Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hohenlohe, Friedrich Ludwig og Adolf og Hugo med flere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Frederik af Augustenburg og blev Moder til
den forh. tyske Kejserinde. Hans ældste Søn,
Ernst (1863—1913), ægtede 1896 Prinsesse
Alexandra af Sachsen Coburg Gotha (f. 1878) og
blev derfor Aug. 1900—Juli 1905 Regent i dette
Land i St. f. den umyndige Hertug Karl
Edvard. Han overtog derefter Ledelsen af den
tyske Koloniforvaltning, men maatte allerede
Septbr 1906 opgive denne Stilling, som han
ikke viste sig voksen. 1907 valgtes han til den
tyske Rigsdag.
5) Victor, Fyrste af H.-Schillingsfürst
(1818—93), stor Godsejer i Schlesien, blev 1840
ophøjet til Hertug af Ratibor og 1854
arveligt Medlem af det preuss. Herrehus. Han var
siden 1877 dettes Formand indtil sin Død og
desuden 1867—90 Medlem af Rigsdagen, hvor
han hørte til Rigspartiet.
6) Chlodwig, Fyrste af
H.-Schillingsfürst, foreg.’s Broder, f. 31. Marts 1819, d.
6. Juli 1901, var i sin Ungdom i preuss.
Tjeneste og blev 1845 Medlem af Bayerns 1.
Kammer. Her tog han 1849 Ordet for Tysklands
Samling under Preussens Ledelse og udtalte
sig efter Krigen 1866 stærkt imod et særskilt
sydtysk Statsforbund. Han blev derfor ogsaa
31. Decbr s. A. v. d. Pfordten’s Efterfølger
som Første- og Udenrigsminister og førte
Forhandlingerne med de andre sydtyske
Regeringer om Forholdet til Nordtyskland, særlig om
Hærvæsenets Omordning og om Toldforbundet.
1868 valgtes han til Toldparlamentet og var
dettes første Næstformand. Han søgte Apr.
1869 at formaa de katolske Magter til fælles
Optræden over for Ultramontanismen med
Henvisning til det forestaaende Kirkemøde i
Rom og til de Farer, som derfra truede det
borgerlige Samfund. Hans Raad blev ikke
hørte, men hans Optræden vakte imod ham en
stærk Uvilje hos det katolske Præsteskab, og
ved dettes Agitation vandt det klerikale
Parti Flertal ved de ny Valg.
Mistillidserklæringer fra begge Kamre nødte ham til at tage
Afsked Marts 1870. Den fransk-tyske Krig, som
udbrød faa Maaneder efter, medførte alligevel
Bayerns Tilslutning til Nordtyskland, og han
blev nu valgt til den ny tyske Rigsdag indtil
1881; var indtil 1874 dens første Næstformand
og tillige Fører for det liberale Rigsparti. Maj
1874 afløste han Greve H. Arnim som
Tysklands Sendemand i Paris, var 1878 en af dets
Repræsentanter paa Berlin-Kongressen og
førte 1880 Forsædet paa den Konference i
Berlin, der fastsatte Grænsen mellem Tyrkiet og
Grækenland. Septbr 1885 blev han Statholder
i Elsass-Lothringen, som han styrede med
stort Maadehold og Klogskab, og endelig Oktbr
1894 tysk Rigskansler og preuss.
Førsteminister indtil Oktbr 1900. I denne dobbelte Stilling
førte han ikke nogen stærkt udpræget Politik,
hverken udad- ell. indadtil, men nøjedes med
at modsætte sig alskens reaktionære Lyster.
Dog lykkedes det ham at gennemføre den
fælles-tyske borgerlige Lovbog 1896 og en ny milit.
