Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hestegangen - Hestegræs - Hestehaar - Hestehakke - Hestehale (se Vandspir) - Hestehale (Ærestegn) - Hestehandel - Hestehave - Hestehavre - Hestehov - Hestehoved - Hesteiglen - Hestekampe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
egen Vægt skydes bort under dem, og samtidig
bevæges Valserne, der ved Remme sættes i
Forbindelse med Arbejdsmaskinen.
A. C.-n.
Hestegræs (norsk Lodnegræs, Hólcus
L.), Slægt af Græsfamilien (Havre-Gruppen),
fleraarige Græsser med 2-blomstrede Smaaaks
i Top. Yderavnerne er kølede; den øverste
Blomst i Smaaakset er hanlig (sjælden
tvekønnet), og dens Dækblad har Stak; den nederste
er tvekønnet, og dens Dækblad, der ved
Modenheden bliver haardt og glinsende, mangler
Stak. Det aflange Korn omsluttes som Regel af
alle Avnerne, da Smaaakset let løsnes som
Helhed, og de indre Dele ikke skilles fra
Yderavnerne. 8 Arter i Europa og Nordafrika; i
Danmark og Norge 2. Fløjelsgræs,
Uldbladet H., Fløjels-L. (H. lanatus L.) har
tueformet Vækst, bliver 20—60 cm høj og er
overalt fløjelshaaret. Toppen er aaben baade
under og efter Blomstringen, oftest rødlig
anløben. Stakken paa Hanblomstens Dækblad er
krogformet i Spidsen og indesluttes i
Smaaakset, »Frøet« ser ganske ud som Smaaakset;
befriet for Yderavnerne kcmmer der nogle faa
Børster ved Dækbladets Grund til Syne.
Fløjelsgræs er i Danmark meget alm. paa Enge,
kalkfattige Marker, ved Veje og i aabne Skove; den
blomstrer i Juni—Juli. I Norge findes den paa
lgn. Lokaliteter og gaar til Søndre Trondhjems
Amt. Om dens Benyttelse i Agerbruget har
Meningerne været delte; p. Gr. a. dens rigelige
Haarklædning æder Kreaturerne den ikke
gerne. Paa god, lermuldet Jordbund er den
ikke tjenlig til Dyrkning, hvorimod den nok
kan anvendes paa lette Jorder og tørvholdig
Bund; her kan den erstatte saadanne
Græsarter, som vanskeligere ell. slet ikke trives paa
en Jordbund af den nævnte Art. Den maa saas
i Blanding med andre Græsarter og Kløver, da
den udvikler sig sent om Foraaret, medens
dens Tuer til Gengæld forgrener sig rigelig
langt hen paa Efteraaret. Krybende H.,
Blød H., Blød Lodnegræs (F. mollis
L.) har krybende Rodstok, og Stængelen er
kun haaret ved Knæene, ellers glat; Bladene
og de nedre Bladskeder er svagt haarede; de
øvrige Skeder er glatte. Toppen er under
Blomstringen aaben, senere sammenkneben.
Hanblomstens Stak rager uden for Smaaakset.
Denne Art findes paa sandede, ikke for tørre
Marker, i aabne Skove og Krat, dog ikke saa
almindelig som foregaaende; i Norge vokser den
kun i det sydlige. Den blomstrer i Juli—August
og bliver 20—60 cm høj. P. Gr. a. de lange
Udløbere egner Blød H. sig ikke til Dyrkning;
den kan tværtimod snart blive et besværligt
Ukrud paa dyrket Jord.
A. M.
Hestehaar. Herved forstaas Hestens Manke-
og Halehaar, der danner en meget betydelig
Handelsartikel. H. renses først ved Udkogning
med Vand, hvorefter de sorteres efter Længde;
Halehaarene, hvortil regnes de, der er
mindst 60 cm lange, sorteres atter efter
Længde og Farve, idet de længste er de
kostbareste; de bedste hvide anvendes til
Violinbuer, de andre til forsk. Slags Vævning (se
Haardug) og til Duske paa Militærhuer.
