Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hjort, Niels - Hjort, Otto Ludvig - Hjort, Peder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
passende Niveau lykkedes og blev i høj Grad
paaskønnede; men han fik ikke det endelige
Resultat at se, da Døden bortrev ham midt i
den travle Virksomhed. 1918 overtog Stat og
Kommune de fleste højere Skoler i Kbhvn,
Frederiksberg og Gjentofte-Ordrup.
Fr. Th.
Hjort, Otto Ludvig, norsk Maler, f. paa
Kongsberg 1866. Han gik en kort Tid paa Chr.
Krohg’s Malerskole i Kria, hvorefter han fra
1886 studerede ved Kunstakademiet i München
nogle Semestre og forblev boende her de flg.
Aar, idet han tegnede for illustrerede Blade
(bl. a. stundom i »Fliegende Blätter«). Siden
1893 har han boet i Kria. Hans Fag er særlig
Portrættet. Et Par Bispeportrætter af ham
findes i Trondhjems og Kristianssands
Domkirker. Siden 1906 har han været fast Tegner i
Vittighedsbladet »Hvepsen« i Kria og siden
1908 i Bladet »Veslefrik« smst. Siden 1889 har
han ofte udstillet paa Statens aarlige
Udstillinger i Kria.
C. W. Sch.
Hjort, Peder, dansk Forf., f. 19. Juli 1793
i Taarnby paa Amager, d. 11. Novbr 1871 i
Kbhvn. H.’s Fader var Præst og døde som
Biskop over Ribe Stift. 1811 blev H. Student
og bestemte sig
efter Faderens
Raad for
Juraen; men
hverken denne ell.
det teol.
Studium, som han
en kort Tid
forsøgte, kunde
holde hans
Interesse fangen.
Derimod
kastede han sig med
stor Iver over
æstetisk og
filosofisk
Læsning og vandt
1815
Universitetets
Guldmedaille for en
Afh. om Aarsagerne til Uenigheden om
Villiens Frihed. Samtidig havde C. Molbech
opfordret H. til at give Bidrag til det litterære
Tidsskrift »Athene«, og i dettes Spalter skulde
H. først opnaa — en rigtignok lidt
herostratisk — Navnkundighed. H. var en
overordentlig subjektiv Karakter, og hvad han een Gang
havde sat sig i Hovedet var Ret, forsvarede
han, til Blodet sprang ham af Neglerødderne.
Han var født Polemiker, en agressiv Natur,
der ofte slet intet sagde ved at ville sige for
meget. Saaledes i hans første betydelige
Bidrag, »Tolv Paragrafer om Jens Baggesen«, fra
1816, i hvilket H. frakendte Baggesen al
litterær Ære, og endnu mere det flg. Aar, da H.
ogsaa gik Baggesen’s borgerlige Ære for nær
i de uretfærdige og gemene Beskyldninger for
Plagiat i Anledning af hans Opera
»Trylleharpen«. H. maatte bøde 200 Rdlr for sin kaade
Mund, og det var til stort Held for hans
Renommé, at Oehlenschläger opfordrede H. til at
afløse sig som Rejseledsager for en ung
Adelsmand. Han fik herved Lejlighed til at komme
hjemme fra, en Dæmper blev lagt paa hans
ungdommelige Hidsighed, og Rejsen blev
meget frugtbringende for Fortsættelsen af hans
Studier. I Tyskland, hvor han erhvervede sig
en titulær Doktorgrad, knyttede han mange
litterære Forbindelser, særlig filos.; i Rom
fungerede han som Mentor for de to unge
augustenborgske Prinser og sluttede sig navnlig
venskabelig til den ældste, Hertug Christian
August — et Venskab, som H. senere i Livet
ofte maatte høre ilde for. Efter næsten 4 Aars
Fraværelse vendte H. tilbage 1821, just som
der var taget Bestemmelse om Sorø Akademis
Genaabning. H. attraaede stærkt
Professorposten i Filosofi her, men trods alle
Bestræbelser lykkedes det ham kun at opnaa
Lektoratet i tysk Sprog. I Sorø henlevede nu H.
28 Aar i et beskedent Hverdagslivs tarvelige
Kaar, men han blev ikke provinsiel, han
forsumpede ikke under Dagens smaa GøremaaL
Hans Aand bevarede sin Spændkraft, og en
mangesidig litterær Virksomhed tillod ham
aldrig at hvile. Først underholdt H. en
overordentlig omfattende Korrespondance med en
Mængde fremragende Mænd i Ind- og Udland.
Dernæst bragte hans Lærergerning ham ind
paa en meget betydelig linguistisk og
pædagogisk Skribentvirksomhed. Han udgav
saaledes en tysk Grammatik (1824), der udkom i
mange Oplag, og paa Basis af et rigt
sproghistorisk Studium og stærkt paavirket af Rask
og J. Grimm gav han fortjenstfulde Bidrag
baade til den tyske, eng. og lat.
Konjugationslære. Med en henved 700 Sider stor tysk
Læsebog, forsynet med sprog- og litteraturhistoriske
Indledninger, ydede H. ogsaa noget hidtil
ukendt. Størst Popularitet naaede dog hans
fortrinlige Læsebog for Borger- og
Almueskolen, »Den danske Børneven« (1839), der endnu
1879 viste sig i 10. Opl. Planen for denne Bog,
der har tilført Generationer stor og alsidig
Viden, var tysk, men H. havde ikke indskrænket
sig til at oversætte, men skaffet sig Bidrag fra
de betydeligste danske Videnskabsmænd og
Forf. Det var Præstesønnen i H., der fik ham
til 1838 at udgive en betydelig Samling
»Salmer og Bønner«, til Brug ved Undervisningen
og Husandagten. Endelig — og ikke mindst —
tog H. personlig Del i saa godt som ethvert af
Tidens brændende Spørgsmaal. 1825 havde han
polemiseret med Lægen Howitz i den kendte
Strid om Determinisme kontra Villiens Frihed,
der bl. a. ogsaa lokkede Heiberg frem. I Slutn.
af 1820’erne traadte H. i Fylking sammen med
sine Kolleger Hauch og Wilster, da Heiberg i
Kritikken over »Væringerne« havde villet
paavise den oehlenschlägerske Muses Begrænsning.
Og et Tiaar efter var det Politikken, som tog
ham fangen, H. var en meget varm Patriot,
og det slesvigske Spørgsmaal var en Livssag
for ham. Det var ham derfor ogsaa en stor
Sorg, at han ikke kunde overtale Hertugen af
Augustenborg, med hvem han stadig stod i
venskabelig skriftlig og personlig Berøring, til at
opgive sine separatistiske slesvig-holstenske
Tendenser, i St f. gøre den danske Sag til
sin og maaske derved vinde Stemningen for
sig ved det kommende Tronfølgevalg. Hvor
 |
| P. Hjort. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
