Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Himmel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
altsaa alle Stjerner i Løbet af en Dag at dreje
sig rundt. Hastigheden i Parallelcirklen er
jævn; men da alle Stjerner i samme Tid skal
svinge rundt, bliver Hastigheden større, jo
større Parallelcirklen er.
Den Retning, hvorefter Tyngden virker,
kaldes Vertikallinien; forlænget opad
træffer den Himmelkuglen i et Punkt, som kaldes
Zenit (Issepunktet) Z, nedad i Nadir
(Fodpunktet) Z’. Lægges et Plan lodret paa
Vertikallinien gennem Himmelkuglens Centrum, O,
kaldes det Horisonten (S V N Ø); den er
altsaa en Storcirkel, hvis Akse er Vertikallinien,
og hvis Poler er Zenit og Nadir. Lægges
et Plan gennem Vertikallinien (Z Z’), kaldes
dette et Vertikalplan og dets Snitlinie
med Himmelkuglen en Vertikalcirkel
(Z T T’), der altsaa er en Storcirkel gennem
Zenit og Nadir og lodret paa Horisonten;
gaar det gennem H.’s Poler, kaldes det
Meridianen (Z P N A’ Z’ P’ S Z). Den
Linie, hvori Meridianen skærer Horisonten,
kaldes Middagslinien (S O N), denne
træffer Himmelkuglen i to Punkter,
Nordpunktet N (nærmest Nordpolen) og
Sydpunktet S. Den Vinkel, som Vertikalplanet gennem
Stjernen (T) danner med Meridianen, er
Stjernens Azimut, og den udmaales paa
Horisonten fra Sydpunktet (S) mod V. til det Punkt,
hvor Verticalcirklen skærer Horisonten (S T’).
Den Vinkel, Retningen af Synslinien til
Stjernen danner med Horisonten, er Stjernens
Højde (T O T’), som udmaales ved den Bue af
Stjernens Vertikalcirkel, der ligger mellem
Stjernen og det Punkt, hvori Vertikalcirklen
skærer Horisonten (T T’). Højden regnes
positiv fra Horisonten mod Zenit. Komplementet
til Højden er Stjernens Zenitdistance ɔ:
Vinklen mellem Vertikallinien og Synslinien til
Stjernen (Z O T). Ved Højde og Azimut er en
Stjernes Plads paa Himlen i Forhold til
Horisonten og Meridianen fuldstændig bestemt.
Lægges et Plan gennem Verdensaksen, skærer det
Himmelkuglen efter en Storcirkel, som kaldes
en Deklinationscirkel; denne gaar
gennem begge Poler og staar lodret paa
Ækvator (P T U). En Stjernes Deklination er
Vinklen mellem Retningen af Synslinien til
Stjernen og Ækvators Plan (T O U) og
udmaales ved den Bue af Deklinationscirklen gennem
Stjernen, der ligger mellem Ækvators
Skæringspunkt med Deklinationscirklen og
Stjernen (U T), positiv fra Ækvator mod
Nordpolen og negativ fra Ækvator mod Sydpolen.
En Stjernes Poldistance er Vinklen
mellem Retningen til Stjernen og Himmelaksen
(T O P); den er Komplementet til
Deklinationen. Vinklen mellem en Stjernes
Deklinationscirkels Plan og Meridianens Plan er Stjernens
Timevinkel, og den udmaales paa
Ækvator fra Meridianen i S. mod V. (A U). Ved
Timevinkel og Deklination ell. Poldistance er en
Stjernes Sted utvetydig bestemt i Forhold til
Ækvator og Meridianen.
Ækvators og Horisontens indbyrdes Stilling
betemmes ved den Vinkel, deres Planer eller
Akser danner med hinanden, og ved Retningen
af Skæringslinien mellem deres Planer. Den
Vinkel, Himmelaksen danner med Horisonten,
kaldes Stedets Polhøjde (P O N). Vinklen
mellem Horisontens og Ækvators Plan kaldes
Ækvatorhøjden (A O S); den er
Komplementet til Polhøjden. Den fælles
Skæringslinie mellem Ækvator og Horisonten staar
lodret paa Meridianen, fordi Meridianen staar
lodret paa Ækvator og Horisonten, og gaar
gennem H.’s Centrum. De Punkter, hvor den
træffer Himmelkuglen, kaldes Østpunktet (Ø)
og Vestpunktet (V). Vertikalcirklen
gennem disse Punkter kaldes første Vertikal.
Under Himmelkuglens daglige Bevægelse er
Deklinationen uforandret, Timevinklen
forandrer sig jævnt. Højden derimod vokser paa
Østsiden af Meridianen og aftager paa Vestsiden.
Den vokser og aftager hurtigst, naar Stjernen
er i første Vertikal; men efter som Stjernen fra
Østsiden nærmer sig Meridianen, vokser den
langsommere og langsommere, indtil Stjernen
kommer i Meridianen. Stjernen har nu naaet
sin største Højde og siges at kulminere ell.
at være i øvre Kulmination (hos os i
S.). Derpaa aftager Højden først langsomt, saa
stærkere, og stærkest, naar Stjernen passerer
første Vertikal, og nu begynder Højden igen at
forandre sig langsommere og langsommere.
Gaar Stjernen ikke ned, men er
cirkumpolar, vil den dale langsommere og
langsommere, indtil den kommer i Meridianen mod N.
(hos os) under Polen. Her naar den sin mindste
Højde og siges da at være i nedre
Kulmination, hvorpaa Stjernen begynder at stige
paa Østhimlen først langsomt, derpaa hurtigere.
Azimuts Forandring er forsk., efter som
Stjernen (Polhøjden antages nordlig) i øvre
Kulmination passerer S. f. ell. N. f. Zenit. I første
Fald er Azimut 0°, naar Stjernen er i
Meridianen i S., og vokser, men ingenlunde jævnt,
efter som Stjernen bevæger sig V. over, er 90°
i første Vertikal mod V., 180° i nedre
Kulmination og 270° i første Vertikal mod Ø. I andet
Fald er Azimut 180° i øvre Kulmination,
hvorpaa Azimut aftager, til Stjernens Vertikalcirkel
tangerer dens Parallelcirkel, da er Stjernen i
største vestlige Digression; nu
vokser Azimut igen til 180° i nedre
Kulmination og vokser videre, til Stjernens
Vertikalcirkel atter tangerer dens Parallelcirkel, den
største østlige Digression; derpaa
begynder Azimut at aftage, til den atter bliver
180° i øvre Kulmination.
I St f. den sig jævnt forandrende Timevinkel
kan man indføre for enhver Stjerne ved Siden
 |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