Mankehaarene og korte Halehaar
benyttes som Krølhaar til Polstermateriale, til
hvilket Brug de straks efter Kogningen snos
sammen; de derved opstaaede Krumninger,
der bibeholdes efter Tørringen, betinger en
større Elasticitet. De fleste H. kommer fra
Rusland, Sydamerika og Østpreussen.
K. M.
Hestehakke, se Radrenser.
Hestehale, se Vandspir.
Hestehale (tyrk.), et fra gl. Tid hos de
tyrkiske Stammer forekommende Ærestegn.
Dette, der paa Tyrkisk kaldes Tugh, bestod af
Halen af en Hest ell. hos visse Stammer af en
Jakokse; den var befæstet til en forgyldt
Halvmaane paa Toppen af en Stang og plantedes
som en Fane uden for Besidderens Telt. Det
højeste Antal af saadanne Ærestegn, der
tilstodes en enkelt, var 3: deraf Udtrykket: Pasha
af 3 H.; kun Sultanen havde 6. Da de
osmanniske Tyrker indførte regulære Armeer, gik
denne gl. Skik af Brug; den fandtes senest hos
Nomaderne i Turkestan og hørte med til dette
Rytterfolks ældste Traditioner.
J. Ø.
Hestehandel, se Husdyrvoldgift.
Hestehave er et meget alm. Skovnavn i
Danmark; det hidrører fra den Tid, da Hestene
den største Del af Aaret maatte søge deres
Føde i Skovene; derfor ligger H. i Reglen nær
ved Gaarden. I Formen »Hestehage« alm. i
Norge.
C. V. P.
Hestehavre, se Draphavre.
Hestehov, se Petasites.
Hestehoved, Falsters østligste Pynt, staar
med en høj, stejl Skrænt ud mod Stranden.
Paa Pynten er bygget et Vinkelfyr, der leder
ind over Opgangen til H.-Dyb, Farvandet
mellem Falsters Landgrund og Grunden
Gamle-Tolk. I Dybet findes 3 1/2 m Vand.
G. F. H.
Hesteiglen (Aulóstomum gulo) hører ligesom
Lægeiglen til Kæbeiglerne, men Kæberne er
kun forsynede med stumpe Tænder og ikke
skarpe nok til at gennemskære større Dyrs
Hud, den har ogsaa kun et enkelt Par
Maveblindsække; den er da heller ikke Blodsuger,
men et Rovdyr, der fortærer Orme og
Vandinsekter, Haletudser og Smaafisk. Den bliver
ret stor, indtil 13 cm, den er sort paa Oversiden
og gulgrøn paa Bugen; i vore fleste Damme og
Søer er den alm. Æggene lægges oppe paa
Bredden i den fugtige Jord, de er smaa, men
omgivne af en svampet brun Kokon. Se iøvrigt
under Igler.
T. K.
Hestekampe (hestaat, hestavig,
hestaþing) var en i den isl. Fristat yndet
Folkeforlystelse. H. omtales ofte i de isl. Sagaer,
ikke alene paa Island, men ogsaa i Norge, hvor
H. har været kendte, da Island blev bebygget.
H. bestod deri, at de Hingste, som skulde
kæmpe, blev førte frem og hidsede mod
hinanden. Paa Island synes hver Hest at være
bleven fulgt af 2 Mænd, een, der førte Hesten
gaaende oprejst paa Bagbenene frem, og en
anden, der med Hestestav i Haanden gik bag
efter Hesten, hidsede den fremad og støttede
den med Staven, medens den staaende paa
Bagbenene bedes med sin Modstander. H.
varede i Reglen, indtil den ene af Hestene gav
tabt og ansaas for at være overvunden;
undertiden endte den først, naar den ene af Hestene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
