Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hjorte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
var allerede borte inden Stenalderens Beg.;
dens Knogler findes i vore Tørvemosers
underste Lag, men aldrig i Køkkenmøddingerne.
— Circumpolar-, men ikke Polardyr er
Elgen, Elsdyret (Alces machlis), der gaar
mod S. til Østpreussen, Kaukasus, Nordkina,
britisk Columbia og New-England-Staterne. Det
er den største og grimmeste af alle H., omtr.
2 m høj over Skulderen, med kort Krop og
meget høje Ben, navnlig fortil. Da Halsen, der
hos Hannen fortil bærer en nedhængende,
langhaaret Hudlap, tilmed er kort, kan de ikke naa
Jorden med Munden og fortærer derfor
Toppen af Urterne. Grene og Kviste. Hovedet er
groft med vældige Øren, smaa Øjne og stor
tyk, stærkt behaaret og bevægelig Mule, der
hænger ned over Munden. Næseborene og
navnlig Næsehulerne er meget store, dækkes
kun af meget korte Næseben. Takkerne er
uden Øjegrene blot et Par umaadelig store,
brede, hule Skovle, hvis Forrand er udtunget
i omkr. 15 ell. fl. Spidser, medens Bagranden
er jævn; Skovlenes største Tværmaal naar op
til 1 m og de dannes egl. af en forreste og en
bagerste Del, der smelter sammen i det 5.
Aar; de har da naaet deres fulde Længde, de
senere bliver dog stadig bredere. Pelsen er
graabrun med kort og fin Uld og lange, skøre
Dækhaar. Fødderne er byggede og knirker som
Rensdyrets, og de store Bitæer gør god Nytte,
da Elgen gerne lever i fugtige sumpede Skove,
hvor den mærkværdig let forstaar at klare
sig frem trods sine vældige Takker.
Bevægelsen er hyppigst et udholdende, særdeles
hurtigt Trav. Flokken anføres af en gl Han, der
ogsaa værger den med Kraft. Ungen bliver hos
Moderen til det 3. Aar. Den jages mest for
Skindets Skyld, da det giver et udmærket
Læder; Kødet er mindre fint. I Skandinavien er
dens Tal ved Fredning øget en Del, og helt
ned i Mellemsverige findes den hist og her. I
Danmark er den forlængst udryddet, men den
nar været udbredt over hele Landet, ogsaa
paa Bornholm; navnlig i Aspeskovens Tid
synes den at have været alm., at dømme efter
Tørvemosefundene; allerede i Stenalderen
synes den at være blevet sjælden, og kun nogle
Gange er dens Knogler fundet i
Køkkenmøddingerne; at den har levet i Tyskland, ved vi
bl. a. fra Cæsar’s Beretning om, hvordan den
fangedes, idet man fældede de Træer, som den
lænede sig op ad, medens den
sov; da den »ingen Led havde
i Benene«, kunde den nemlig
kun sove staaende og heller
ikke rejse sig, naar den faldt.
Megen anden Overtro har
knyttet sig til det kuriøse,
klodsede Dyr og dets
Levemaade. Den amer., The Moose
Deer, er større og kraftigere.
Kun i Amerika findes
endelig Slægten Cariacus Gray,
der omfatter Hovedmassen af
de amer. H. Disse er i det
Ydre ikke meget forsk. fra
den gl. Verdens; ingen af
dem er synderlig store, og
deres Takker er
gennemgaaende smaa. Herhen hører
den virginske H. (C.
virginianus) fra Nordamerika,
noget mindre end Daadyret,
rødgul om Sommeren, lysegraa
om Vinteren, med tregrenede Takker, lang
Hale og uden Hjørnetænder i Overmunden.
Nær den staar andre Former fra Meksiko og
Vestindien. — Endvidere Pampashjorten
(C. campestris), der minder om de danske
Raadyr, men har længere og tyndere Takker. Den
findes i Sydamerika, hvor den lever i Sletterne
og skjuler sig om Dagen i det høje Græs.
Ogsaa i Sydamerika bor de smaa Spydhjorte
med smaa, noget krummede, ugrenede Takker.
Den almindeligste (C. rufus) lever parvis i
Brasiliens tætte Kratskove. — Meget smaa
Former med lgn. Takker af Slægten Pudua Gray
findes i den chilenske Del af Andes-Kæden.
Uddøde Former. Som den enkelte H.
fødes uden Takker og først efterhaanden faar
disse, større og større, saaledes er det gaaet
hele Familien. De første Former, som vi maa
anse for H., kender vi fra Europas ældre
Miocenlag. De havde ingen Takker, men store
Hjørnetænder. Først i øvre Miocen finder vi en
Form, Palæomeryx furcatus, med Takker; disse
lignede meget Muntjak’ens med de lange
Rosenstokke. Mellemfodsbenene var her alle fire
helt til Stede. Slægten er ogsaa kendt fra Kina
og Japan. I nedre Pliocen faar vi H. med
længere tregrenede Takker med kort Rosenstok.
Gennem Pliocentiden finder vi saa stadig rigere
forgrenede Gevirer, indtil vi i øverste Pliocen
finder en Form som Cervus sedgewicki Falc.
med mægtigere og rigere forgrenede Takker
end nogen anden; de var som to rigt
forgrenede Buske; den kendes fra England og
Italien. Mest berømt er dog den irske
Kæmpehjort (Cervus giganteus ell. Megaceros
euryceros), navnlig kendt fra irske
Tørvemoser, hvor man f. Eks. ved Ballybetagh Bog, i
Nærheden af Dublin, paa et Areal af 100
Kvadratalen fandt ikke mindre end 100 Kranier og
 |
| Fig. 4. Hoved af Elsdyr (Alces malchis). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
