Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XI: Hasselmus—Hven / 616 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hokkofugle - Hokkohøns - Hokusai - Hokuspokus - Hol

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

den alm. Hokko (C. alector L.) den bedst
kendte og den, hvorefter hele Gruppen har
Navn. Fjerklædningen er glinsende blaasort,
hvid paa Bugen, Vokshuden gul. Den
opholder sig for en stor Del i Træerne, flyver lavt
og lige, men kun korte Strækninger ad
Gangen. Føden bestaar næsten udelukkende af
Frugter, der søges enten i Træerne ell. paa
Jorden. Reden bygges mellem Trægrenene og
indeholder to hvide Æg, noget større end
Hønseæg. Stemmen er stærk, pibende ell.
brølende. Den er meget tillidsfuld og efterstræbes
for Kødets Skyld. Af Indianerne holdes den
som Husfugl, næsten som Stuefugl, ofte i stort
Antal, men formerer sig ikke i Fangenskab.

Jakuhønsene (Penelopinæ; c. 50 Arter),
mindre H., hvis Overnæb er bredere end højt;
Hovedets Sider og Struben er i Reglen nøgne,
Issefjerene forlængede. De artrigeste af
Gruppens 6 Slægter er Penelope (18 Arter) og
Ortalis (20 Arter). Alle herhen hørende H. er
Skovfugle, der dog mest opholder sig i lavere
Krat, mindre i Træernes Kroner; de træffes
saavel i Kyst- som i Bjergegne indtil 2000 m’s
Højde, de større Arter oftest parvis, de
mindre i Flokke paa indtil halvhundrede.
Stemmen er gennemtrængende, næsten øredøvende,
naar Fuglene gaar i Flok; Navnene »Jaku« og
»Guan«, er dannede efter Skriget. Reden
bygges i Træer, undtagelsesvis paa Jorden;
Æggenes Antal er 4—6, deres Farve er hvid;
Ungerne forbliver en Tid i Reden og mades af
Moderen. Nogle Arter hører til Indianernes
mest yndede Husfugle; de vilde Jakuhøns
efterstræbes saa stærkt, at de i visse Egne er
ganske udryddede.

Bjerg-Hokko’er (Oreophasis) har en
opstaaende, nøgen cylindrisk Hjelm (»Horn«) paa
Hovedet. Issen og Struben er nøgne. Kun en
eneste Art i Skovene paa Vulkanen Fuego
(Guatemala).

Den Lethed, hvormed de forskellige H.
tæmmes, og det store Antal, hvori de findes
tamme og halvtamme i Sydamerika, kunde
lade formode, at de egnede sig til at træde
ind i Fjerkræets, de tamme Husfugles,
Rækker. Men de forplanter sig yderst sjældent i
Fangenskab, lægger ikke en Gang Æg. I zool.
Haver holdes jævnlig forsk. Arter. (Litt.:
Sclater og Salvin, Synopsis of the
Cracidæ [i Proc. Zool. Soc., London 1870]).
O. H.

Hokko (Crax alector).

Hokkohøns [’håko-], se Hokkofugle.

Hokusai, jap. Maler og Tegner, f. i Jedo
1760, d. smst. 1849. Ved sine mange populære
Billedbøger — over 100 Værker, omtr. 500 Bd,
mellem hvilke 15 Bd løse Skitser, »Mangva«,
og 3 Bd med 100 Prospekter af Bjerget Fuji
er de mest udbredte — er H. ikke alene
blevet folkekær i Japan, men har mere end
nogen anden af sit Lands Kunstnere naaet europ.
Berømmelse. Den ejendommelig jap. Lethed og
Elegance i Behandlingen er hos ham forbunden
med en utrættelig Opfindsomhed, et aldrig
svigtende godt Humør og en i jap. Kunst
enestaaende og banebrydende Friskhed i
Opfattelsen af dagligdags Genremotiver. Paa
Kunstindustrimus. i Kbhvn de 15 Bd »Mangva« m. m.
(Litt.: E. de Goncourt, H. [Paris 1896];
Perzynski, »H.« [Bielefeld 1904]).
(K. M-n.). A. Hk.

Hokuspokus, Gøgleri, Taskenspillerformular,
hvis Oprindelse er usikker. Forklares som en
Forvanskning af Ordene i den kat. Messe: Hoc
est corpus (verum Dei), dette er (Guds sande)
Legeme. Andre afleder det af Ochus Bochus,
Navn paa en Taskenspiller, og der findes
faktisk en eng. Lærebog i Taskenspillerkunsten
fra 1634, der har Titlen Hocus Pocus jun.
V. D.

Hol [hå£], Herred, Hallingdal Fogderi,
Buskerud Fylke, (1910) 2099 Indb., øverst i
Hallingdal paa Grænsen mod Bergen Stift, har
sin bebyggede Del i de to Dalfører Holsdalen
og den sydligere Ustedal, adskilte ved den
kendte Fjeldmasse Hallingskarvet. Uden for
Dalene er der kun øde Fjelde med store
Vande og mange Myr, over hvilke de græsklædte
Fjeldsider rager højt op; navnlig paa
Nordsiden af Hoveddalen er der ypperlige
Beitesmarker og mange Sætre. De største Vande er
i Holsdalføret Strandefjorden 17,84 km²,
Sunddalsfjord, Hovsfjord og Holsfjord, og i
Ustedalen Ustevand (1019 m o. H.), 20 km² og
Ustedalsvand. Bebyggelsen er næsten udelukkende
at søge i Hoveddalenes nedre Strøg og paa
disses nordre Side. Den 1697 opførte Trækirke
for Sognet har endnu Levninger af den gamle
Stavkirke fra 1327. Større Gaarde findes ikke
i H. Omtr. midt i denne Dal ligger er nyopført
Kapel; H. danner for øvrigt kun eet Sogn. P.
Gr. a. H.’s Højde o. H. er Agerbrug kun lidet
drevet, Skoven er næppe tilstrækkelig til
Bygdens Behov, derimod drives Fædrift i stor
Udstrækning. Jagt og Fiskeri giver ogsaa godt
Udbytte. Tamrenhold er forsøgt, men med
vekslende Held. Der er fl. Savbrug. Af Arealet er
10,5 km² Ager og Eng, 40 km² Skov, 85 km²
Ferskvand, Resten er Udmark og Snaufjeld.
Hovedvej fører fra Aal til H. Kirke og derfra
til Dels som Bygdevej, til Dels som privat Vej
til Strandefjorden, fra hvis Vestende en
Rodevej fører over Bolhövd til Urland i Sogn. I
Ustedalen gaar rodelagt Vej langt op i Dalen

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>