Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Herbart, Johann Friedrich - Herbeck, Johann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Herbart [’hærbart], Johann Friedrich,
tysk Filosof, f. i Oldenburg 4. Maj 1776, d. i
Göttingen 14. Aug. 1841. H. studerede fra 1794
Filosofi i Jena under Fichte, var 1797—1800
Huslærer i Schweiz og traf her Pestalozzi.
1802 blev han
Docent og 1805
Professor i
Göttingen, kom
1809 som
Professor til
Königsberg,
grundlagde her
et pædagogisk
Seminar, kom
1833 tilbage til
Göttingen, hvor
han holdt sig
uden for de
politiske
Stridigheder 1837
(se
Hannover
»Historie«).
H. følte sig som en tro Elev af Kant, om end
han ingenlunde holdt sig til Kant’s
Læremeninger, og han følte sig i Modsætning til Fichte
og Schelling, men omend H. er en mere
nøgtern Natur end disse, bærer hans Metafysik
dog den vilkaarlige Spekulations Præg. H.’s
Filosofi begynder med Erfaringen; en Fordybelse
i denne fører til Skepsis; een Ting med flere
Egenskaber, Forandring, Udstrækning, tidslig
Begivenhed skal iflg. H. indeholde
Modsigelser. Ved disse kan man ikke blive staaende, men
tvinges til at indføre saadanne ny Emner, at
Modsigelserne ophæves. Disse Emner er Tingene
i sig selv, det Værende, Realerne. Umiddelbart
har vi kun med Fænomenerne (Schein) at gøre,
men de viser hen til det Værende (Sein). So
viel Schein, so viel Hindeutung auf Sein. Det
Værende er en Flerhed af Realer. Hvert Reale
bestemmes, paavirket af Leibnitz og Eleaterne,
som karakteriseret ved en absolut enkelt,
uforanderlig, rum- og tidløs Kvalitet. Realerne
befinder sig i et intelligibelt Rum (til hvilket en
intelligibel Tid og Bevægelse svarer); dette
bygges op aldeles uden Anskuelse gaaende ud
fra det mat. Punkt. Ethvert Reale er, hvad
det er, denne dets Identitet med sig selv
betegnes ogsaa som dets Selvopholdelse.
Modsigelsen, der skal være ved een Ting med fl.
Egenskaber, mener H. ophæves ved, at det, der
foreligger, er fl. Realer, der er sammen.
Modsigelsen ved Forandring ophæves ved at
klargøre, at det her dels drejer sig om en Vekslen
i Realernes Væren sammen, dels ogsaa ved, at
det, naar et Reale mødes med et andet, tager
sig ud, som om dets Selvopholdelse undergaar
en Forandring, der er en Slags Modstand mod
det andet Reales med dets egen uforenelige
Kvalitet. I det Højeste opnaar H. kun at
fjerne Modsigelserne fra Realerne ved at
lægge dem over i den opfattende Bevidsthed. Og
hertil kommer, at i Psykologien bliver det, der
tager sig ud som Forandring, til noget, der
virkelig er til Stede i selve Realet. Hans
Psykologi bygger nemlig paa hans Metafysik,
Sjælen er et Reale, og dettes Selvopholdelse over
for andre Realer er Forestillingerne. Under
skarp Polemik mod en saadan Psykologi, der
arbejder med Sjæleevner, søger H. at gøre
Psykologien til en Lære om Forestillingernes
Sammenspil, der har Form som en Slags
Mekanik med mat. Formler. Følelse og Villie er
ikke opr. Elementer, men forklares ved
Forestillingernes Sammenspil. Et nyt Indholds
Forarbejdelse foregaar ved en Vekselvirkning med
de allerede til Stede værende
Forestillingsmasser. Derfor er det i Undervisningen vigtigt
planmæssigt at sørge for, at det ny Stof har
Tilknytning til det tidligere optagne Stof. Om
end særdeles meget i H.’s Psykologi er rent
vilkaarligt og ingen Bet. har haft, er der dog
adskilligt, der har levet videre i den senere
Psykologi.
Trods det, at H. i religiøs Henseende var
troende Protestant, hævder han Etikkens
Uafhængighed af Teologien. Med Tilknytning til
eng. Moralfilosoffer bliver Etikken for ham
Læren om visse Vurderingsdomme. Disse Domme
indgaar under de æstetiske Domme ell.
Smagsdomme, som saadanne angaar de Forhold. De
etiske Domme har til specielt Objekt det, der
betinger Personens ubetingede Værdi, nemlig
vor Villen og Handlen; de støtter sig paa visse
Forbilleder, et saadant er f. Eks. Ideen om
den indre Frihed, hvor der er
Overensstemmelse mellem Villen og Vurdering.
H. var stærkt pædagogisk interesseret,
undertiden betegnes han som Pædagogikkens
videnskabelige Grundlægger, og baade i
Tyskland og i andre Lande har han haft meget stor
Indflydelse. Bl. hans Skr kan nævnes:
»Allgemeine Pädagogik« (1806); »Hauptpunkte der
Metaphysik« (1806—08); »Allgemeine praktische
Philosophie« (1808); »Lehrbuch zur Einleitung
i. d. Philosophie« (1813); »Lehrbuch zur
Psychologie« (1816); »Psychologie als Wissenschaft,
neu gegründet auf Erfahrung, Methaphysik u.
Mathematik« (1824—25); »Allgemeine
Methaphysik« (1828—29). Fl. af de enkelte Skrifter
findes i moderne Udg. H.’s »Sämtliche Werke«
udgaves af Hartenstein i 12 Bd (Leipzig
1850—52); nyt Optryk Hamburg 1883—93, hvortil Bd
13, »Nachträge und Ergänzungen« (1893). En
Standardudgave hidrører fra Kehrbach og
Flügel (1887 ff.). Hans pædagogiske Skr foreligger
bl. a.. i »Pädagogische Schriften«, udg. af
Willmann (2 Bd, Leipzig 1874—75, 2. Udg. 1880)
og af Bartholomai (2 Bd, 1874. 7. Udg. bearb.
ved E. v. Sallwürck 1903—06). (Litt.:
Righoldig Litt. angives i Rein’s »Enzyklopäd.
Handb. d. Pädagogik« i Bd IV. Art. H, 2. Udg.
1906; Zimmer, »Führer durch d. deutsche
H. Litt.« [1910]; Drobisch, »Ueber d.
Fortbildung d. Phil. durch H.« [1876]; Kinkel,
»H., sein Leben u. seine Phil.« [1903]; O.
Flügel, »H.’s Leben und Lehre« [3. Udg. 1912].
Paa Dansk findes Heegaard, »Den
herbartske Philosophie« [1861]).
Edg. R.
 |
| J. F. Herbart. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
