Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heloter - Helotisme - Helparasit - Helps, Arthur - helrandet - Helreið - Helrim - Helsan - Helsaprofyt - Helse - Helsengreen, Andreas Frederik og Frederik Albert og Emil Vaage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
blevne opdragne i den spartanske Tugt og
havde faaet Frihed; de havde lettere Adgang til
Borgerret. Som saadanne nævnes Lysandros,
Gylippos og Kallikratidas, af hvilke de to
første vist var illegitime Sønner af spartanske
Borgere. (Litt.: Drachmann, De
mothacibus Lac., »Nord. Tidsskr. f. Filol.«, 2. Række,
VII [1886]).
K. H.
Helotisme (bot., af Helot, Slave), Udtryk
for det ejendommelige symbiotiske Forhold, der
bestaar mellem Svamp og Alge hos Laverne.
Svampens Hyfer omspinder og indeslutter
Algen, der da ved sin Kulstofassimilation kan
siges at tjene som Slave for Svampen. Se
nærmere Laver.
A. M.
Helparasit, se Snylteplante.
Helps [he£ps], Arthur, Sir, eng. Forf., f.
10. Juli 1817 i Streatham, Surrey, d. 7. Marts
1875 i London. Han studerede i Cambridge,
blev 1839 Privatsekretær hos Spring Rice,
Finansministeren i Lord Melbourne’s
Ministerium, og senere hos Lord Morpeth,
Statssekretæren for Irland; men ved Ministeriets Fald
1841 mistede han denne Stilling. 1860 blev H.
Statsraadssekretær, 1872 adlet. H. er en
produktiv Forf., der har skrevet en lang Række
Værker, hovedsagelig om politiske og sociale
Spørgsmaal. 1862 udgav han efter Dronning
Victoria’s Ønske Prinsgemalens Speeches og
1868 Dronningens Leaves from the Journal of
our life in the Highlands. Om
Slaverispørgsmaalet skrev han: The Conquerors
of the New World and their Bondsmen (2 Bd,
1848), og i Sammenhæng dermed The Spanish
Conquest in America (4 Bd, 1855—61). Af
hans Essays kan nævnes: Companions of my
Solitude (1850); Organisation in daily Life
(1862); Thoughts on Government (1872); Social
Pressure (1875). Endelig maa endnu tilføjes, at
H. har skrevet en Rk. hist.
Levnedsskildringer: Life of Las Casas (1868); Life of
Columbus (1868); Life of Pizarro (1869); Life of
Cortez (1871). 1892 udkom en udvalgt Samling
Essays and Aphorisms med en Indledning af E.
A. H.
(T. L.). I. O.
helrandet (bot.), Udtryk for et Blad ell. Dele
af et Blad, hvis Rand er uden Indskæringer.
Helreið [’hælræ^ið]. Saaledes kaldes et lille
Digt i den ældre Edda; Navnet findes ikke i
Haandskriftet. »Helridtet« forudsætter
Brynhild’s Død og Brænding paa Baalet. Paa Vejen
til Hel kommer hun til en Gyge, gennem hvis
Gaard hun skal age. Gygen skælder Brynhild
ud, og denne holder nu en lang Tale, hvori
hun forsvarer sig og sin Færd paa Jorden;
hun ender med at sige, at nu vil hun og
Sigurd kunne leve sammen. Navnlig denne
sidste Tanke er uhedensk og uklassisk. Digtet er
af de yngre, men dog næppe yngre end fra 11.
Aarh. Det har en Del sagnhist. Værd. (Litt.: F.
Jónsson, »Oldn.-oldisl. Litt.-Hist.«, I).
F. J.
Helrim, hel-assonans, betegner i den
gl. nordiske Digtning to ensartede Stavelser,
Vokal efterfulgt af den ell. de samme
Konsonanter (f. Eks. al : al, ald : ald); det gl. Navn
var aðalhending ɔ: Hovedrim, modsat
Halvrim, skothending, hvor Vokalen er forsk. (f.