Strafferetspleje 1898. Fremdeles vandt han 1897
Kiautschou i Kina og 1898 et Par af
Samoaøerne samt afsluttede 1899 Købet af
Karolinerne fra Spanien. Hans »Denkwürdigkeiten«
udkom 1906 i Stuttgart (2 Bd) og vakte megen
Opsigt, samt ikke ringe Forargelse ved sine
uforbeholdne, jævnlig spydige Udtalelser om
Bismarck o. a. tyske Stormænd, samt talrige
Indiskretioner m. H. t. Kejser Vilhelm II.
(Litt.: Rust, »Reichskanzler Fürst Chl.
H.-Sch, und sein Bruder« [ɔ: Kardinal Gustav]
[Düsseldorf 1897]; Völderndorf, »Von
Fürst H.’s Erinnerungen« [München 1902]). —
Hans yngste Søn Alexander, f. 1863, var
1893—1903 Medlem af den tyske Rigsdag for
en Kreds i Elsass, samt 1898—1906
Distriktspræsident for Øvre-Elsass, men maatte tage
sin Afsked p. Gr. a. det pinlige Indtryk, som
Udgivelsen af Faderens Erindringer gjorde.
7) Gustav, Prins af
H.-Schillingsfürst (1823—96), Broder til de to foreg.,
studerede kat. Teologi først ved tyske
Universiteter og fra 1846 i Rom, og blev 1849 præsteviet
i Gaëta, hvorhen han havde fulgt Pave Pius
IX. Han blev derefter pavelig Kæmmerer,
titulær Biskop af Edessa og 1866 Kardinal. Som
Modstander af Jesuitterne bekæmpede han
1870 det ny Dogme om Pavens Ufejlbarhed og
forlod Septbr s. A. Rom for at gaa til
Tyskland. Han var 1872 udset til at være dets
Sendemand ved Pavehoffet; men dette nægtede
at modtage ham, og han kom først igen til
Rom 1876 under den ny Pave og var 1879—85
Biskop i Albano. Han tog vigtig Del i de
Underhandlinger, som gik forud for
Kulturkampens Afslutning.
8) Konrad, Prins af
H.-Schillingsfürst, f. 1863, en Brodersøn af de tre foreg.,
gik i østerr. Statstjeneste og blev 1900
Statholder i Tyrol og 1904 i Triest. Maj 1906 var
han i 4 Uger østerr. Førsteminister og
indbragte som saadan det første Udkast til en
Valgreform med alm. Valgret, men var ikke i
Stand til at føre det videre og vendte derfor
tilbage til sin Statholderpost, som han beholdt
indtil 1918.
E. E.
9) Kraft Karl August Edvard
Friedrich, Fyrste af H.-Ingelfingen,
Preuss. Artillerigeneral og betydelig
Militærforfatter, Søn af ovenn. A. H., f. 2. Jan. 1827
i Koschentin i Øvreschlesien, d. 16. Jan. 1892
i Dresden. 1845 indtraadte han i
Gardeartilleribrigaden, uddannedes paa Artilleri- og
Ingeniørskolen samt paa Krigsakademiet, blev 1854
Militærattaché i Wien som Kaptajn i
Generalstaben og udnævntes 1856 til Fløjadjutant hos
Frederik Vilhelm IV. 1864 var han i Spidsen
for Gardeartilleriregimentet og var under
Krigen med Danmark knyttet til
Overkommandoen indtil 4. Apr. Han deltog i Kampen ved
Øvre Selk og i fl. Rekognosceringsfægtninger
foran Dybbøl. 1866 førte han med Dygtighed
Gardereserveartilleriet i Fægtningen ved
Königinhof og navnlig i Slaget ved Königgrätz. 1868
blev han Chef for Gardeartilleribrigaden og
udmærkede sig i Felttoget 1870—71 som Chef
for Gardens Artilleri, navnlig i Kampene ved
St Privat og Sedan; under Paris’ Belejring
var han Chef for det samlede
Belejringsartilleri. 1873 udnævntes han til Divisionskommandør
og Generalløjtnant og blev 1875
Generaladjutant. 1879 stilledes han efter eget Ønske til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
