Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hoë von Hoënegg, Matthias - Hoeye, Rombout, van den - Hof
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hoë von Hoënegg [’ho.ə-fån-’ho.ənæk],
Matthias, luthersk Teolog, f. 1580 i Wien,
d. 1645 som Overhofpræst i Dresden. Ved det
kursachsiske Hof havde han under svære
politiske Forhold (Trediveaarskrigen) en
indflydelsesrig Stilling, som han just ikke altid
benyttede paa den heldigste Maade. Af Had til
Kalvinisterne, hvem han beskyldte for i 99
Punkter at stemme overens med Arianer og
Tyrker, bevægede han den svage Kurfyrste
Johann Georg I til at svigte Böhmens
Protestanter, der havde valgt den reformerte
Kurfyrst Frederik af Pfalz til Konge, og senere
bidrog han til Afslutningen af den sørgelige
Fred i Prag (1635), der prisgav Protestanterne
i Østerrig, Böhmen og Pfalz til Kejseren.
(J. P. B.). A. Th. J.
Hoeye [’hu.æjə], Rombout, van den, var
meget virksom som Udgiver af Kobberstik i
Holland i 17. Aarh.; hans Virksomhed falder
c. 1650, og en Mængde interessante historiske
Blade, deriblandt fl. vedrørende Danmark,
udgik fra hans Forlag. Om og hvor mange af
disse Blade H. selv har stukket, er ubekendt.
En betydelig Del af dem opbevares i
Kobberstiksamlingen i Kbhvn.
(A. Ls.). S. M.
Hof, lat. curia, aula, fr. cour, eng. court, tysk
H., Betegnelse saavel for Kongens Bolig ell.
Opholdssted som for Kongen selv i Forening
med hans Hofstat ell. Indbegrebet af de
Kongen omgivende Personer. H. i Bet.
Hofstat er i 14. Aarh. optaget i dansk fra
nedertysk (smlg. Danehof). I gl. nordisk betød
hof Gudetempel, Hov, medens H. i moderne
Bet. kaldtes hirðgarðr, Kongsgaard, Hird.
Karakter og Omfang af H. og Hofstat er
naturligvis meget forsk. i Tidernes Løb og hos de
forsk. Folk. — I de gl. orientalske Riger,
Ægypten, Babylonien og Assyrien, i Indien,
Kina og Japan, var Kongens, Kejserens
Stilling som en Guds, og han nød guddommelig
Hyldest. Den ægypt. Konge var Solens Søn,
Inkarnationen af Horus og selv Horus-Seth, en
levende Gud i Menneskeskikkelse, der omgaas
Guderne som sine Lige og er Herre over Liv
og Død. Følgelig afbildes han større end
andre, og alm. Dødelige nærmer sig ham
krybende. Paa samme Maade krævede Kinas Kejser,
Himlens Søn, indtil nyeste Tid, at alle, selv de
europ. Gesandter, skulde kotowe, ɔ: knæle og
bøje Panden mod Jorden, naar de stedtes for
hans guddommelige Aasyn. Den ægypt. Konges
Bolig, og senere han selv, kaldtes par’o, hebr.
Farao, ɔ: »det store Hus« (smlg. tyrk bâb-i-âlî,
den høje Port); han havde en stor Hofstat med
talrige Tjenestemænd: Kammerherrer,
Gehejmeraader, »Kongens Bekendte«, »de, der staar
Hans Hjerte nær« o. s. v., Hofrang og kgl.
