Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Herzegovina - Herzen, Aleksander Ivanovitsch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og 88000 rom. Katolikker. Ang. Natur,
Befolkning og Historie kan H. vanskeligt skilles fra
Bosnien. Sammen med dette Land kom H. 1878
under østerr. Forvaltning og blev 1908
indlemmet i Østerrig, indtil det ved Verdenskrigens
Afslutning blev en Del af den sydslaviske Stat.
H. P. S.
Herzen [’hærtsən], Aleksander
Ivanovitsch, russ. Forf., f. 25. Marts 1812 i Moskva,
d. 21. Jan. 1870 i Paris, Søn af en rig og
fornem Adelsmand, Ivan Jakovlev, og en ung
Borgerdatter fra
Stuttgart, Luise
Haag. Faderen
indgik aldrig
Ægteskab med
H.’s Moder,
skønt han i
enhver
Henseende
behandlede hende som
sin ægteviede
Hustru.
Allerede i
Barndommen paavirket
ved Læsning af
18. Aarh.’s fr.
Litteratur og
Schiller
gjorde H. under
sit Ophold ved
Univ. i Moskva Bekendtskab med tysk Filosofi
og blev stærkt grebet af Benjamin Constant’s
og Saint-Simon’s Skr. De Frihedsideer, der
trivedes i H.’s Omgangskreds, vakte Regeringens
Opmærksomhed, og 1834 blev han o. fl.
Kammerater fængslede under et intetsigende
Paaskud. H. blev forvist til Perm og kort efter
flyttet til Vjatka, hvor han i 3 Aar beklædte
en underordnet Embedsstilling. Han fik
derefter Tilladelse til at bo i Vladimir, og ægtede
her 1838 sin Kusine Natalie Zacharin. Den
senere offentliggjorte Brevveksling mellem ham
og hende i Aarene før Ægteskabet viser, at
han dengang var grebet af Kristendommen.
1840 kom han tilbage til Moskva, hvor han
fandt den studerende Ungdom ivrigt optaget af
Hegel’s Filosofi. Ligesom sine Venner, Digteren
Ogarjov og Bjelinskij, sluttede H. sig til
Ung-Hegelianernes Retning og endte som
Feuerbachianer. Under Pseudonymet Iskander
havde han siden 1830’erne skrevet dels
Tidsskriftartikler, især af filosofisk Indhold
(»Dilettantismen i Videnskaben«, »De Lærdes Kaste«,
»Naturstudiet« o. fl.), dels Noveller, saaledes »Af
Doktor Krupovs Optegnelser«, »Den tyvagtige
Skade« og »Pligten fremfor alt«, samt
Romanen »Hvem har Skylden?« Denne sidste, der
ligesom Novellerne indeholder fortrinlige
Billeder af russ. Provinsliv, er et indirekte
Angreb paa Ægteskabet.
Efter Faderens Død fik H. Tilladelse til at
rejse til Udlandet. Han tilbragte Vinteren
1847—48 i Rom og tog 1848—50 Ophold i Paris,
Jjvor han traadte i nøje Forbindelse med de
mest fremtrædende Mænd af det republikanske
Parti. Fra disse Aar stammer hans »Breve fra
Italien og Frankrig« og »Fra den anden Bred«
(begge udkomne paa Russisk i London 1855).
Disse to Skrifter udtrykker hans Følelser, da
det store Oprørs Uvejr brød løs over Europa,
viser H. som Tilhænger af socialistiske Ideer,
men dog bevarende en Uafhængighed, som
hindrer ham i blindt at følge en bestemt Lære.
Vesteuropa har skuffet ham, og i den Række
af Artikler, som udgør »Fra den anden Bred«,
hævder han, at Slaverne, og især Russerne, er
kaldede til at være Bærere af Civilisationen.
Ledet af denne Tanke kæmpede han Resten af
sit Liv for at faa gennemført sociale
Reformer i sit Fædreland. Da H. ikke efter den
russ. Regerings Ordre vendte hjem fra
Udlandet, blev han berøvet sine Ejendomme og sine
borgerlige Rettigheder. Udvist af Frankrig lod
han sig 1851 naturalisere i Schweiz og bosatte
sig i Nizza, som dengang tilhørte Italien.
Under sit Ophold, her ramtes han af store Sorger,
idet hans Moder og hans yngste Søn omkom
ved et Skibbrud, og hans Hustru døde. 1852
begav han sig til London, og her oprettede han
for de rige Midler, han endnu raadede over,
et russ. Bogtrykkeri og udgav 1855—62
Tidsskriftet »Polarstjernen« og fra 1857 det to
Gange maanedlig udkommende Tidsskr. »Kolokol«
(Klokken). Bladet, der i Tusinder af Eksempl.
indsmugledes i Rusland, talte Medarbejdere i
Rigets højeste Kredse og havde Kejser
Alexander II til stadig Læser. Det blottede uden
Skaansel Misbrug, der gik i Svang mellem russ.
Embedsmænd, og krævede gennemgribende
Reformer: Livegenskabets Ophør, Pryglestraffens
Afskaffelse og Indførelse af offentlig og
mundtlig Retspleje. »Kolokol« kom til at udøve en
mægtig Indflydelse paa den offentlige Mening i
Rusland og gav Stødet til Reformerne 1860—61.
Efter den Tid tabte det en Del af sin
Popularitet, og denne svandt ganske, da H. begyndte
at tale de polske Insurgenters Sag. 1864
flyttedes det russ. Trykkeri til Genève, og 1869
ophørte »Kolokol«. H. levede sine sidste Aar
afvekslende i Brüssel og Genève og døde under
et Besøg i Paris. — I de sidste 17 Aar af sin
Landflygtighed har H. skrevet en stor Mængde
politiske Artikler, deraf nogle paa Fransk,
saaledes: Du développement des idées
révolutionnaires en Russie (London 1853), Le peuple russe
et le socialisme o. fl. I »Erindringer« (1—3,
1854—68), maaske det betydningsfuldeste af
hans Skr, giver han dels en Skildring af sit
Liv, dels et meget interessant Billede af
Personer og Forhold i Rusland og Vesteuropa. Han
har ogsaa udg. en Rk. hist. Dokumenter, bl.
hvilke fremhæves »Katharina II’s Memoirer«
(1859; efter en Afskrift af hendes eget
Haandskrift i det russ. Rigsarkiv) og har endelig
udfoldet en fortjenstfuld Virksomhed ved at udg.
Puschkin, Lermontov o. fl. russ. Digtere med
de af Censuren strøgne Steder.
H. er en af Ruslands mest fremragende Forf.
i 19. Aarh. Alt, hvad han skriver, er præget
af en grundfæstet Overbevisning, og udtrykt i
et mesterligt Sprog, hvis Veltalenhed river med.
H. har aldrig sluttet sig til nogen bestemt
Skole, er hverken Revolutionsmand ell. Anarkist,
men en Forkynder af gode og sunde
Reformideer, af hvilke mange senere har slaaet Rod
 |
| A. I. Herzen. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
