Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hobbes, Thomas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lader Statsmagten blive til ved en
Fællesbeslutning, træder det vilkaarlige ell. selvskabte
frem, og H. bemærker, at derfor kan
Videnskaben om Statsmagten blive af lgn. Art som
Matematikken.
Videnskabens Emner er Legemerne,
ulegemlige Substanser er selvmodsigende. Da al
Forandring er Bevægelse, er alt, hvad der sker,
at forklare som Bevægelse. En dybtgaaende
Undersøgelse af Aarsagsforholdet, hvorunder
Grund og Aarsag adskilles, fører til
Forkastelse af Hensigtsaarsager. H. benægter
Forekomsten af en ulegemlig Sjæl; det er Legemet, der
tænker og fornemmer. Om selve de sjælelige
Fænomener synes han at mene, at de »i
Virkeligheden« er Bevægelse; dette hænger sammen
med hans Paastande om, at al Forandring
er Bevægelse, og om, at det stadigt at
fornemme et og det samme vil sige intet
at fornemme. Men han betoner, at det, at
noget opfattes af os, er det mærkeligste af alle
Fænomener. Han hævder Sansekvaliteternes
Subjektivitet, fremsætter de mek.
Associationslove, betoner det maalbevidste Tankeforløbs
Særpræg. Der gives en nærmere Behandling af
Drømme, deres Bet. for de religiøse
Forestillingers Udvikling fremhæves; i øvrigt beror
Religion bl. a. paa Uvidenhed om de virkelige
Aarsager og Frygt for Fremtiden. Ofte
fremsætter han naive fysiol. Forklaringer paa de
sjælelige Fænomener. Han giver en
indgaaende, meget berømmet Fremstilling af og
Forsvar for Determinismen. Centralt for hans lidet
smigrende Opfattelse af Menneskenaturen er,
at han med en vis haandfast Realisme
betragter Menneskenes Adfærd som egoistisk,
saaledes at det bestemmende er
Selvopholdelsestrangen og navnlig et rastløst Kapløb mellem
Menneskene indbyrdes efter Magt, som først
Døden gør Ende paa; de specielle Affekter
udledes til Dels af, hvorledes det gaar den
Enkelte i dette Kapløb. Som Eksempel paa H.’s
egoistiske Tydninger kan anføres, at
Medlidenhed forklares som Frygten for Ulykke for os
selv ved Synet af andres Ulykke, og at
Næstekærlighed forklares som Magtfølelse ved at
hjælpe andre.
For Naturtilstanden, der nærmest er at
opfatte som en Tankekonstruktion, gælder, at den
er alt andet end en gylden paradisisk Tilstand,
idet den er alles Krig mod alle (bellum omnium
contra omnes). Da Livet i Naturtilstanden,
skønt alle her er lige og er fri ved at have en
ganske vist tom Ret til at gøre, hvad de vil,
vilde være ensomt, fattigt, væmmeligt, dyrisk
og kort, gælder som Fornuftens Bud i
Egoismens Tjeneste, at man bør søge Freden. Heraf
udledes som Midlerne til at opnaa et fredeligt
Samfundsliv de naturlige moralske Love
(Naturrettens Sætninger) og Dyderne, der altsaa
ikke bliver noget i og for sig godt, men noget
der er nyttigt til at opnaa de Goder, der flyder
af et fredeligt Samfundsliv. H. udleder saaledes
Moralen af Menneskenaturen ved en
Samvirken mellem den egoistiske Grunddrift og
Fornuften, som denne Drift tager i sin Tjeneste.
Kun hvis alle gør det samme, er der for den
enkelte Rimelighed i at følge Naturlovens og
Naturens Fordringer. Denne Enighed tænkes
fremkommet ved en Overenskomst, hvorved
Befolkningen indstifter en Magt, som alle skal
lyde. Da denne Magt ikke selv er Part i denne
Overenskomst, har Befolkningen ingen
Rettigheder over for den, og den ingen Forpligtelser
over for Befolkningen; men Suverænen er
forpligtet over for de naturlige moralske Love og
derigennem over for Gud, der er deres Ophav,
til at sørge for Folkets Velfærd, Love, der er
saaledes beskafne, at de er til Fordel for
Suverænen, men ikke tjener Folkets bedste, er
utænkelige. Om Magten indehaves af en enkelt
(Monarki) ell. af faa (Aristokrati) ell. af alle
(Demokrati), anser H. for et underordnet
Spørgsmaal; selv mener han, at praktiske Grunde
taler for Monarkiet; det væsentlige er, at den
suveræne Magt er saa stor, som det er muligt
for Menneskene at tænke sig den. Søges den
suveræne Magt begrænset, opnaas, at denne
Magt ligger hos dem ell. den, der kan straffe
ell. afskedige den formentlige Suveræn.
Ejendommeligt er det, at H. foruden at tildele
Suverænen de sædvanlige Statsfunktioner
ogsaa hævder, at det bør tilkomme denne
Magt at afgøre, hvilke Meninger og
Læresætninger, der maa fremsættes, og paa hvad
Maade de maa fremsættes; thi Menneskenes
Handlinger følger af deres Meninger, og ved paa
rette Maade at styre dem styrer man paa rette
Maade Menneskenes Handlinger til Fordel for
Fred og Enighed. Hvor de borgerlige Love
taler, er det ikke rigtigt, hvis den enkelte vil
indrette sin Adfærd efter, hvad han anser for
godt og ondt, thi Meningernes
Forskelligartethed kan da føre til Samfundslivets
Forstyrrelse. Hvor Lovene, der bør være saa faa som
muligt, ikke taler, har Borgerne deres Frihed.
At der ingen Ulemper er forbundet med en
saadan Statsmagt, kan ikke hævdes, men kun,
at der er endnu større Onder forbundet med,
at den ikke findes. Den stærke Statsmagt er
ikke et Gode i og for sig, men den væsentlige
Betingelse for Befolkningens Velfærd.
Tidsforholdene, der i det hele har haft stor
Indflydelse paa H.’s etisk-politiske Tænkning,
medførte, at han kom til at se det fredelige
Samfundslivs største Fjende i Kirken,
Præsteskabet og Religionen, inden for hvilken de
sekteriske Bevægelser havde haft en væsentlig
Andel i Borgerkrigen. Kirke og Præsteskab
kan ved at staa som Herrer over Straf og
Belønning i det hinsidige tilrive sig en Magt paa
Trods af Staten; men ikke med nogen Ret
tilkommer der dem en saadan verdslig Magt.
Religionen er en Statssag, hvad Statsmagten
befaler, er rigtig Religion, alt andet er Overtro.
De fleste Dogmestridigheder er i Virkeligheden
Kamp om verdslig Magt; kun det ene Dogme,
at Jesus er den af Moses og Profeterne
forkyndte Kristus, er nødvendigt for Frelsen. Ved
en respektløs, rationalistisk, undertiden meget
barok Bibeludlægning, der i Formen er lærd
og alvorlig, men ofte vistnok er ironisk ment,
søger H., optrædende som Teolog, at bevise sin
Filosofis Overensstemmelse med Biblen.
I Etikkens Historie betyder H. meget bl. a.
ved, at hans udprægede Standpunkt, der kan
virke frastødende og æggende, udløste en
frugtbar Opposition; en vis Samstemning viste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
