Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hittebørnshospitaler - Hittegods
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fattige, og allerede i 4. og 5. Aarh. blev der
indrettet Hospitaler ɔ: Lemmestiftelser, især i
Italien og Frankrig. Uden for Kirkerne
opsattes Marmorskaale (conchæ marmoreæ), hvori
Mødre kunde nedlægge deres Børn, der da
optoges og sattes i Pleje hos Menighedens
Medlemmer. Dette var Udgangspunktet for de egl.
Hittebørnsanstalter, hvoraf de første
indrettedes i Milano 787, Laibach 1041, Montpellier
1070, Marseille 1188, hvor vistnok for første
Gang indrettedes den saakaldte Kasse eller
»Skuffe« (tysk »Drehladen« ell. »Drehräder«,
fr. tour, ital. ruota), en Drejeskive, hvorpaa
Barnet uset fra Anstalten kunde lægges
samtidig med, at en Klokke ringede, hvorpaa
Drejeskiven drejedes rundt, og Barnet optoges i
Anstalten, der derefter forsørgede det. Den
første Anstalt, hvor denne Indretning fik større
Bet., oprettedes af Innocens III i Rom 1204, og
derefter blev de meget alm., navnlig i de
romanske Lande. Det er en Selvfølge, at disse
Anstalter i meget høj Grad blev misbrugte, og
bl. a. var det mange Steder alm., at Børnene
udsattes i Pleje, og dette benyttedes ofte af
Forældre til at lægge deres Børn i »Skuffen«
for derefter selv at tage dem i Pleje og paa
den Maade faa Understøttelse til deres Børns
Opdragelse. I Frankrig steg Antallet af H. til
219 i 1833, og Antallet af understøttede Børn
steg til 131,000. For at forhindre, at Forældrene
fik deres Børn i Pleje, bestemtes da, at
Børnene skulde opdrages i andre Dele af Landet,
end hvor, det H., der havde optaget dem, laa,
men herved steg Omkostningerne meget
betydelig. Nu optages Børn kun, naar der findes
Grund dertil, og Antallet af understøttede Børn
gik derefter ned til 90000, hvoraf 20000
opdroges under Mødrenes Varetægt, idet der ydes
Moderen en Understøttelse i de første 3 Aar.
— H. er meget kostbare Anstalter, og
Dødeligheden mellem Børnene er i Reglen enorm, ofte
60—80 %, da der meget let opstaar Epidemier,
som vanskelig bekæmpes. — I Frankrig
findes ikke mere »Skuffer«. I Tyskland
findes ingen H., heller ikke i Østerrig.
I H. i Wien (stiftet 1784) er der, i 96 Aar
plejet omtr. 520000 Børn, hvoraf omtr. 395000
døde i Plejetiden. I Italien, Spanien og
Portugal findes talrige H., dels med, dels
uden Skufle. Rusland har 2 store H. i
Petrograd og Moskva med hemmelig Optagelse,
og desuden er der oprettet Hittebørnskolonier i
5 Landsbyer ved Saratov, hvor hver Familie
faar et 12—13 Aars Plejebarn fra Anstalten i
Moskva. I Storbritannien opdrages
Hittebørnene i Vajsenhuse ell. af
Fattigvæsenet. Desuden er der H. i London, grundlagt
1739, siden 1771 drevet ved Privatmidler, og i
Dublin, hvor der til 1826 fandtes »Skuffe«, som
maatte afskaffes p. Gr. a. Misbrug. Børn
optages kun efter Moderens Anmodning og
opdrages paa Landet. Efter Verdenskrigen
1914—18 er Forholdene sikkert mange Steder
forrykkede.
I Danmark foresloges det i Beg. af 18.
