvor han s. A. blev Premierløjtnant og
kom sammen med Løjtnanterne Rye og
Schleppegrell. De udmærkede sig alle 3 under
Felttoget 1813—14 mod Sverige, men vilde ikke
tjene længere i Norge, da dette fik Karl Johan
til Regent. De rejste da ned til Danmark og
fik af Frederik VI Tilladelse til at gaa i preuss.
Krigstjeneste. H. blev ansat ved Bülow’s
Hærkorps og deltog i Slagene ved Ligny og
Waterloo. 1816 kom han i Nummer ved holstenske
Infanteriregiment, men forrettede Tjeneste ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
