Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hilda (Cistercienserkloster) - Hildach, Eugen - Hildburghausen - Hilde - Hildebert fra Tours - Hildebrand (Mandsnavn) - Hildebrand (Sagnhelt) - Hildebrand (se Gregor VII) - Hildebrand, Adolf Ernst Robert v.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
[Greifswald 1880—82]; Kornerup i »Aarb. f.
nord. Oldkyndigh.« [1881, S. 10 ff.]).
H. O.
Hildach [’heldak], Eugen, tysk Sanger, f.
20. Novbr 1849 i Wittenberg, var opr. bestemt
for et Haandværk og fik først i sit 24. Aar
Lejlighed til at lade sin Stemme, en fyldig og
stor Baryton, uddanne hos Fru Elisabeth
Dreyschock i Berlin. 1878 ægtede han Anna
Schubert, f. 5. Oktbr 1852 i Königsberg, en
fortræffelig Sopransangerinde, ligeledes Elev af
Fru Dreyschock, og fra nu af dannede
Ægteparret en kunstnerisk Enhed, hvis
ejendommelige Særpræg bundede i den fuldendte vokale
Uddannelse i Forbindelse med en sjælden
intelligent og indtrængende Fordybelse i
Foredragets Kunst H. har tillige komponeret en
stor Række tiltalende Romancer, hvortil hans
Hustru i mange Tilfælde har skrevet Teksten.
1880—86 var begge ansatte som Lærere ved
Konservatoriet i Dresden, medens de efter den
Tid har foretaget talrige Koncertrejser, paa
hvilke de gentagne Gange har gæstet
Skandinavien. 1<sp></sp>904 aabnede de en egen Sangskole i
Frankfurt a. M.
S. L.
Hildburghausen [’heltburk’ha^uzən], By i
Tyskland, Sachsen-Meiningen, Hovedstad i
Kredsen H., tidligere Residensstad for
Hertugen af Sachsen-H., ligger ved Werras højre
Bred i en frugtbar Højslette ved den sydlige
Rand af Thüringerwald og ved
Jernbanelinierne Eisenach—Lichtenfels og H.—Heldburg. Det
hertugelige Palads anvendes som Kaserne. Der
findes to evangeliske og en rom.-kat. Kirke.
(1910) 7708 Indb. H. har et Gymnasium, et
Skolelærerseminarium, forbundet med et
Døvstumme- og Blindeinstitut samt en tekn. Skole
for Maskinbygning. Industrien beskæftiger sig
med Uldspinderi, Træskæreri og Fabrikation af
Legetøj, Glasinstrumenter og
Agerbrugsmaskiner. Byen tilhørte i 13. Aarh. Greverne af
Henneberg og blev efter fl. Omskiftelser 1683
Residens for den af Ernst den Fromme’s Søn
Ernst stiftede Linie Sachsen-H. 1826 kom den
til Sachsen-Meiningen.
G. Ht.
Hilde (oldn. Hildr), 1) Kamp, 2) Valkyrie,
Kampen kaldes i oldn. Digtn. f. Eks. H.’s Leg,
3) Kvindenavn, saavel enkelt (latiniseret Hilda),
som i Sammensætninger (Gunhild, Hildegerd
o. s. v.). Ved disse Navne, der allerede
tilhører den fællesgotiske Kultur, har man
betegnet Kvinden som krigersk Mø, Skjoldmø (den
gl. gr. Navnedannelse har Kvindenavne af lgn.
Bet., f. Eks. Andromache ɔ: den, der kæmper
som Mand). I Nordens Oldtid har man tillige
tænkt paa den særlig nordiske (altsaa yngre)
Bet. af H. som »Valkyrie«; H. i Hilde-Sagnet
spiller derfor over i Valkyrieforestillingen.
(A. O.). G. K-n.
Hildebert fra Tours, Ærkebiskop og
Forf., f. c. 1055 i Lavardin ved Vendôme, d.
