Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hesteskaanere - Hesteskat - Hesteskjæl - Hestesko (se Hovbeslag) - Hestesko (Tro) - Hesteskobue - Hesteskomagnet - Hesteskærere - Hestespreng - Hestetov - Hestetunge - Hestetyfus - Hestevæddeløb - Hestgarden - Hestia
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bringen, der ellers fremkommer, saavel naar
den skal sætte en tung Byrde i Bevægelse, som
naar den skal holde den i Bevægelse. H.
bruges nu alm. paa Omraader, hvor der er Tale
om svært Træk, saaledes bl. a. ved
Feltartilleriet, ved Hestesporvejsselskaber og under
Rangertjeneste ved Hestekraft paa Jernbanerne.
(C. G. B.). O. P.
Hesteskat. Fra gl Tid eksisterer her i
Landet en Skat paa Luksusheste (saadanne Heste,
der anvendes til Pragt og Fornøjelse). Den
opkræves kun indenfor Kbhvn’s Volde, udgør
for Tiden 8 Kr pr Hest og for Hyrekuskeheste
4 Kr aarlig, tilfalder Rigshospitalet og
indbringer c. 6000 Kr aarlig.
C. T.
Hesteskjæl (Pécten islándicus), se
Kammuslinger.
Hestesko, se Hovbeslag.
Hestesko. Det har været en alm. Tro, at det
at finde en H. bringer Lykke. Den fundne H.
skulde slaas op over Døren ell. anbringes paa
Dørtærskelen med Rundingen indad mod
Stuen; derved troede man at kunne udelukke
Fanden, Hekse og Genfærd. Af Hullernes og
Sømmenes Antal kunde man tage Varsler, naar
man fandt en H. Troen paa H. som Amulet er
overordentlig udbredt; dens magiske
Virkninger skyldes vel i første Rk. Jernet, der altid
anses for det bedste Værn mod Trolddom, og
dernæst Formen, der kan henføres til den
voksende Nymaane. (Litt.: H. F. Feilberg,
»Jysk Ordbog«, I, 603, Till. 213; Lawrence,
The Magic of the Horseshoe [1898]; Smyth
Palmer, Te luck of the Horseshoe.
G. K-n.
Hesteskobue, se Bue.
Hesteskomagnet, en ombøjet Magnetstang,
der i Form ligner en Hestesko ell. et U. Ved
denne Form opnaar man at faa begge Poler til
at virke samtidig paa Ankeret, hvorved
Magnetens Bæreevne betydelig forøges.
K. S. K.
Hesteskærere beskikkedes tidligere i
Danmark af Amtet paa de St., hvor ingen
eksaminerede Dyrlæger fandtes, og der tilkom de
beskikkede H. Eneret til at kastrere (»skære«)
Heste o. a. Kreaturer. Bestemmelsen herom
findes i en Frd. af 8. Maj 1795, der giver forsk.
Regler for Landstuterierne i Danmark. Før
denne Forordning øvedes Haandteringen som
H. af hvem som helst, og at den ikke har været
særlig agtet, kan ses af en Frd. 21. Marts 1685.
Det fremgaar af denne Forordning, at en Del
løse Personer sammenrotttede sig rundt i
Provinserne og der anmassede sig Ret til at forrette
adskillige ringe Arbejder og fordrede høj
Betaling for deres Udførelse, idet de foregaa, at
disse Arbejder var uærlige. For at sætte en
Stopper for utilbørlig Berigelse ad denne Vej
og tillige for at hæve den Plet, som derved
sattes paa dem, der udførte disse Arbejder paa
ærlig Vis enten for sig selv ell. for andre,
foreskreves det, at ingen fremtidig maatte
understaa sig at forekaste saadanne Folk som
Hestegildere, Svinesnidere, Skorstensfejere,
Natmænd o. desl., enten dem selv ell. deres Børn,
nogen uærlig Titel ell. tilføje dem nogen
Vanære, langt mindre, at nogen, som selv ell. ved
sine Tjenestefolk vilde udføre saadant Arbejde,
derfor skulde komme i ringeste Foragt eller
Æresforklejning; men hvo, som skulde fordriste
sig til enten med Ord, Skrift ell. Gerning at
øve mod en ell. anden af dem nogen Overlast
ell. bebrejde dem noget uærligt for saadan
Forretning, skulde selv uden nogen Forskaanelse
lide paa deres Ære ell. straffes paa
Bremerholm.
