Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XI: Hasselmus—Hven / 327 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hermas - Herme - Hermeias - Hermelin - Hermelin, Olof - Hermelin, Samuel Gustaf

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Tekst kendes da ogsaa fra et nytestamentligt
Haandskrift (Codex Sinaiticus, se Bd II, S. 180),
som imidlertid nu kun er bevaret til mand
IV 3, 6; betydeligt mere (indtil sim. IX 30, 2)
bringer et Haandskrift fra 14. ell. 15. Aarh.,
men Slutn. maa suppleres fra de lat. Overs.;
desuden eksisterer en ætiopisk Version samt
Brudstykker af en koptisk, ligesom ogsaa de
nyere Papyrusfund har bragt et Par smaa gr.
Fragmenter for Dagen. — Den gr. (og lat.)
Tekst finder man i de alm. Udg. af de
»apostoliske Fædre« (s. d.); en dansk Overs.
foreligger ved P. W. Christensen (1856) og en
fortrinlig tysk i E. Hennecke, »Neutestamentliche
Apokryphen« (1904) S. 229 ff.; den til dette
Værk knyttede »Handbuch« bringer S. 290 ff.
en Redegørelse for den vigtigste Litt.
H. M.

Herme (gr., Ordet er det samme som
Gudenavnet Hermes), en firsidet, fritstaaende
Støtte, der foroven ender i et Hoved. I Grækenland
var det fra gl Tid alm. at opstille saadanne
Støtter, der forestillede Guden
Hermes, paa Vejene, foran
Husenes Indgang o. l. St. Hvor langt
denne Skik rækker tilbage, er
uvist; den kan paavises i 6. Aarh.
f. Kr., men al Sandsynlighed
taler for, at den er meget ældre.
Rimeligvis har disse H. udviklet
sig af de primitive Vej mærker
og Skel, Stenhobe, hvortil
enhver Forbidragende føjede sin
Sten, og hvori der fæstedes en
Pæl; saadanne findes i alle
Verdensdele og kan ogsaa paavises
i Oldtidens Grækenland. Det er
naturligt, at disse Vejmærker, da
Grækerne begyndte at skabe
Billeder af deres Guder,
udformedes til Billeder af de
Vejfarendes Gud, Hermes; medens
Gudebillederne i
Tempelbygningerne senere under Kunstens
Udvikling blev til virkelige Statuer,
bibeholdtes ved H. den gl. »4-kantede
Tildannelse« (Thukydid). Kun Hovedet blev kunstnerisk
behandlet; i Armenes Sted fandtes ofte to
smaa firkantede Fremspring, paa Forsiden som
oftest den mandlige Kønsdel. Senere udviklede
sig heraf en anden H.-Form, idet den
firkantede Støtte kun bibeholdtes forneden og fra
Hoftepartiet gik over i en plastisk udført
Overkrop; dog vedblev den gl. Form af H. hele
Oldtiden igennem at være den alm.
Hovedmassen af de antikke H. svarede til deres Navn
ɔ: de forestillede Guden Hermes; dog
benyttedes H.-Formen i Oldtiden ogsaa til
Fremstilling af andre guddommelige Væsener
(særlig Dionysos og Herakles). Vasebillederne viser
ofte H. opstillede ved et Alter, paa hvilket der
bragtes Ofre; ved Hermes-Festerne blev de
kransede. Der henlagdes Frugter o. a. Gaver
foran dem. Ligesom andre Gudebilleder var H.
hellige og ukrænkelige; det vakte stor
Bestyrtelse i Athen, da man en Morgen i Aaret 415,
kort før Flaaden skulde afgaa til Sicilien, fandt
H. rundt om i Byen mishandlede; det gav
Anledning til en stor Retssag, den saakaldte
Hermokopideproces (s. d.; jfr Andokides). Paa
Ungdommens Øvelsespladser (Gymnasierne)
fandtes H., der forestillede Hermes, Idrættens
Beskytter; da Gymnasierne senere blev Sæde
for den højere aandelige Undervisning
(Filosofi, Retorik m. m.), opstilledes der ogsaa
Billeder af store Tænkere, Talere o. a. i
H.-Form. Denne blev saaledes efterhaanden en
ret alm. Form for Portrætfremstilling af
fortjente Mænd. I den hellenistiske Tid udviklede
sig heraf Busten, idet man lod den firkantede
Støtte, der ved Portrættet ingen Bet. havde,
bortfalde.
C. B.

Herme (efter et attisk Vasebillede fra 5. Aarh. f. Kr.).

Hermeias [-’mæ^i-], 1) en fornem Græker,
Discipel af Platon og Ven af Aristoteles,
beherskede en Tid under pers. Overhøjhed det
mysiske Atarneus, men blev efter at have gjort
Oprør henrettet (348 f. Kr.). Aristoteles ægtede
hans Niece Pythias og forfattede en endnu
bevaret Indskrift paa en Billedstøtte af ham, som
han lod opstille i Delfi; han skrev ogsaa et
Digt til hans Ære. H. skal have forfattet et
Skr. om Udødeligheden. (Smlg. Böckh, »H.«
[i Berlin-Akademiets Afh., 1853).
K. H.

2) Kristelig Apologet c. 200 e. Kr., Forf. til
et polemisk Værk, der tilsigter at latterliggøre
den hedenske Filosofi, men er helt mislykket.
Udg. af Diels i Doxographi Græci (1879).
K. H.

Hermelin, se Maar.

Hermelin [’hærm_əli.n], Olof, opr. Nilsson
Skragge, sv. Lærd, f. 1658. Efter at have
studeret i Upsala, hvor han fik Tilnavnet H.,
og foretaget en Udenlandsrejse, paa hvilken
han var Magnus Stenbock’s Guvernør,
udnævntes H. 1689 til Prof. i Dorpat og 1699 til kgl.
Sekretær og Historiograf. Det flg. Aar kaldtes
han til Hæren i Lifland og blev ansat ved
Feltkancelliet. Paa denne Post kæmpede han for
sit Land lige saa tappert med Pennen som de
andre »Karoliner« med Sværdet. I geniale
Manifester tilbageviste han med Skarphed Angreb
fra Sveriges Fjender og søgte at vinde
Polakker og Kosakker for Karl XII’s Politik. Han
adledes 1703 og blev 1705 Statssekretær. Han
benyttedes ogsaa som Underhandler og
afsluttede sammen med Piper Freden i Altranstädt
1706. Han fulgte med Kongen paa Toget til
Ukraine, hvilket han dog havde fraraadet, og
ved Pultava (28. Juni 1709) brændte han, da han
saa, at Nederlaget var uundgaaeligt,
Feltkancelliet, for at de vigtige Papirer ikke skulde falde
i Fjendens Hænder. Selv blev H. taget til
Fange. Om hans senere Skæbne vides intet med
Bestemthed. Efter en Fremstilling blev han
straks hugget ned af Tsar Peter, som var
meget forbitret paa hans skarpe Pen. Foruden
for sine Statsskrifter var H. berømt som sv.,
men navnlig som lat. Digter. Han virkede med
Iver for Modersmaalets Renhed og Udvikling.
Han har forfattet en mindre Del af Teksten til
Dahlberg’s Suecia antiqua et hodierna og førte
en Dagbog over Krigsbegivenhederne, hvilken
Nordberg benyttede til sin Karl XII’s Historie.
A. M. D.

Hermelin [’hærm_əli.n], Samuel Gustaf,
sv. Friherre, den sv. Kartografis Grundlægger,
f. 4. Apr. 1744, d. i Sthlm 4. Marts 1820. Olof
H.’s Sønnesøn, H., der 1781—1815 var

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>