Eks. el : al, eld : ald). Begge Rimstavelser stod
som oftest i samme Linie og altid i
hovedbetonede Stavelser. Brugen af disse Rim var
fortrinsvis knyttet til Drottkvædet og
hrynhenda og fordeltes saaledes, at
Helrimene stod i de lige Linier, Halvrimene i de
ulige.
F. J.
Helsan [’hælsan], se Helsingborg.
Helsaprofyt, se Raadplante.
Helse, Helbred, Sundhed; deraf
Helsebod, Styrkelse for Helbredet. — Ordet er
afledt af Adj. hel i Bet. »sund«, »rask«. Det
svarer til oldn. heilsa og er endnu i fuld Brug
i Svensk (hälsa) og Norsk; i Dansk brugtes det
endnu i 17. Aarh.; men naar det ogsaa kan
findes hos nulevende danske Forf., skyldes det
Efterligning af norsk (ell. svensk) Sprogbrug.
Det tilsvarende danske Ord er Helsen, som
dog uden for Dialekterne kun bruges i enkelte
Forbindelser som »slid den med Helsen«,
»Sundhed og Helsen«; den danske Form er opstaaet
ved Paavirkning enten af »Hilsen« (»jeg har
langt fra ikke den Hilsen nu, som jeg havde i
min forrige Stand«, Holberg’s »Polit. Kandest.«
IV 9) ell. af den bestemte Form.
V. D.
Helsengreen, 1) Andreas Frederik,
dansk Skuespiller, f. 13. Oktbr 1827 i Kbhvn,
d. smst. 1. Apr. 1890. H., der samtidig med at
dyrke sin Profession som Blikkenslager fra
1848 spillede Komedie i private Selskaber og
paa Tivolis aabne Teater, optraadte første Gang
19. Oktbr 1855 som Claus i »Talismanen« paa
Casino. Her virkede han med Undtagelse af
Sæsonerne 1862—67, i hvilke han var ansat ved
Folketeatret, til Juni 1884, da han fulgte
Direktør Th. Andersen til Dagmarteatret, hvor
han optraadte sidste Gang 11. Decbr 1887 som
Courtalin i »Gadeskriveren«. H.’s store og
forskelligartede Repertoire laa ofte i andet Plan,
men hans Lune og Troværdighed hævede hans
Skikkelser til Kunst. Han kunde baade være det
forslagne Hoved og dets Modsætning, den
skikkelige Dumrian. Ansigtet evnede at spidse sig
til den mest snu Paapasselighed og trække sig
sammen til sløv Enfold. Hans spinkle Skikkelse
og Øjnenes troskyldige Udtryk kunde give et
Præg af mange Aars trofast Slid, der virkede
overbevisende og rørende. (Litt.: »Ill. Tid.«
20. Apr. 1890; »Politiken« 12. Maj 1888).
2) Hans Søn Frederik Albert H., dansk
Teaterdirektør, f. 3. Jan. 1854 i Kbhvn,
debuterede 18. Apr. 1872 i Monologen »En Mand,
der har været i Byen«, paa Casino. H. har
ført en meget ambulant Skuespillertilværelse;
han har været knyttet til de danske og norske
Provinsscener og tilhørt Folketeatret, det kgl.
Teater (1887—89), Casino (senest 1914) og fra
1896 berejst de danske Provinsbyer med eget
Selskab. H. er en intelligent Skuespiller; hans
Styrke i Fremstillingen af de mangfoldige
ældre komiske og alvorlige Karakterroller, han
har udført, er Lune og Maskeringstalent; hans
Svaghed er en sammenkneben Talestemme. H.’s
Evner som Instruktør har gavnet hans
Direktørvirksomhed; Selskabets Forestillinger, bl.
hvilke adskillige var klassiske, er nøje
gennemarbejdede og prægede af Kultur. (Litt.: K.
Schmidt, »Odense Teater«, I—II [Odense
1896 og 1914]).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
