Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heraldik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Geoffroy de Magnaville (d. 1144) viser et
endnu bevaret Skjold med to takkede Bjelker
(fasces vivrées). I Frankrig kendes 1150—55
Provences, Guises og Lorraines Mærker; det ses,
at den ene Dynast hurtig tog den anden til
Mønster, som ogsaa, at de Mindre i det flg.
Aarh. har fulgt de Større. Derimod har
Kongerne i de Lande, som bar Udviklingen,
ingenlunde været de Førende. I England og
Frankrig fremtræder Kongevaabnet først en
Menneskealder senere; omtr. samtidigt — c.
1190 — er Danmarks under Knud VI. At
Vestlandene, særlig hvad angaar Figurernes
Udvikling, er noget forud for Tyskland — det drejer
sig i den rapide Forplantelse kun om
Decennier, næppe om et Slægtled — synes omsider
afgjort og vedgaas af de oprigtige bl.
Tysklands Heraldikere; at Frankrig bærer Prisen
for teoretisk at have uddannet Systematikken,
har altid staaet fast. Den
fr. H., der skrevet først
kendes fra Clément
Prinsault 1416,
fremviser en Terminologi, hvis
Rigdom er lige saa
forbausende, som dens Klarhed
er uforlignelig; ingensteds
fremtræder Nationens mest
glimrende Egenskaber med
større Styrke end her.
Toulouses Vaaben med dets
enestaaende Korsform er, for at give et Eks.,
udtømmende beskrevet ved Ordene: de gueules,
á la croix (alézée) vidée, cléchée et pommetée
d’or — det første Adjektiv er endda
undværligt.
I H.’s Historie er tre Perioder kendelige: en
Udviklingstid, hvori kun Skjoldet eksisterer
som »Vaaben«, og hvori der endnu ses Vaklen
i de Mærker, der føres af Linier med fælles
Afstamning — en Blomstringstid, der
kulminerer i 14. Aarh., hvori Hjelmen med dens
Mærker er fuldt udviklet; endelig en
Forfaldsperiode, der indledes af Renaissancen og
fortsættes af Barokstilen. I denne gaar
efterhaanden al Smag og Karakter til Grunde under
forstyrrende Tilsætninger til de gl. Vaabner og
Opkomsten af meningsløse Parvenuvaabner,
hvis Skjolde og Hjelme fattes al hist.
Hjemmel som Brugsgenstande. Forfaldet, om hvilket
senere skal tales, indtræder i øvrigt ikke ens
overalt.
H.’s Hovedgenstand er til alle Tider
Skjoldet, hvis højre og venstre Side betegnes i
Forhold til Personen, som tænkes at bære det
paa Armen: »Højre« er saaledes til venstre for
Beskueren og omvendt. Af virkelig brugte
Dækvaaben vides kun to ell. højst 3 Former
at have eksisteret. Det i 12. Aarh.’s 1. Halvdel
brugte »normanniske« Skjold er paa sit ældste
Stadium næsten mandelformet, dækkende c.
2/3 af Personens Højde; allerede før H.’s
Opkomst afveksler det dog med et i sin
Grundform langstrakt, tresidet, idet dets Overkant
bliver næsten ell. helt retlinet. Ved
Skjoldmærkernes Fremtræden ses Længdeaksen
imidlertid at forkortes, og en Type fremtræder, der
med lidt stærkere ell. svagere krummede
Sider holder sig uforandret, hvorvel stærkere
ell. svagere repræsenteret, i største Delen af
Europa under H.’s Kulmination. Forholdet
mellem Bredde og Højde veksler mellem
Ligestorhed og 3 : 4. Tidligt opstaar dog Varianter
i Tegningen af Trekantskjoldet, idet
Sidekanterne foroven i større ell. mindre Udstrækning
bliver næsten ell. helt parallelle og dets
nederste Halvdel — hvad der ofte udkrævedes
for at kunne tegne Mærkerne ordentligt —
gøres bredere, enten med Bevarelse af Spidsen
ell. med en Halvcirkel som Afslutning. Fig. 3
viser Udviklingen fra de, om man vil,
romanske Former gennem Rækken af gotiske med
deres Overgangsformer til den sidstnævnte, ny
Type, der i alt Fald lokalt synes at have
været virkelig brugt; navnlig for en senere Tids
sammensatte Vaabner bliver Formerne
IX—XII uundværlige. Det bemærkes forud, at
Skjoldformer her og i de to flg. Figurer af
Pladshensyn vilkaarligt kombineres med
Vaabenmærker, om hvilke senere skal tales, som
ogsaa, at Farveangivelser ved saadanne
overalt kun finder Sted, hvor de ikke forstaas uden
denne.
Det andet — om man vil tredie — virkelige
 |
| Fig. 2. |
 |
| Fig. 3. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