1134 i Tours. Efter nogle var han en Discipel
af Berengar, efter andre havde han været
Munk i Cluny. 1096 ell. 1098 blev han Biskop i
Le Mans, hvor han havde saa mange Bryderier,
at han bad Paven om at faa sin Afsked, men
forgæves. 1125 blev han mod sin Villie
Ærkebiskop i Tours, hvor han arbejdede for at
virkeliggøre Gregor VII’s Tanker. Som Forf.
søger han at sammensmelte kristelige og
hedenske Tanker og er en Forløber for den
romanske Renaissance. De Digte, der tillægges H., er
næppe af ham. (Litt.: Dieudonné, H. de
Lavardin [Paris 1898]).
L. M.
Hildebrand, tysk Mandsnavn (af Hilde =
Kamp, og Brand = Sværd).
Hildebrand (Hildeger), gotisk-tysk og
nordisk Sagnhelt; møder i Striden sin Søn, der
er opvokset i et fremmed Land, og uden at de
genkender hinanden, fælder han ham. Dette er
et ældgammelt Digtningsemne hos de
indoeuropæiske Folk, saaledes hos Kelterne (Cuchulinn),
hos Perserne og lidt fjernere hos Grækerne. H.
forekommer tidligst i det oldhøjtyske H.’s-Kvad;
han er her i den got. Konge Didrik’s
(Theodorik’s) Følge, er med ham fordrevet fra
Italien og opholder sig ved Hunekongen Attila’s
Hof; han mødes i Slaget med sin i Italien
opvoksede Søn, Hadubrand; Digteren lader H.
kende den unge Kriger som sin Søn, men
Hadubrand tror, at det er en Krigslist af hans
Modstander, og begynder den skæbnesvangre
Kamp. — Til Norden overførtes dette
Heltesagn fra Didrik-Sagnkredsen, men saaledes at
man glemte de rette Omgivelser og
indlemmede H. i de danske Heltesagn; kun et Par
Udtryk fra den ældre Besyngelse findes igen i
Opfattelsen af H. som graahaaret og i
Betegnelsen »Hunernes Kæmpe« (rigtignok med
ændret Bet. som Hunernes Udkaarne Stridsmand).
I den nordiske Sagndigtning træder det
ufrivillige Sønnedrab noget i Baggrunden; men H.
finder selv sin Død i Tvekamp med
Halvbroderen, den danske Kæmpe Halvdan den
Stærke; først da H. er dødelig saaret, aabenbarer
han Halvdan deres Slægtskab og bøjer Hovedet
under sin Vanskæbne. Denne hans sidste Tale
er Indholdet af H.’s Dødskvad, der findes
i forsk. Redaktioner, sammen med en
Fremstilling af hele Sagnet, i den isl.
Ásmundarsaga-kappabana og i Sakse’s danske
Overlevering i 7. Bog (Overs. af Kvadet i A. Olrik,
»Danske Oldkvad«, 2. Udg. 1918).
I den middelalderlige tyske Heltedigtning og
den deraf afledte danske Digtning af
»Kæmpeviser« indtager »Mester H.« stadig Pladsen som
den ældste og mest trofaste af Kong Didrik’s
Ledsagere. Fortællingen om Sønnedrabet taber
sin tragiske Karakter, idet H. i sidste Øjeblik
kender sit Barn igen. Denne Fremstilling findes
bl. a. i den norske Didrik’s-Saga og i det
yngre tyske H.-Digt, hvoraf der ogsaa findes
en dansk Overs., trykt i 17. Aarh.; smlg.
Hildebrandskvadet. (Litt.:
Jiriczek, »Deutsche Heldensagen« [1898]).
(A. O.). H. El.
Hildebrand, se Gregor VII.
Hildebrand [’heldəbrant], Adolf Ernst
Robert v., tysk Billedhugger, nedenn. B. H.’s
Søn, f. 6. Oktbr 1847 i Marburg. H. studerede
i Nürnberg, München, Rom, Berlin (Siemering’s
Atelier). Han viste sig allerede i sine første af
tidlig Renaissanceskulptur paavirkede Arbejder,
»Sovende Hyrde« (Marmor), »Drikkende Dreng«
(Bronzestatuette), som en Kunstner, der i
overvejende Grad har Interesse for
Billedhuggerkunstens formelle Side: den fine og naturtro
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
