Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Histiaios - Histidin - Histiophqrus - Histogenese - Histokemi - Histologi - Histolyse - Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
denne tog nu selv Del i Bevægelsen; rigtignok
mislykkedes hans Forsøg paa igen at faa Magten
i Miletos, men med en Flaade foretog han fl.
Strejftog paa Søen. Paa et af disse blev han
fangen af Perserne og henrettet.
H. H. R.
Histidin, C6H9O2N3, en
Amino-imidazolpropionsyre, altsaa en heterocyklisk Forbindelse,
indeholdende en Ring med to Kvælstofatomer,
opfattes undertiden som henhørende til de af
Kossel benævnte Hexonbaser (Arginin og Lysin)
og er først af Kossel fundet som
Spaltningsprodukt af Sturin, samtidigt af Hedin som
Syre-Hydrolysespaltningsprodukt og endelig af
Kutscher bl. Produkterne af
Trypsinfordøjelsen; bl. Æggehvidestofferne synes Hæmoglobin
at være særlig rig derpaa (indtil over 10 %).
H. danner tavleformede farvede Krystaller, let
opløselige i Vand, tungere i Alkohol; den
vandige Opløsning reagerer svagt alkalisk og
drejer det plansatte Lys til venstre (÷ 39,7°),
medens en Opløsning i Saltsyre er
højredrejende; Klorhydratet, der danner smukke
tavleformede Krystaller, er let opløseligt i Vand,
uopløseligt i Alkohol og Æter. H. kan skilles fra
andre ved Nedbrydning dannede Diaminosyrer
ved Fældning med Kvægsølvsulfat i svovlsur
Opløsning.
R. K.
Histiophqrus [-fo-], se Sværdfisk.
Histogenese (gr.), Vævenes Tilbliven og
Læren derom, se Væv.
Histokemi (gr.), se Kemi.
Histologi (gr.), Vævslære (se Anatomi
og Væv).
Histolyse, gr., Vævsopløsning, Hensmeltning
af Væv. Under Organismernes Udvikling sker det
ofte, at foreløbig dannede Vævdele maa fjernes
igen for at skaffe Plads for den videre Vækst (se
f. Eks. »Osteoklasterne« under Ben), ell. at
endog hele Organer ell. Legemsdele kun har
provisorisk Bet. og derfor senere maa fjernes (f.
Eks. Haletudsernes Hale og Gæller). I
Alderdommen svinder efterhaanden store Dele af
Legemets Væv, og under Sygdomme kan der
ske en meget betydelig og ofte hurtig
Hensmeltning af visse Bestanddele af Legemet (f.
Eks. ved Materiedannelsen). Den i saadanne
Tilfælde stedfundne H. beror dels paa
Virkningen af Fermenter, der ad kem. Vej opløser
Vævene, dels paa de hvide Blodlegemers
Virksomhed, idet disse dels afsondrer Fermenter,
dels ligefrem fortærer vedk. Vævselementer.
S. B.
Historie (lat. historia) er et ret mangetydigt
Ord, der opr. paa Græsk betød Udforskning,
Undersøgelse. Det betegner baade, hvad der er
sket (tysk: »Geschichte«, smlg. »geschehen«), og
Fortællingen derom saavel som Studiet deraf.
Fortrinsvis bruges H. om Menneskets Fortid,
men hvor det ved Naturforhold lykkes at
paavise en Udvikling, falder det ogsaa naturligt
at tale om H., saaledes om Jordens
Udviklingshistorie.
De menneskelige Handlinger og Forhold, der
er Genstand for H.’s Studium, belyses, naar de
optræder i Nutiden, af en Rk. forsk.
Videnskaber, Psykologi og Etik, Stats- og Retsvidenskab,
Statistik og Økonomi o. s. fr. H. ser dog
væsentlig paa alle disse Forhold i deres Vorden,
de andre Videnskaber ser paa dem i deres
Væren, men begge Maader griber ind i
hinanden. Til Retsvidenskaben hører f. Eks.
ogsaa Retshistorien, paa hvis Omraade
Historikeren mødes med Juristen, men saaledes at
den sidste især har Opmærkomheden vendt
mod Retsforholdenes Udvikling ned gennem
Tiderne, Historikeren særlig paa hver
Tidsalders Retsforhold i deres Sammenhæng med
Tidens hele Karakter.
Paa denne Maade bliver H. yderst
omfattende, og den fuldendte Historiker burde tillige
være fuldt Herre over talrige andre
Videnskaber, hvis Resultater og Metoder han stadig
kommer til at bruge. Intet Under da, at
mange gyser tilbage for denne Konsekvens og søger
at afgrænse H.’s Omraade snævrere. Herved
har man især, i Overensstemmelse med
Historieskrivningens faktiske Udvikling, tænkt paa
den rene politiske H., Staternes H. som
Magtvæsener, og sikkert er det dette Omraade,
paa hvilket Historikeren er mest selvstændig og
uafhængig af andre Videnskaber. Det ses dog
ikke, at Kulturens Udvikling er en
mindre værdig Genstand for H.’s Studium end den
politiske H., og enhver dybere Forstaaelse af
Statslivet kræver tillige et Studium af baade
Samfundsforholdene og hele Aandslivet. Man
kan da næppe føre en saadan Afgrænsning
igennem, og selv om H.’s vidtstrakte
Arbejdsomraae naturlig medfører en Arbejdets
Deling, vil en Skildring af en Tidsalders H. altid
blive ufuldstændig og ufuldkommen, om ikke
alle Tidens Forhold medinddrages.
Særlige Vanskeligheder byder det at
bestemme Forholdet mellem H. og Filologien.
Naar den klassiske Filologi med Böckh
defineres som Oldtidskundskab, bliver den ganske
enstydig med klassisk H.; men en saadan
Definition lader sig næppe overføre paa
Filologiens andre Omraader. Det synes da heldigere
kun at lade Filologien omfatte Studiet af
Aandsprodukterne; som saadan afgiver den for en
væsentlig Del Grundlaget for alt hist. Studium.
Historievidenskabens Metode.
Historikerens første Arbejde er at samle de
Kilder, der kan oplyse det Spørgsmaal, han
agter at studere. Findekunsten
(Heuristikken), der i tidligere Tider voldte Historikeren
de største Vanskeligheder, lettes nu ved, at
Kilderne efter stedse større Maal samles i
Biblioteker, Arkiver og Mus., samt gøres
tilgængelige ved Trykken; talrige Bibliografier
hjælper til Orientering over det umaadelige
Stof. (Litt.: Langlois, Manuel de
bibliographie hist., I [Paris 1896]).
H.’s Kilder er de Levninger fra Fortiden,
der er bevarede til vore Dage, ell., hvis de selv
er gaaet tabt, i det mindste kendes gennem
Meddelelser hos tidligere Forskere. Disse
Levninger er af den mangfoldigste Art; de
omfatter alle Frembringelser af Fortidens
Mennesker lige fra Pragtbygningen til det
simpleste Redskab, fra det store Digterværk til den
mindste skriftlige Notice, dertil Sprog, Skikke
og paa den anden Side legemlige Rester af
selve Menneskene. En særlig Klasse inden for
Levningerne danner Beretningerne, de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
