Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Helvedesmaskine - Helvedesolie - Helvedessten - Helveg - Helvej - Helvella - Helvellaceæ - Helvellyn - Helvetan - Helvetia - Helvetien - Helvetier - helvetiske Konfessioner - helvetiske Konsensformel - helvetiske Republik - Helvétius, Claude Adrian
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forsynet, skulde have frembragt Sprængningen
paa et forud beregnet Tidspunkt.
K. S. K.
Helvedesolie, se Jatropha.
Helvedessten, se Sølvnitrat.
Helveg, d. s. s. Helweg.
Helvej, se Hel.
Helvella, se Foldhat.
Helvellaceæ, Fam. af Skivesvampe, hvis
Frugtlegemier er iøjnefaldende og forneden
bestaar af en Stok, medens de foroven ender
med en kølle- ell. hatformet Del, der bærer
Sporelejet. De vokser paa Jord, ofte i Skove.
Enkelte er spiselige, saaledes Morkel. Andre
Slægter er: Foldhat, Jordtunge, Huesvamp og
Slimhat.
F. K. R.
Helvellyn [he£’ve£in], Bjerg i Cumbrian
Mountains i Nordengland, Grevskab
Cumberland, er 950 m højt.
G. Ht.
Helvetan, et graaligt Glimmermineral fra
Alperne, er en Varietet af Muskovit (se
Glimmer).
(N. V. U.). O. B. B.
Helvetia, lat. Navn for Schweiz.
Helvetien [fr. ælve’siæ], ret alm. brugt
systematisk Betegnelse for den mellemste Del af
Miocænetagen. Se Tertiærformation.
Helvetier, keltisk Folkestamme, som i
Oldtiden beboede omtr. de samme Egne, der
udgør det nuv. Schweiz. Ifølge en gl Tradition
havde de engang boet nordligere, paa Rhinen’s
højre Bred, i det nuv. Baden, men herom har
vi ingen sikre Vidnesbyrd. Første Gang, H.
træder tydelig frem i Historien, er 107 f. Kr.,
da Tigurinerne, en af de fire Stammer, hvori
H. var delte, slog en rom. Hær under Lucius
Cassius i Nærheden af Genfersøen. Paa Cæsar’s
Tid boede H. imellem Rhinen, Rhône,
Genfersøen og Jurabjergene; men da de blev haardt
trængte af germanske Stammer, besluttede de at
søge sig et nyt Land længere mod V. inde i
Gallien. Dette vilde Cæsar, som paa den Tid nylig
var bleven Statholder over den rom. Del af
Gallien, ikke tillade og nægtede H. at passere
igennem den rom. Prov. Ikke desto mindre
stak de Ild paa alle deres Landsbyer og søgte
at bane sig Vej N. f. den rom. Prov., gennem
Sequanernes Land hinsides Jurabjergene. Men
Cæsar brød straks op og indhentede H.,
medens de var i Færd med at gaa over Saône.
Den ene Fjerdedel, som endnu ikke var naaet
over, blev fuldstændig slaaet, og Resten havde
snart efter den samme Skæbne ved Bibracte.
De, der var tilovers, maatte saa paa Cæsar’s
Befaling vende tilbage til deres gl. Boliger.
Elter Cæsar’s Beretning var i alt 368,000
Mennesker vandrede ud (Kvinder og Børn
iberegnede), men kun 110,000 vendte tilbage. Dette
skete 58 f. Kr. Fra Cæsar’s Tid var H.
afhængige af Romerne, som i dem søgte et Bolværk
imod Germanerne. Snart kom de fuldstændig
under rom. Styrelse, og Romerne anlagde Byer
og befæstede Pladser i deres Land, af hvilke
de vigtigste var Aventicum (nu Avenches),
Vindonissa (nu Windisch) og Augusta
Rauricorum (nu Augst ved Basel). I administrativ
Henseende regnedes den østlige Del af H.’s Land
til Prov. Rætia, den vestlige vistnok til Gallia
Belgica, men saaledes at Statholderen i
Øvregermanien havde den øverste militære Ledelse.