Naadesbevisninger efterstræbtes stærkt af de
Fornemme og Statens Tjenestemænd, der
omhyggelig opregnede alt sligt i alenlange
Gravskrifter. — Det ægypt.-bab. Hofvæsen arvedes af
Perserkongerne, og efter dem gik det videre
til de mange mindre Hoffer hos Alexander den
Store’s Efterfølgere: Ptolemæer, Seleukider o.
s. v. Under det rom. Kejserdømme var H. fra
Beg. kun Kejserens private Skrivere og
Tjenere, tagne bl. Slaver og Frigivne. Kejseren
var rom. Embedsmand, princeps i Staten, men
blev naturligvis snart divus, guddommelig, og
fra Hadrian’s Tid toges de vigtigste
Funktionærer ved H. og i de kejserlige Kontorer for
Statsstyret bl. frie Mænd af Ridderrang. Først
i den diokletiansk-konstantinske Statsordning
(c. 300 e. Kr.) kommer den østerlandske
Paavirkning stærkt frem. Kejseren bliver dominus,
deus, og østerlandsk Ceremoniel og Etikette
indføres. Hofformerne udvikles, og de højeste
Funktionærer staar paa Grænsen mellem Hof-
og Statsembedsmænd. Øverst staar Hofchefen
magister officiorum, alle Hoffunktionærers
Overordnede og tillige øverste Chef for
Livvagten, de kejserlige hemmelige Agenter og
alle kejserlige Kontorer. Alle Indberetninger
fra Provinserne passerede ham, og gennem
ham modtoges fremmede Sendebud. Af andre
høje Hoffunktionærer kan nævnes
Overceremonimesteren, Cheferne for de forsk. Kontorer,
og navnlig den øverste Kammerherre,
præpositus sacri cubiculi. Denne sidste toges blandt
Eunukerne, og hans Indflydelse voksede med
de orientalske Formers Omsiggriben, saa at
han længere ned i Tiden i Rang blev den
første af alle Hofembedsmænd; under ham stod
Tjenerskabet og en Masse Hofbetjente. Hele
dette komplicerede Hofsystem udvikledes
videre i det byzantinske Rige fra Justinian den
Store (6. Aarh.) og nedefter. Paladset blev som
en lille By, indhegnet af Mure, hvor senere de
tyrk. Sultaners Serail laa, og overvaagedes af
en curopalatius, maire du palais. Ceremoniel
og Etikette udformedes over alle Grænser.
Tidligere behøvede de højere Embedsmænd
kun at bøje et Knæ for Kejseren, nu skulde de
kotowe fuldtud. Justinian’s Hofchef, Petrus,
skrev en detailleret Haandbog i Ceremoniel og
Etikette ved Hoffet. Ved alle Hoffester og
Optog herskede den mest minituøse
Rangforordning. Hofpersonalet oversteg i Tal og Pragt
langt Ludvig XIV’s Hof i Versailles. Foruden
Overkammerherren fandtes talrige andre
Kammerherrer, cubiculares, navnlig for den
kejserlige Bordtjeneste: Mundskænk, Forskærer etc.
Kammerherrerne bliver her højfornemme
Personer i Modsætning til Forholdene i det
tidlige rom. Kejserdømme, hvor den
republikanske Fiktion aldrig blev helt opgivet, og hvor
derfor Kejserens private Tjenestemænd i og
for sig intet betød i Staten. Bl. de utallige
andre Hofcharger kan nævnes Kejserens
vestitores, Paaklædere og de talrige Grever, comites,
der havde Overledelsen af en Række forsk.
Hverv: Staldgreven, comes stabulorum,
Greverne for Kejserens Privatdomæner, Gave- og
Pengeuddelinger etc. etc. Endelig ogsaa
Gardechefen, comes excubitorum ell. spathariorum
der stod under Hofchefen og ligesom andre
Militærchefer overvaagedes med en vis Mistanke.
Heller ikke i Rang kunde Militærcheferne
maale sig med Hoffets høje Herrer, hvem
Nærheden ved Suverænens Person gav forøget
Glans. — Et Ceremoniel og en Etikette af lige
saa minutiøs Art som den byzantinske
udvikledes ogsaa ved Hofferne i Kina og Japan, hvor
Suverænens guddommelige Person omgærdedes
med en ophøjet, gudbenaadet Hofstat og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
