Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
synes kun at have haft 1—1 Taa. Mere havde
i hvert Fald den amer. Slægt Hippidium Burm.
ikke, hvis Tænder staar paa Trin med
Protohippus’. Pliohippus kaldte Marsh de
nordamerikanske Hippidium-Arter fra den senere
Pliocentid.
Samtidig med den her fulgte Udvikling i
Tand- og Fodform foregsar en tilsvarende
Forandring i Lemmebygning, Hovedform o. s. v.,
idet saaledes Albuben og Lægben reduceres,
Underkæben og Næsebenet forandrer Form, og
Øjeringen lukkes. Fra smaa Former med korte,
svære Lemmer, hvis brede Fødder med de
mange Tæer kunde bære Dyret over sumpede
Steder, hvor de rimeligvis levede skjult og
søgte al Slags blød Panteføde, har vi faaet
store kraftige Steppedyr, indrettede til Løb over
fast Bund og udstyrede med foldede Tænder
til at sønderdele det sejge Græs, der her
bliver deres Hovedføde, og vi kan kun med
Undren se, at alle H. er bukkede under i det
paa Stepper saa rige Amerika, der sikkert er
deres rette Hjem og endnu i sine yngste Lag
gemmer saa mange Levninger af dem.
Ovenstaaende Tabel viser de uddøde Hesteformers
Udbredelse i Tid og Rum, som vi kender den
efter de hidtil gjorte Fund. (Litt.: George,
<i>Études zool. sur les Hémiones et quelques
autres esp>èces chevalines</i> [i Ann. Sci. Nat., 1869];
Marsh, Fossil Horses in America [i Amer.
Naturalist. 1874]; Samme, Polydactyle
Horses [i Amer. Journ. of Science and Arts, 1879];
Steinmann og Döderlein, »Elements
der Paläontologie«; Winge, »Jordfundne og
nulevende Hovdyr« i E Museo lundii, 3 Bd 1,
1906).
(M. Ml.). R. Hg.
Om Hestens Bygning (»Eksteriør«), se
Ydrelære.
H. har været tæmmet meget tidlig, saa tidlig,
at Historien ikke meddeler os noget om
Tidspunktet ell. Stedet, hvor denne for Mennesket
saa betydningsfulde Erobring først blev gjort.
Selv Sagnene tier derom. Saa meget ved vi
imidlertid, at H. ikke har været mellem de
første Husdyr, Mennesket vandt. Hunden,
forskellige Drøvtyggere og Æslet er sikkert
tæmmede meget tidligere. De første sikre
Vidnesbyrd om H. som tæmmet har vi fra
Bronzealderen, og alt tyder i Europa paa, at det er
de dengang indvandrede Folk af arisk
Afstamning, Grene af det store indoeuropæiske
Urfolk, som med en højere Civilisation i det
hele taget ogsaa har beriget den europæiske
Kultur med den Kunst at tæmme og bruge H.
Dermed er imidlertid ikke sagt, at alle vore
europæiske Tamhesteracer er af asiatisk
Oprindelse, saaledes som nogle har ment. Vel
maa det indrømmes, at orientalske H., baade
under Folkevandringerne og senere, har haft
en meget stor Indflydelse paa Europas
Hestebestand, men der er paa den anden Side ingen
Tvivl om, at visse Racer er af europæisk
Oprindelse. Foreløbig vides det ikke bestemt,
hvor Menneskeslægtens Vugge har staaet.
Tidligere var man tilbøjelig til at søge det store
indoeuropæiske Urfolks opr. Hjemsted paa
Centralasiens Højsletter, og det var da
naturligt at tænke sig, at den første Tæmning af
H. — som af fl. andre Husdyr — havde fundet
St. i disse Egne. Senere Tiders Forskning har
imidlertid afsløret Forhold, som kan tyde paa,
at Indoeuropæernes gamle Hjemland har været
Steppeegnene S. f. Østersøen og i Sydrusland.
Det være sig imidlertid med disse Hypoteser,
som det vil, een Ting er sikker, og det er, at
ethvert Forsøg paa en nærmere Udredning af
de Forhold, under hvilke H.’s Tæmning fandt
St., fører tilbage til saa fjerne, forhistoriske
Tider, at end ikke Myten bærer Bud derfra.
Allerede i Historiens første Morgendæmring
finder vi Hesten som et højt skattet Husdyr
hos de gl. Babylonere og Assyrere. Længere
tilbage i Tiden end godt et Par Tusind Aar f. Kr.
kan vi dog ikke følge H. hos disse Folk. Saa
svinder Sporet i Retning af endnu østligere
Egne. Assyrerne kaldte stadig H. for ȯstens
Æsel«, og interessant er det, at det Skrifttegn,
med hvilket Kineserne betegner H., hører til
de ældste. — Mærkeligt nok synes H. ikke
opr. at være blevet benyttet som Ridedyr, i
ethvert Tilfælde ikke i den Udstrækning, man
tidligere har tænkt sig. Kan man dømme efter
de billedlige Fremstillinger paa de gl. babyl. og
ass. Bygningsværker har H. fra først af spillet
sin Hovedrolle som Forspand for Jagt- og
Stridsvognene. Og dette har været Tilfældet
ogsaa andensteds. I Ægypten er der endnu
paa Herodot’s Tid (c. 460 f. Kr.) ikke Tale om
noget Rytteri, medens det af billedlige
Fremstillinger fra meget ældre Tider tydelig
fremgaar, hvilken Bet. de hesteforspændte Vogne
havde baade i Krig og Fred. Hvor vi gennem
historiske Vidnesbyrd er i Stand til at fastslaa
den Brug, der er gjort af H., møder vi denne
som oftest som Oksernes Afløser under Aaget
for den tohjulede Karre. Med det ny Forspand
bliver Fredstidens Oksekarre et meget
betydningsfuldt Krigsredskab, hvis Udnyttelse
betinger i væsentlig Grad fl. af Oldtidsfolkenes
(f. Eks. Assyrernes og Ægypternes) mere ell.
mindre langvarige militære Stormagtsstilling.
Den Kunst at ride har aabenbart været
vanskeligere at lære, end man skulde tro.
Sandsynligvis har det været et af Centralasiens
turk-mongolske Folk, som først er steget til
H. og derigennem for en Tid har gjort sine
Horder uovervindelige. Som Græshoppesværme
kom de fra Ø., Skyther, Parther og Hunner,
og kastede sig over den civiliserede Del af
Verden, og af Myten om Kentaurerne —
Menneske og H. forenede i een Skikkelse —
fremgaar det tydelig, hvilken Forbavselse de
første Sammenstød med disse Rytterfolk vakte
hos Grækerne. Interessant er det at se,
hvorledes det spanske Rytteri (Aarhundreder efter)
øvede ganske den samme Virkning paa
Meksikanerne, af hvilke de spanske Ryttere ogsaa
opfattedes som overnaturlige, uovervindelige
Væsener. H.’s Udbredelse i geografisk
Henseende foregik ikke jævnt fra Ø. til V. For
nogle orientalske Folks Vedk. optræder H.
først forholdsvis sent som Husdyr. Det er f.
Eks. Tilfældet med Jøderne, hos hvilke H. først
under Kongerne og særlig under Salomo’s
Regering (c. 1000 Aar f. Kr.) toges i Brug som
Krigsdyr. Og endnu langt senere blev Araberne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