H. blev forholdsvis hurtig romaniserede og
naaede en blomstrende Udvikling, men snart
efter indfandt Tilbagegangen sig her som
overalt i Romerriget. Efter at Landet havde faaet
sit første Knæk under Borgerkrigene efter
Nero’s Død, da H. ikke vilde anerkende Vitellius
som Kejser, og hans Legater derfor hjemsøgte
dem med grusomme Plyndringer (69 e. Kr.),
trængte i 3. Aarh. Alamannerne ind over
Grænsen og fortsatte i længere Tid deres
Plyndringstog. Under Folkevandringen adskiltes Landet
efterhaanden mere og mere fra Romerriget,
indtil Aëtius 443 overlod Burgunderne, hvad
Romerne endnu havde tilbage. Om H. hører
man nu ikke mere Tale; deres keltiske
Nationalitet var med Tiden helt gaaet tabt; hvad
der ikke var romaniseret under
Romerherredømmet, blev germaniseret under
Folkevandringen. (Litt.: Cæsar’s »Gallerkrig«, I;
Th. Mommsen, »Die Schweiz in römischer
Zeit« [»Mittheilungen der antiquarischen
Gesellschaft in Zürich«, Bd 9, 1854]; H.
Rauchenstein, »Der Feldzug Cäsars gegen die
Helvetier« [Zürich 1882]).
H. H. R.
helvetiske Konfessioner, to af den
reformerte Kirke i Schweiz 1536 og 1566 opstillede
Bekendelsesskrifter. I Anledning af den af
Pave Paul III bebudede Kirkeforsamling blev
det første af dem forfattet i Jan. 1536 af
Bullinger og Leo Judæ fra Zürich, Megander fra
Bern, Myconius og Grynæus fra Basel, til hvem
senere Bucer og Capito fra Strassburg sluttede
sig. Den var opr. paa Latin, blev oversat paa
Tysk af Leo Judæ, bestod af 28 Artikler og
kaldtes efter det St., hvor den var bleven
forfattet, den anden baselske, men efter det
Omraade, hvor den blev gældende, den første
h. K. Den anden h. K. forfattedes 1564 af
Bullinger som et rent Privatskrift; men 1566
sendte han den efter Opfordring til Kurfyrst
Frederik III af Pfalz, som offentliggjorde den efter
at have ladet den oversætte paa Tysk. Som
Bekendelsesskrift fik den anden h. K.
Gyldighed i Skotland (1566), Ungarn (1567), Frankrig
(1571), Polen (1571 og 1578).
L. M.
helvetiske Konsensformel (Fórmula
consénsus helvetici), forfattedes 1675 af Prof.
Turretin i Genève og Prof. Heidegger i Zürich for
at samle de reformerte Dogmer i den
strengeste ortodokse Form mod de frisindede
Strømninger fra de fr. Teologer i Saumur.
Bogstavinspirationen og den strengeste
Forudbestemmelse hævdes, Galilei fordømmes. Den havde
en kort Tid symbolsk Bet. i Schweiz.
L. M.
helvetiske Republik, se Schweiz
(»Historie«).
Helvétius [ælve’siys], Claude Adrian,
fr. Filosof, f. i Paris Jan. 1715, d. smst. 26.
Decbr 1771. H. havde som Generalforpagter
tjent en stor Formue; denne satte ham i Stand
til at gøre sit Hjem til et Samlingssted for
Tidens ledende radikale Aander, til at
understøtte Litteraturen og til at øve en udstrakt
Velgørenhed. Hans uegennyttige Karakter og gode
Hjerte roses. 1758 udkom hans moralfilosofiske
Værk De l’Esprit. »Et Kølleslag mod alle
Fordomme« har Diderot kaldt det. Det blev
fordømt af Pariserparlamentet og brændt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
