Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hieron - Hieronymianere - Hieronymitter - Hieronymos (Konge i Syrakus) - Hieronymos fra Kardia - Hieronymus den hellige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hieron (Hiero), 1) H. I (den Ældre),
Hersker i Gela, efterfulgte 478 sin Broder
Gelon som Tyran i Syrakus og blev ved sin
Dygtighed den mægtigste Fyrste paa Sicilien; en
Krig med Theron, Tyran i Agrigent, endtes ved
et Forlig. 474 hjalp han Kymæerne i Italien
mod Etruskerne, Karthago’s Forbundsfæller, og
besejrede dem i et stort Søslag; 472 fordrev
han Theron’s Søn og Efterfølger, Thrasydaios,
og forenede Agrigent med sit Rige. Han
beskyttede gavmildt Digtekunsten og samlede
Digterne Epicharmos, Aischylos, Simonides,
Pindar og Bakchylides ved sit Hof; de to
sidste har i talrige Digte forherliget de Sejre,
som hans Heste vandt i Moderlandets
Kamplege. H. døde 467 i Byen Aitna (se Catina).
(Litt.: Hense, De Hierone I [1862]; Holm,
»Geschichte Siziliens« I [1870]).
2) H. II (den Yngre), Konge i Syrakus,
Hierokles’ Søn, af Gelon’s Slægt. Da han 270
f. Kr. havde dæmpet en Opstand i Syrakus og
benyttet sin Sejr med Maadehold, valgte
Indbyggerne ham til Overfeltherre, og efter at
han havde besejret Mamertinerne og
indskrænket deres Herredømme til Messana, hædredes
han med Kongenavnet. Ved den første puniske
Krigs Udbrud (264) gjorde H. først fælles Sag
med Karthagerne og belejrede Messana, men
Aaret efter sluttede han Fred og Forbund med
Romerne, der lod ham beholde en vis
Selvstændighed; ogsaa i de første, for Rom saa
uheldige Aar af den anden puniske Krig holdt
H. indtil sin Død (215) ubrødelig fast ved
Venskabet med Romerne. Som Regent ophjalp H.
Velstanden ved at fremme Agerbrug og
Haandværk og forskønnede Syrakus ved talrige
Pragtbygninger; ved hans Hof opholdt sig den
berømte Archimedes, der konstruerede et
kolossalt Pragtskib, som H. forærede til Kong
Ptolemaios i Ægypten. (Litt.:
Schneiderwirth, »H. II von Syrakus« [Heiligenstadt
1861]).
K. H.
Hieronymianere, d. s. s. Hieronymitter.
Hieronymitter ell. den hellige Hieronymus’
Eremitter, en Munkeorden, stiftet af italienske
Franciskanere af den tredje Orden (Tertiarier),
som anlagde Eneboersamlag ved Toledo.
Ordenen fik 1373 pavelig Stadfæstelse, underkastede
sig Augustin’s Regel og udfoldede stor Pragt i
sine vigtigste Klostre, Guadalupe, San Yuste
o. s. v. De findes endnu i Spanien og Amerika.
1375 stiftedes en nu uddød Nonneorden med H.
til Forbillede.
L. M.
Hieronymos, Konge i Syrakus, Hieron II’s
Sønnesøn og Efterfølger, besteg i en Alder af
13 Aar Tronen 2115 f. Kr. Han frigjorde sig
snart for sine Formyndere og sluttede et nyt
Forbund med Karthagerne; men ved sin
tyranniske Regering fremkaldte han en
Sammensværgelse og blev myrdet (214).
K. H.
Hieronymos fra Kardia, gr. Historiker
i 3. Aarh. f. Kr., virkede først hos Eumenes,
derpaa hos Antigonos og dennes Søn, Demetrios,
til sidst hos Antigonos Gonatas. H. skrev en
»Diadochernes Historie«, omfattende Tiden fra
Alexander den Store’s Død til Pyrrhos’ Kampe
i Italien; den er tabt, men har tjent som Kilde
for senere Forfattere, f. Eks. Plutarch.
Fragmenterne er samlede i Müller’s Fragmenta
historicorum Græcorum, II. Bd (Paris 1885).
K. H.
Hieronymus, den hellige, en af den
vesterlandske Kirkes 4 store Kirkefædre, f. i
Stridon (paa Grænsen af Pannonien og
Dalmatien) c. 340, d. i Bethlehem 420. Han hed
Eusebius H. Sophronius, var Søn af velhavende
kristne Forældre, men blev først døbt som
voksen i Rom, hvor han studerede. Han foretog
Rejser i Gallien, opholdt sig en Tid i Trier og
var 372 i Aquileia, hvor han levede i en for
Studier begejstret Vennekreds, i den var
Rufin; men pludselig rejste han til Lilleasien, uden
at man kender Grunden. I Antiocheia blev han
heftig syg, kom ind i en voldsom Bodskamp,
som endte med, at han besluttede at lægge de
verdslige Studier til Side, en Beslutning, som
han dog ikke helt udførte. 374—79 levede han
som Eneboer i den kalkidiske Ørken i Kamp
mod sine voldsomme Lidenskaber, og som et
Bodsmiddel tog han sig for at lære Hebraisk,
et Sprog, som baade formelt og reelt stødte
hans fintdannede klass. Øre. 379 blev han viet
til Presbyter i Antiocheia uden nogensinde at
overtage et Præsteembede. 380 var han i
Konstantinopel, hvor han nød godt af Gregor fra
Nazianz’ Undervisning og oversatte paa Latin
og fortsatte Eusebios’ Verdenskrønike. 382
rejste han til Rom. Her gav Pave Damasus ham
det Hverv at gennemse og rette den gl. lat.
Bibeloversættelse. Det gl. Testamente oversatte
han paa ny efter den hebraiske Grundtekst,
hvorved hans Oversættelse kom til at afvige
betydelig fra den tidligere, der var oversat
efter Septuaginta; i den Anledning blev den for
sin Rettroenhed meget ængstelige H. Genstand
for nærgaaende Beskyldninger, men
Modstanden mod hans Oversættelse blev overvunden,
og under Navnet Vulgata (»den gængse«) blev
den Middelalderens og Romerkirkens
Kirkebibel, der af Kirkemødet i Trient blev stillet
paa lige Trin med Grundteksten. I Rom levede
H. i en Kreds af fornemme for Askesen
begejstrede Kvinder (Marcella, Paula). Han ventede
at blive Pave efter Damasus Død, men da det
glippede, forlod han Byen 385, saa meget mere
som der efter hans Beskytter Damasus’ Død
rejste sig en Storm af Uvilje mod ham i Rom,
fordi han havde ført saa mange fornemme
Kvinder ud i Askesen. Han rejste om i
Lilleasien og Ægypten, indtil han 386 sammen med
nogle af sine romerske Veninder slog sig ned
i Bethlehem, hvor han levede til sin Død,
beskæftiget med Studier og Undervisning og
Forsvar for den ugifte Stand og stiftede et Munke-
og et Nonnekloster. — H. er den lærdeste og
den mindst sympatiske af Kirkefædrene. Han
var en udtalt Egocentriker selv under de videst
drevne asketiske Øvelser, et Barn af en
fordærvet Kultur, som Kristendommen ikke kunde
faa Bugt med, ægte synes kun hans Kærlighed
til Lærdom og Bøger at have været. Han var
en filologisk Begavelse, og hans bibelske
Kommentarer er af megen Værdi, selv om de
maaske væsentligst bestod af laant Gods; som
Dogmatiker er han uden Originalitet, idet han
væsentligst lod sig bestemme af sin Sky for at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
