Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Holger Danske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er Sagnkredsen vokset med en Mængde
eventyrligt Stof i middelalderlig Stil. Og den
saaledes udvidede Sagnkreds blev omskrevet til
Prosaroman og endnu i 15. Aarh. vidt udbredt
ved Bogtrykkerkunstens Hjælp. I denne yngste
Form af Ogier-Digtningen træffer vi Ogier’s
Erobringer af Lande i Østen, femten Riger
lige til Indien; vi finder Feerne ved H. D.’s
Vugge og hans langvarige Ophold i Avalon,
Kong Arthur’s Trylleslot ell.
Udødelighedsbolig; desuden forskelligt Sagnstof, som
knytter ham til Nederlandene, hvor
Ogier-Digtningen allerede tidlig havde slaaet Rod dels i fr.
Foredrag, dels i nederlandske Folkesangeres
Behandling.
Ogsaa i Danmark optog man den franske
Ridderdigtning, men i mere ejendommelig
Form end andensteds. Dels var det kun en
ringe Mængde af de franske Ogier-Motiver,
der laantes; dels tilkom nyt Stof og ny
Opfattelser fra andre Sider. Og saaledes skabtes den
danske Nationalhelt H. D. (thi dette er den
eneste Form, hans Navn har, i de folkelige
danske Viser og Sagn). Udgangspunktet for
denne Sagnskikkelse er Visen om H. D. og
Burmand; »den menige Mand her i Riget«,
siger Christiern Pedersen 1534, »vidste ikke
før andet, end at han havde aleneste været en
dansk Kæmpe, som vandt Sejr af Burmand,
som den gamle Kæmpevise lyder«. Det er den
franske Digtning om Italiens-Toget og Sejren
over Brunamont, der ligger til Grund for
Kæmpevisen; men i Dansk har den mistet
enhver historisk Forbindelse med Kejser Karl
og Rom; det er den ungarske Kongedatter
Gloriant, som den vilde Hedning Burmand
bejler til; hun henter H. D. frem af
Fangetaarnet, hvor han har ligget et Aar i Hunger og
Tørst; han fælder Hedningen og giver hende
til hendes Fæstemand, Kong Karl ell. Karvel.
Løsrevet fra enhver videre sagnhistorisk
Forbindelse fremtræder Visen som en rent ideal
Digtning om den truede Jomfrus ridderlige
Værner; denne ene Tanke sætter Præg paa den
danske Holger-Skikkelse i Modsætning til det
mangfoldige ved den franske Ogier. — Den
Vej, ad hvilken det franske Digtningsmotiv
har naaet over i dansk Versedigtning, gaar
vistnok gennem den norske Karlmagnus-Saga
(herpaa tyder fl. af Navnene); men helt sikkert
er det ikke. Tiden for dens Tilblivelse kan
vanskelig fastsættes nøjere; i 15. Aarh. var
Visen saa udbredt, at dens Hovedpersoner
endogsaa findes fremstillede i Loftet af en svensk
Kirke med Visens Omkvæd skrevet under: »H.
D. han vandt Sejr af Burmand«.
Medens Heltens historiske Forbindelser er
rent glemte, knyttes han ved selve sit Navn
og det jublende Omkvæd til andre Forhold;
han føles som Forkæmper for det danske Folks
Ære. Ud fra denne Følelse opstod den anden
Holger-Vise »H. D. og Stærk Didrik«,
vilkaarlig digtet i Danmark ved Benyttelse af Motiver
fra Didrik-Sagnkredsen. Her fremstilles Stærk
Didrik som Repræsentant for den overmodige
tyske Kejservælde, der stræber at underlægge
sig Danmark, og H. D. er Konge i
Nørrejylland, kronet med »røden Guld« som fri og
uafhængig Hersker, der afviser Tyskerens
Højhedskrav og tilføjer ham et frygteligt Nederlag.
Den politiske Tendens i denne Vise tyder
paa, at den er forholdsvis ung. Christjern
Pedersen synes ikke at kende denne Vise,
hvorimod Vedel anfører den; den synes da at være
digtet i det 16. Aarh.
Denne Opfattelse af ham som hele det
danske Folks Forkæmper har, blandet med episke
Motiver fra den ældre Vise, fremkaldt de
ejendommelige Folkesagn om ham. Vi har to
Grupper, den sjællandske og den jydske. H. D.,
siger det sjællandske Sagn, er ikke død; han
sidder inde i Havrebjerg ved Slagelse ell. i
Hvælvingerne under Kronborg Slot; naar
Danmark er i største Nød, skal han komme frem
og frelse det. Der fortælles Sagn om en Fange,
der er gaaet ned i Hvælvingen og har fundet
ham siddende ved Stenbordet med Skægget
vokset fast i Pladen, og han har trykket den
fremrakte Jernstang i den Tro, at det var den
kommendes Haand. Denne gemte Helt i
Bjerget er en vidt udbredt Folketro, der ellers i
Danmark knyttes til Klintekongen i Stevns, til
Jon Opsal (egl. Odin) paa Møn og til
Landskongen paa Bornholm; derimod er
Fortællingen om Jernstangen et gl. Jættesagn, der fra
først af er uafhængigt af Helten i Bjerget. —
Fra Nørrejylland, Sønderjylland og Fyn haves
lgn. Sagn: H. D. skal sidde inde i Bjerget ved
Møgeltønder ell. i Hulvejen ved Almind, under
en Busk paa Øsbjerg Bakker i Vendsyssel,
under Bulbjerg, under Viborg Domkirke, inde i
Nonnebanken ved Odense o. s. v. og komme
frem, naar Danmark er i værst Nød for
Fjender. Men Sagnet er her stadig forbundet med
dommedagsagtige Forestillinger: Tyrkerne skal
komme og hele Danmark ell. hele
Kristenheden være ved at gaa til Grunde; Fjenderne
skal vande deres Heste i Viborg Sø; da skal
H. D. staa frem, naar der er vokset en Tjørn
op i Viborg Sø ell. i Tis Enge, og han skal
binde sin Hest ved Tjørnen; saa skal han
samle alle indtil 60 Aars Oldinge og 12 Aars
Drenge og vinde Sejr, men Blodet flyder saa
højt, at det naar til Knæerne, og da er ikke fl.
Danske tilbage, end at de kan sidde omkring
et Bord; men saa skal der være Fred i mange
Aar. (Dette er en Omplantning af det
græsktyske Kejsersagn om den store Sejrherre
ved Verdens Slutn., og Sagnet er, saaledes som
H. F. Feilberg paaviser, i Slægt med
Forestillingerne om Antikrist). — Foruden disse er
der en Mængde Smaasagn om H. D., f. Eks. om
hans Sværd, som Bønderne prøvede paa at
bortføre fra hans Gravhøj, og en skæmtende
Fortælling om hans Briller paa Kbhvn’s
Fælled. H. D.’s Billedstøtte vistes i 17. Aarh. uden
for Kbhvn’s Vesterport; udskaarne Billeder af
ham og Burmand fandtes i 19. Aarh.’s Beg.
paa Borgemestergaarden i Aarhus; 1889 er et
stort Billede af ham fremdraget under Kalken
i Skævinge Kirke i Nordsjælland; fra Norge
haves mange lgn. mindre Billeder fra 17. og 18.
Aarhundrede.
Ved Siden af den folkelige Nydannelse gaar
der et jævnt stigende bogligt Kendskab til de
fyldigere franske Sagn. I Lunde-Krøniken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