Aarh. at oprette et H. med Skuffe, men først
1770 oprettedes en Opfostringsanstalt, som
1771—74 var forsynet med Skuffe, der afskaffedes
p. Gr. a. Misbrug. Anstalten, der blev forbundet
med Fødselsstiftelsen, ydede Mødrene Hjælp
dels ved en Pengeunderstøttelse, dels ved mod
en vis Betaling een Gang for alle at paatage
sig Barnets Opdragelse. Ved kgl. Resol. af 25.
Maj 1894 forhøjedes Plejehjælpen til 1 1/2 Kr.
ugentlig, men indskrænkedes til Førstefødende
og kun til at vare, til Barnet var 13 Uger, og
desuden overtager Anstalten ikke mere
Forsorgen for Børn for en Betaling een Gang for
alle. — I Sverige fik Johannes Matthiæ Lov
til 1633 at anlægge et Orphanotrophium paa en
dertil skænket Grund, og det udvidedes 1637 til
et »allmänt barnhus«. De fleste Børn, der
optages, sættes i Pleje, især paa Landet. 1883—85
opførtes en ny storartet Anstalt for 1800000
Kr, hvilken Sum væsentligst dækkedes ved Salg
af den gl. Grund. (Litt.: R. Wawrinsky,
»Om barnavården och särskilt
fosterbarnsvården i äldre och nyare tid« [Sthlm 1896]).
G. N.
Hittegods. Herved forstaas i streng
Forstand kun saadanne fundne Ting, der maa
antages endnu at tilhøre nogen. Under H. falder
derfor ikke de egl. herreløse Ting (res nullius):
Ting, der bevislig er bortkastede af Ejeren (res
derelictæ), Bier, der er fløjne Ejeren ud af
Syne. ell. indstrandet Rav, hvilke Ting enhver
frit maa bemægtige sig. Heller ikke regnes til
H. i retlig Forstand Danefæ (s. d.), der hittes
i Jorden, skønt dette for saa vidt ikke er
herreløst, som det tilhører Staten. Endelig kaldes
H. kun saadanne fundne Ting, der er tabte
paa Landjorden, medens de kaldes Vraggods
ell. Vrag, naar de er tabte paa Havet, selv om
de senere er skyllede op paa Land og fundne
der. Og Reglerne for Behandlingen af H. og
Vrag er væsentlig forskellige.
Da H. altsaa maa formodes endnu at tilhøre
nogen, er ulovlig Tilegnelse i Berigelseshensigt
en Forbrydelse (D. Strl.’s § 247, N. Strl. 21—9),
idet det hittede bør komme til sin Ejermand
igen, hvis han inden en passende Frist efter
Opfordring melder sig. Men i modsat Fald bør
det ell. dets Værdi gaa over i en andens —
det Offentliges ell. den redelige Finders — Eje,
da Samfundet ikke er tjent med, at Værdier
ligger unyttede hen. I den Retning gaar ogsaa
de gældende danske og norske
Lovbestemmelser, der i øvrigt nærmere skelner mellem
forvildede Dyr (i Danmark kaldt Driftefæ) og
andet H. Almindeligt H. skal afleveres til
Politiet, der efterlyser Ejeren i Aviserne og, hvis
han melder sig, udleverer ham det fundne mod
Fradrag ell. Erlæggelse af Omkostningerne og
en (efter Politiets Skøn) passende Findeløn
Men melder Ejeren sig ikke inden Aar og Dag,
bortsælges det fundne til Fordel for
Politikassen, og Finderen faar da en Tredjedel i
Findeløn (Raadstue-Patent 28. Septbr 1767 samt Pl.
8. Juni 1811 og 5. Decbr 1812). Ved Finderen
imidlertid sikkert, hvem Ejeren er, kan han
ogsaa udlevere Tingen direkte til ham og bør
da ogsaa have Krav paa Findeløn, eftersom
han jo selv i dette Tilfælde kunde have valgt
den for Ejeren omstændeligere Vej at gaa til
Politiet. For Norges Vedkommende antages
det, at Finderen ansvarsløst kan beholde
Godset hos sig, naar han behørig oplyser Fundet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