O. D.
Hestespreng (Allosurus Bernh.),
Bregneslægt med c. 45 Arter, de fleste i Amerika. Kun
1 i Europa, A. crispus Bernh., der ej findes i
Danmark, men i Norge alm. langs Kysten,
sjælden inde i Landet. Den har 2 Slags Blade,
der begge er 2—4 Gange fjersnitdelte,
langstilkede og lysegrønne; de golde Blades Afsnit af
sidste Orden er omvendt ægdannede, de
frugtbares smallere, Sporehobene er dækkede af
deres Rand. Fruktificerer i Aug.—Septbr.
A. M.
Hestetov (Søv.) kaldes det Tov, der
fastgøres om de yderste Ender af »Vindebommene«
til et lodret staaende Spil; dels for at fl. Folk
kan komme til at »hive«, dels for at holde
Bommene paa Plads.
C. B-h.
Hestetunge (Merténsia Roth), Slægt af
Rubladede, fleraarige Urter med spredte, ofte
prikkede Blade og faablomstrede Svikler.
Blomsternes Krone er rør- ell. tragtformet og uden
Svælgskæl; Støvdragerne er lidet eller ikke
fremtrædende. De oprette Delfrugter er
tilspidsede; paa den indre Side har de en Køl;
paa den ydre undertiden en Vinge. C. 15 Arter.
Strand-H., norsk Østersurt (M.
maritima [L.] Gray) har en 15—40 cm høj, grenet
Stængel og elliptiske Blade; den er overalt
blaagraa og glat. Kronerne er blaa. Vokser paa
grusede Strandbredder, i Danmark kun paa en
Strækning af Vesterhavskysten; i Norge er den
ikke sjælden. Blomstrer i Juni—Juli. Bladene
skal have Smag af Lighed med Østers; de
benyttes som Hostemiddel med Fennikel og
Honningvand. De unge Planter kan anvendes til
Salat.
A. M.
Hestetyfus, d. s. s. Brandfeber.
Hestevæddeløb, se Væddeløb.
Hestgarden, se Livgarden til Hest.
Hestia (Ἡστία, lat. Vésta, begge afledte af
Stammen vas, ush, lyse, brænde) er i den gr.
Gudekreds Værnegudinde for den lysende og
brændende Arneild og tænkes i Sagnene som
Datter af Kronos og Rheia, Søster til Zeus.
Det fortælles, at Poseidon og Apollon begge
bejlede til hende, men at hun frasagde sig al
Kærlighed, og, idet hun berørte Zeus’ Hoved,
svor at bevare evig Kyskhed. Zeus tillagde
hende da det Fortrin at have sit Æressæde i alle
Gudernes Templer saavel som i hver af
Menneskenes Boliger og nyde sin Andel i Ofringerne
ved Beg. og Slutn. I det private Hus bliver
Arnen (έστία), der er Husets religiøse
Midtpunkt og Tilflugtssted for den Fremmede og
ydmygt Bedende, Sædet for Gudindens
Dyrkelse. Af særlig Hellighed er de Arner, der
forener Delene af en større Helhed, saaledes
især Arnen i Byernes Prytaneion, paa hvilken
en saakaldt »hellig Ild« uafladelig brændte,
hvor Byens Raad samlede sig til fælles
Maaltid, og hvor baade fremmede Sendemænd og
den hædrede Borger modtoges. Saa længe
Attike var splittet i mindre Dele, havde hver af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
